Siden Jim Jones i 1978 ledte et masseselvmord i den Guyanske jungle, har Guyana ikke trukket store overskrifter.
Det lille sydamerikanske land, omkranset af det store Brasilien mod syd og det kaotiske Venezuela mod nordvest, er dog i de seneste år kommet på landkortet blandt investorer og økonomiske spåmænd verden over. I begyndelsen af 00’erne pegede analyser nemlig på, at landets havoverflade gemmer på et oliebonanza af landsomvæltende dimensioner for landets 780.000 indbyggere.
Fair valg, men intet resultat
Tiden for det første afkast fra olieeksporten nærmer sig, og landets politiske partier holder i øjeblikket vejret, mens de venter på resultaterne af parlamentsvalget, der blev afholdt den 2. marts på baggrund af et mistillidsvotum stillet af oppositionen tilbage i 2018.
Den regerende AFC-koalition håber at føre fanen videre, og det største oppositionsparti PPP satser på at overtage taburetterne. Guyanerne stemmer traditionelt langs landets to største etniske grupper, hvor afro-guyanerne holder med AFC, mens den indo-guyanske gruppe, bestående af efterkommere fra indiske og pakistanske indvandrere, stemmer PPP.
De første meldinger fra internationale og lokale valgobservatører peger på et fair og roligt valg, men allerede i dagene efter begyndte kritik over den langsommelige stemmeoptælling at hagle ned over den guyanske valgkommission.
Begge store partier hævder at have vundet, og ingen virker villige til at anerkende resultatet, hvad end det måtte blive.
Et politisk kaos er ved at tage form.
Guyanas vigtigste valg
Sagen er den, at der er ekstremt meget på spil. En minister har i The Economist kaldt valget for ”moderen af alle valg”.
Den endelige sejrherre kommer til at stå i spidsen for et land, der ikke længere er økonomisk domineret af sukkerrørsproduktion og remitter fra den store internationale diaspora. I stedet skal vinderen administrere en af verdens hurtigst voksende økonomier og føre landet videre i ”udviklingens årti”, som den nuværende præsident, David Granger, har kaldt 2020’erne.
Den internationale valutafond (IMF) vurderer, at den guyanske økonomi vil vokse med 85,6 procent i 2020. Hvis prognosen holder stik, vil det betyde en vækst, der er næsten 20 gange højere end væksten i 2019 (4,4 procent).
Dette økonomiske højdespring vil placere Guyana sammen med Etiopien blandt gruppen af nye højtragende og vækstskabende udviklingslande.
Faren forude
Den siddende regering har forsikret befolkningen om, at olieindtægter vil blive placeret i en beskyttet konto i New York, hvorfra regeringen kan bruge en fastsat andel til blandt andet sociale programmer.
Ifølge Transparency International er der klare indikationer på, at korruption trives i guyansk politik; spørgsmålet er, om befolkningen stoler nok på statsapparatets evne til at forvalte Guyanas nyfundne rigdom.
En lurende risiko er også, at den nye økonomiske indsprøjtning udsætter den guyanske økonomi for inflation og hollandsk syge; når et land bliver afhængig af olieeksport og dermed fjerner grundlaget for andre traditionelle eksportvarer. Med fokus på blot én indtægtskilde, gør landet sig sårbar for skiftende oliepriser – det er Venezuela og Nigeria eksempler på.
Guyanas præsident David A. Granger ved et møde i FN angående en grænsestrid med Venezuela.
Foto: Luiz Rampelotto/Pacific Press/LightRocket via Getty Images.
Planen er ”ambitiøs, men mulig,” mener præsidenten.
Hvem der vinder valget og dermed retten til at forvalte landets sorte guld, er altså endnu uvist – men i første omgang afhænger Guyanas nære fremtid af, at parterne når til enighed og accepterer det resultat, som valgkommissionen fremlægger.
