”Hvis du er sort, kvinde, fattig, og du heller ikke har studeret, så er du endnu mere jodida (fucked, red.) end andre kvinder – også mere end afrocolombianske mænd.”
Yobana Millan Bustos kigger alvorligt på mig, vedholdende. Hun er en spinkel kvinde, snakker i galopfart, og hendes statur emmer af iver og hårdkogt engagement for sagen.
Yobana Millan Bustos er en del af netværket for afrocolombianske kvinder, La Red Nacional de Mujeres Afrocolombianas Kambirí (RNMAK), der nogenlunde oversat betyder ’tillad mig at blive en del af denne familie’. Netværkets medlemmer, der kommer fra hele Colombia, går forrest i kampen for at skabe synlighed af afrocolombianske kvinders krav på rettigheder, uddannelse og mulighed for at forsvare sig.
Fastholdt i fattigdom
Jeg mødes med Yobana Millan Bustos i hendes hjemby, Buenaventura, der ligger på den colombianske stillehavskyst. Hun har ellers boet i storbyen Medellín, siden hun påbegyndte sine studier i statskundskab, en mulighed der kun er ganske få afrocolombianske kvinder forundt.
Hun har bedt os mødes et anonymt sted, da hun som social koordinator i RNMAK befinder sig i en udsat position. Sociale aktivister og ledere i Colombia lever en farlig tilværelse, hvor flere hundrede hvert år bliver dræbt som følge af deres fremtrædende samfundsposition og dertilhørende holdninger. Frygten afholder dog ikke Yobana Millan Bustos fra at tale.
”De afrocolombianske kvinder har lidt enormt meget i form af både kønsdiskrimination og racediskrimination. Desuden er vi også blevet fastlåst i fattigdom, hvorimod de afrocolombianske mænd har haft mulighed for at studere og skabe deres egen vej,” siger Yobana Millan Bustos og fortsætter:
”Selv de kvinder, der får sig en uddannelse og kommer til byen, vil komme til at arbejde på en café, for hvorfor skulle nogen ansætte en sort kvinde i en bank, når de kan ansætte en hvid?”
For Yobana Millan Bustos har kampen for retfærdighed altid været nærliggende. Som barn og ung insisterede hendes bedstemor på, at barnebarnet skulle uddanne sig, så hun ville kunne klare sig selv og dermed aldrig behøvede at blive afhængig af en mand.
”I starten interesserede jeg mig mest for familiesituationerne i mit eget lokalsamfund. Jeg så, hvordan mænd slog deres koner, og bemærkede, hvordan kvinderne altid sled i hjemmet, mens mændene aldrig skulle lave noget,” siger hun.
I år 2000 meldte hun sig ind i RNMAK, og siden har hun råbt højt om afrocolombianske kvinders krav på flere rettigheder og muligheder i samfundet.
Fokus på fællesskab
RNMAK blev dannet som led i en national proces, der fandt sted i slut-90’erne og starten af 00’erne. Rundt omkring i landet opstod afrocolombianske organisationer, som arbejdede for flere rettigheder til afrocolombianere med særligt fokus på diskrimination, racisme og den manglende anerkendelse som befolkningsgruppen oplevede.
Yobana Millan Bustos deltog også i disse organisationer, men hun følte fortsat, at der manglede noget.
”Det blev tydeligt, at selvom vi kvinder altid var til stede, så var vi ikke synlige. Vi fandt ud af, at vi manglede en selvstændig kraft, og på den måde blev RNMAK født – ud af kvinders initiativ og vilje til at lede egne kampe,” fortæller hun.
Da RNMAK begyndte, var det en af de eneste nationale organisationer, der udelukkende bestod af kvinder. For Yobana Millan Bustos er fællesskabet og organiseringen afgørende for netværkets succes:
”Vi ved, at man ikke kan klare det alene. I netværket forener vi os, vi reclaimer vores rettigheder, og vi forsøger at demokratisere vores viden, så alle afrocolombianske kvinder får kendskab til deres rettigheder.”
Indskrevet i fredsaftalen
I 2016 indgik den colombianske regering og oprørsgruppen FARC en historisk fredsaftale. Udover at være banebrydende i forhold til at støtte den langvarige konflikt i Colombia i bero, blev fredsaftalen også et nyt kapitel for afrocolombianske kvinder.
Aftalen indeholder nemlig et såkaldt etnisk kapitel, der opfordrer regeringen til at arbejde mere målrettet for etniske minoritetskvinders rettigheder. I det etniske kapitel indeholder desuden fem punkter, der fremhæver afrocolombianske kvinders rettigheder.
For Yobana Millan Bustos var det etniske kapitel i fredsaftalen et klart tegn på, at hendes arbejde i RNMAK har et formål:
”Det etniske kapitel tillader, at etniske befolkningsgrupper får en stemme. Det betyder, at vi kan få medbestemmelse i nogle beslutningsprocesser og dermed forsøge at genoprette og styrke forbindelsen til vores forfædre,” siger hun.
Forbindelsen til forfædrene og respekt for jorden er nemlig helt centrale elementer i de oprindelige folks tilværelse.
”Den væbnede konflikt har gjort stor skade på vores territorier og fællesskaber. Vores kulturelle arv og vores hellige jord er blevet skadet. Det etniske kapitel muliggør, at etniske befolkningsgrupper, som har en særlig tilknytning til jorden, får mere medbestemmelse. Man kan ikke bare plante ananas, hvis jorden tidligere har groet madbananer, og det anerkender regeringen nu,” forklarer Yobana Millan Bustos.
En fortsat kamp
Det etniske kapitel er dog ikke entydigt godt. FN konkluderer i en rapport fra 2019, at etniske minoritetskvinder stadig diskrimineres og undertrykkes trods fredsaftales øgede fokus på deres rettigheder.
Selvom Yobana Millan Bustos er glad for, at de afrocolombianske kvinders rettigheder er fremhævet i fredsaftalen, er der stadig meget at kæmpe for, forklarer hun:
”Afrocolombianske kvinder skal have en stemme, fordi vi har en regering, der ikke lytter til os. Vi kæmper, og vi bliver ved med at kæmpe for friheden til at bevæge os frit i vores eget land og for retten til at eksistere, leve og udvikle os.”
Efter mødet med Yobana Millan Bustos bevæger jeg mig igen ud på de tætbefolkede gader i Buenaventura. En ældre mand griber vilkårligt fat i en ung, afrocolombiansk kvindes talje, idet de passerer hinanden. Overalt høres tilråb og pift efter kvinderne på gaden.
Manglende politisk vilje har hindret, at det etniske kapitel med fokus på afrocolombianske kvinders rettigheder er blevet fuldt implementeret efter fredsaftalen, skriver FN.
Yobana Millan Bustos ord runger i mit hoved: ”Vi bliver nødt til at fortsætte med at mobilisere os og udkæmpe vores egne kampe, for ingen andre gør det.”
Artiklen er skrevet med støtte fra Danidas Oplysningspulje.
