Mah Damba: Hakili Kélé
Buda Musique
Bare 45 år gammel mente Mah Damba, at alt var slut, da ægtemanden – og n’goni-virtuosen – Mamayé Kouyaté døde i 2009. Så hun lavede en mindeplade, og det var så det. Nu har ildsjælen og produceren Thierry Fournel sørget for, at det var det så alligevel ikke. Og resultatet er en herlig plade med en sangerinde, som skinner uimodståeligt med al genfødslens optimisme om bord.
Dertil kommer, at Mah Damba er en af staten Malis musikalske skatte, for hendes far var en stor n’gonispiller og ville altid akkompagnere hendes tante, som nok er Malis mest respekterede sangerinde nogensinde, nemlig nu 81-årige Fanta Damba, som trak sig ud af musikken som 45-årig.
Det har altid været mig en gåde, hvorfor vi næsten aldrig ser Malis traditionelle djeli- eller griot-sangerinder på de vestlige scener. Jeg kan selvfølgelig godt se, at en smuk, smuk Oumou Sangaré, der synger i en stil, hvor melodier og politik går op i en højere enhed, og som ikke er griot, er noget. Jeg er selv mangeårig fan af “sangfuglen fra Wassoulou”.
Ligesom jeg godt kan se, at de traditionelle sangerinder i første omgang kan fremstå som nogle, der ofte fyrer lange tirader af på bambara eller manding, hvor musikken nærmest mest er underlægning, og hvor fraseringernes nasale form ikke fedter for et vestligt øre.
Men det er altså manding-traditionens store divaer, der her er tale om, og har du først fået dem ind under huden, bliver det nærmest ikke større. Sådan havde jeg det med føromtalte Fanta Damba og med nuværende maliske superstjerner som Kandia Kouyaté, Tata Bambo Kouyaté og Babani Kone. Og sådan har jeg det med Mah Damba, som er en af det musikgale lands mest elskede sangerinder.
Sang med Kasse Mady
Som så mange sangerinder startede Mah Damba ud som korsangerinde, og vi kunne se hende hos den netop afdøde mestersanger Kasse Mady Diabaté samt i bandet Mandé Foli. Selvfølgelig ville hun hjemme i Bamako varetage de religiøse pligter, som sømmer sig for en ægte jelimosou (griot-kvinde), ligesom den legendariske senegalesiske producer og pladeselskabsmand, Ibrahima Sylla, havde øje for hende og allerede i 1989 udsendte den glimrende Pory på kassettebånd.
Mah Damba fandt den perfekte samarbejdspartner i sin mand, som meget praktisk var n’goni-spiller, altså spillede på den lille lut med de mange strenge, som især hører til hos Kouyaté-familien, den første griotfamilie der hørte til hos Mali-rigets hersker Sundjata Keita tilbage i 1100-tallet. Og derfor kunne levere det perfekte akkompagnement til en jelimousou som Mah Damba, når de var kaldt ud som duo til bryllupper, omskæringer og andre religiøse højtider.
Mah Damba’s mand hed Mamaye Kouyaté, og da han døde i 2009 lavede hun, hvad hun troede var sit sidste album, ‘À l’Ombre du Grand Baobab’ (‘I det store baobabtræs skygge’), som var dedikeret til ham, som var alt for hende, ikke mindst musikalsk samarbejdspartner. Men hun havde gjort regning uden vært, og i dette tilfælde komme denne i form af en ung fransk ildsjæl, Thierry Fournier, der ikke bare overtalte Mah Damba, men også fik hendes to døtre til at synge kor og vigtigst af alt: nevøen Makan “Badjé” Tounkara steppede op og overtog sin afdøde onkels job. Ligesom Thierry Fournel altså kan spille både guitar og marokkansk guimbri, den specielle bas som kendes fra marokkanske gnawa-musikere. Og gør det godt oven i købet.
Så det er pludselig blevet en fest og ny begyndelse i familien, vel at mærke med en franskmand i rollen som entusiastisk adoptivsøn.
Har det hele
Resultatet er en plade, der har det hele, for der er både tid til leg og den modne jelimosou (kvindelige griot, red.) på arbejde.
Tag bare Dondori, hvor man har fået den glimrende idé at lave et vestafrikansk reggaenummer, hvor Makan “Badjé” Tounkaras knitrende og smukke n’goni får selskab af smukt spil på trækharmonika, som lander et sted mellem musette-visetradition og en Richard Galliano’s sigøjnertriller. Mens Mah Damba selv synger voldsomt veloplagt, tydeligvis sansende, at der kom morgengry efter tabet af sin elskede.
Kabako er et andet lille mesterværk, hvor stilen er underspillet funky, mens der er besøg af marokkansk guimbri og den franske adoptivsøn spiller herligt på guitar, mens n’gonien går ind og giver kamp til stregen, ligesom velsyngende Mah Damba giver instrumenterne masser af plads, og igen med et anstrøg af reggae i A-stykket. Hvorefter B-stykket går amok og især Mah Damba giver los, mens hun lyder som en gammel blues-mama fra Sydstaterne.
Vi får selvfølgelig også den gamle manding-klassiker, Koulandjan, som så ofte er blevet indspillet og er en klar homage til Kasse Mady Diabaté (1949-2018). Det modtages med kyshånd hos alle os, der elskede Kassé Mady Diabaté både som menneske og for hans honningstemme, som ikke havde sin lige, hvad enten det var som ung i National Badema, på de vidunderlige soloplader, samt i mange sammenhænge med Toumani Diabaté.
Ligesom det slet ikke gør noget, at der bliver spillet poetisk smukt på balafon på nummeret, som afslutter en fin plade med genopstandne Mah Damba.