”Ikke alene vandt vi, men vi ændrer også historien,” sådan skrev den nyvalgte borgmester i Bogotá, Claudia Lopez, på Twitter, da valgresultatet blev offentliggjort 28. oktober 2019.
Nytårsdag markerede begyndelsen på denne nye historie, da Claudia Lopez tiltrådte sit embede. En stilling der i Colombia magtmæssigt kun overgås af præsidentposten, som besiddes af Iván Duque Márquez.
Den venstreorienterede Claudia Lopez, der kommer fra Det Grønne Parti, er den første kvindelige borgmester i Bogotá. Dertil er hun den første åbne LGBT-person, der indtager så magtfuld en position.
Præsident i 2026?
”Claudia Lopez bliver præsident i 2026, hvis hun spiller sine kort rigtigt,” siger Donka Atanassova, mens hun tygger lystigt, og med et sænket blik graver efter ristede majskerner, der gemmer sig i salatbladene på hendes tallerken.
”Er du sikker på det?” spørger jeg hende.
Hun sænker gaflen og løfter blikket:
”Ja. Hun bliver en meget interessant politisk figur de næste mange år, og hvis hun formår at danne de rigtige politiske alliancer, så tror jeg, hun bliver præsident ved valget i 2026.”
Donka Atanassova er professor i Sociologi ved Universidad Externado de Colombia, der ligger i centrum af Bogotá. Derudover er hun medlem af bystyret og involveret i et hav af politiske grupper. De seneste seks år har hun desuden arbejdet tæt sammen med Claudia Lopez i forskellige politiske sammenhænge. Som kvinder og akademikere i politik skiller de sig ud, fortæller hun.
Jeg møder Donka Atanassova på en charmerende café i La Candelaria, Bogotás gamle bydel, der består af smalle gader og farverige butiksfacader. Jeg har bedt hende uddybe, hvad valget af Claudia Lopez som landets næstmest magtfulde person betyder for Colombias fremtidige politiske situation.
Siden den 21. november har Colombia været præget af store folkelige demonstrationer og nationale strejker grundet utilfredshed med regeringen. Det syder i gaderne, folket kræver forandring. Kan Lopez tilbyde det?
”Den politiske kultur har forandret sig siden fredsaftalen (med FARC i 2016, red.). Det har givet plads til personer som Claudia Lopez, der ellers er en meget usædvanlig politisk figur i Colombia. Hun har i årevis problematiseret den traditionelt førte politik, og nu har hendes kritik ramt et momentum,” forklarer Donka Atanassova.
Under sloganet ”ubestikkelig” førte Claudia Lopez sin valgkampagne, hvis hovedfokus var anti-korruption. Hun stod ligeledes forrest i den anti-korruptionskampagne, der i 2016 førte til en folkeafstemning, hvor 11,5 millioner, svarende til 99 procent af stemmerne, stemte for en ny lov mod korruption. Afstemningen blev dog sidenhed diskvalificeret, da vælgerdeltagelsen skulle have været på mere end 12 millioner.
”I starten var der ikke mange der troede på, at hun ville stille op som borgmester eller lede kampen mod korruption. Men hun gjorde det, og det har fået mange, der ikke troede på hende, til at ombestemme sig. Måske bryder de sig stadig ikke om hende, men de anerkender, at hun har klaret det uden støtte fra de etablerede partier og uden økonomisk støtte,” siger Donka Atanassova.
Elsket og hadet
Kvinde, lesbisk, akademiker, grøn. Den nye borgmester i Bogotá adskiller sig på mange parametre fra den politiske magtelite i Colombia. Donka Atanassova mener, at Claudia Lopez’ personlighed og åbenhed har været afgørende for hendes succes:
”Hun har en partikulær personlighed, som virkelig splitter vandene. Enten hader man hende, eller også elsker man hende. Dét, at hun aldrig har skjult sin seksualitet, er også meget usædvanligt, og det er endnu en faktor, hvor folk enten har bifaldt hende eller er gået stærkt imod hende. De fleste er dog enige om, at hun er en meget modig og stærk kvinde.”
Med omkring 35 procent af stemmerne til borgmestervalget fik Lopez en sikker sejr. Og meget tyder på, at hun repræsenterer en tro på politisk systemforandring i Colombia. Det er dog ikke alle, der har lige stor tiltro til den nyvalgte borgmester.
”Claudia Lopez påstår, at hun tager afstand til den etablerede politiske elite, men da folkedemonstrationerne begyndte igen i det nye år, var hun lynhurtig til at sætte ESMAD (politiets oprørskontrol, red.) ind,” siger Fernando Navarro Lamus, en ung antropologistuderende på folkeuniversitetet, La Nacional, i Bogotá.
ESMAD er blevet stærkt kritiseret for at reagere aggressivt og voldeligt mod demonstranterne. I november 2019 mistede den kun 18-årige Dylan Cruz livet, efter han blev skudt af politiets oprørsenhed. Det førte til en massiv kritik af regeringens magtanvendelse.
Ifølge Donka Atanassova fik mange mistro til Claudia Lopez, da hun indsatte ESMAD under den første demonstration i det nye år. Hun tror dog stadig på, at Lopez skiller sig ud:
”Selvfølgelig skal hun passe på med at falde ind i de samme vaner som de andre politikere, men jeg tror, at hun vil gøre meget for at tage afstand til den slags politisk magtanvendelse og insistere på at skabe en regering for og med folket,” siger hun.
En styrket stat
Donka Atanassova er ved at være nået igennem sin salat. Lag på lag af græsgrønne salatblade ligger stablet på tallerkenens yderkant. Hun har nøje udvalgt de bedste bestanddele og efterladt resten. Jeg forsøger igen at prikke lidt til de mere udfordrende sider af Lopez’ fremtidige politiske karriere, hvordan skal hun skabe forandring i et land, der i så mange år har været præget af politisk korruption og magtanvendelse.
”Claudia Lopez tror inderligt på staten og dens institutioner. At løsningen skal findes her. Men institutionerne er bygget op om korruption, og hun kan ikke nå at skabe perfekte institutioner på fire år,” forklarer Donka Atanassova.
”Hendes største ambition er, at få flere colombianere til at få tiltro til staten. Colombianere tror ikke på staten, fordi staten aldrig har arbejdet til fordel for folket. Jeg tror på, at hun kan få befolkningen i Bogotá overbevist om, at staten kan være en styrke,” siger hun.
Nytårsdag markerede begyndelsen på en forandring, en ny historie, i Bogotá. Nu kan kun tiden vise, hvorvidt politik i Colombia virkelig er ved at ændre form og farve.
Artiklen er skrevet med støtte fra Danidas Oplysningspulje.