Faratuben er en solstrålehistorie. Mikas, Jakob og Mads fra Jylland studerer musik i Mali. Finder sammen med tre ligesindede, der spiller den oversete bwa-musikstil med rødder i kirken. Og opfinder en hybrid, som alle rykker på.
De danske drenge er mere end godt klædt på. Tag bare Mikas Bøgh Olesen, som har danset solen sort i Senegal og har helt tjek på de svære sabar-rytmer indenfor wolofkulturen. Som vil lære hver en rytme i Afrika og mener det. Og som med sin vennekreds i Bamako begår sig på flydende bambara og i lighed med sine to venner hjemme fra Danmark er fuldt accepteret i Bamako og omegn som en musiker, der mere og mere ses svede, når de berømte bryllupper når ud på de små timer, og der stadig er nogle, der vil danse.
Men alt det er stoppet nu. Lige begyndt på den turné, som skulle sætte en lysende fremtid i gang, kom corona. Et job på Alice i København blev det til, og så var der lukket. Ikke bare for striben af koncerter, som de havde satset alt for at nå op til og som familierne hjemme i Mali var afhængige af. Men også for muligheden for at rejse ind og ud for at stille Schengenlandenes snørklede visumregler tilfreds og dermed kunne stå på den måske helt afgørende scene til sommer, nemlig Roskilde Festival. Som på trods af, at også det vindue til ry og berømmelse risikerer at lukke i om lidt, stadig blinker som et fatamorgana i flimrende sollys langt ude i en fremtid, hvor morgendagen alene er en gyser.
Usikker fremtid
Mikas Bøgh Olesen og Jakob De Place er begge blevet ansat på Det Jyske Musikkonservatorium, vel at mærke som lærere og konsulenter på CAMM, som konservatoriet i Bamako i Mali kaldes i daglig tale. Mikas forklarer her:
”Vi er ansatte på konservatoriet heroppe, på Det Jyske Musikkonservatorium og vi arbejder på konservatoriet i Mali, hvor vi er ansatte som konsulenter. Vi er dernede for at hjælpe dem med at bygge et konservatorium op. Så vi underviser dernede og tager os af eksamen, skemalægning og sådan nogle ting,” siger den unge jyde, som egentlig er prisbelønnet guitarist, men i Faratuben mest spiller keyboards, mens makkeren Jakob De Place er trommeslager.
Ansættelsen betyder også, at de to er de eneste i nutidens version af Faratuben, som reelt har en indtægt.
Da man var hjemme i Mali, blev der spillet til en masse bryllupper og koncerter på klubberne, men det er – som Mikas siger med et smil – ikke noget der betaler flybilletter. Og nu er der også i Mali det krav, som udelukker alt, nemlig at bryllup må man godt holde, men kun ti personer må være til stede.
”De har lukket alle institutioner. Skoler og bryllupper er lovlige, men der må ikke være mere end ti personer, og lufthavnen er lukket. De gør det samme som resten af verden, hvilket er håbløst, for så kommer der til at blive rigtigt mange sultende, når der ikke er nogen, der kan arbejde dernede. Der er ikke nogle der har en kassekredit, ingen der har penge til overs.”
Fremtiden tegner med andre ord håbløs.
Tanker mod hjemmet
Faratuben bruger det meste af ventetiden på at sove og øve sig i det hus i Aarhus-bydelen Viby, hvor de bor sammen. Her kører de en rutine, hvor de øver sig fem timer hver dag, og de har god disciplin fra konservatoriet, hvor de fleste har gået og ikke mindst for fleres vedkommende har været udvekslet til konservatorier i Vesten, hvor der er specielt samarbejde med – ud over Aarhus – også Lyon i Frankrig.
Også de danske drenge definerer efterhånden Bamako som sit og gruppens hjem. De er maliere. Så pligten til at forsørge familierne derhjemme i Bamako og Kati er altoverskyggende. Og her mærkes tabet af over 50.000 kroner, som de aflyste spillejob i Danmark skulle have givet, som nærmest ubærligt.
”Lige nu er vi i gang med at sende de penge, som vi ikke har, ned til familierne i Mali, fordi der ligesom ikke er noget alternativ. Den der globale tendens med at lukke alt ned er super-menneskeligt og super-fantastisk, men når Afrika gør det, har det helt andre konsekvenser. Og det er det, der bekymrer os mest,” erklærer Mikas og uddyber:
”Jeg ved ikke, hvad vi kan, men vi kan vel presse vores kassekredit så langt, den overhovedet kan strække sig og så kan vel vi låne lidt penge, og med 500 kroner per familie på mellem 10 og 13 mennesker overleve i en måned. Og det er det, vi kan sende ned. Det er til familierne, og så sender vi ned til hver. Der er fem musikere, hvor to af dem bor sammen. Men ellers er de familieoverhoveder alle sammen. Så vi sender 500 kroner ned til hver familie om måneden, og så ved vi, at selv om det ikke er meget, kan de overleve,” siger Mikas Bøgh Olesen.
Vant til uvisheden
Bandet er et stærkt kollektiv og de har været gennem mange oplevelser sammen. Ligesom de hjemme fra Bamako er blevet gode til både disciplin og at leve med uvished. Som Mikas udtrykker det:
”En ting er uvisheden. Det er vi rigtigt gode til i vores band. Den der utilpashed ved ikke at vide, hvornår bussen kommer, det er vi fucking vant til! Det er det, vi lever i hele tiden. Og især for drengene fra Mali, er det ikke svært at sige, at okay, det er det, Gud har lagt frem for os, så det må betyde noget.”
Som nu uvisheden om, hvorvidt der afgår et fly til Bamako, eller om Faratuben skal satse på måske at få en speciel udsættelse af visumtiden, så de kan blive i Danmark, indtil scenen står klar på Roskilde Festival. Men de regner ikke med det, og de 50.000 kroner fra forårets spillejobs skulle ikke mindst have finansieret, at de kunne rejse retur til Mali for ikke at overtræde visumreglerne, som siger at indenfor seks måneder må man kun være indenfor Schengenlandene i tre.
Det er alt eller intet for bandet, at markedet åbner til sommer og der er frit slag over de to sommermåneder med en masse muligheder for at spille op til fest. Samt sætte kronen på værket med den internationale udgivelse af et album, som i følge Mikas er fabelagtigt og gennemarbejdet ude i studiet i Søborg, hvor blandt andre hiphop-stjernen Pharfar holder til.
Men selv om Mikas Bøgh Olesen normalt er en glad dreng, er det svært at se lyset for enden af tunnelen:
”Lige nu er det sådan, at Turkish Airlines snart i lang tid har stoppet med at flyve nogen som helst ud af Danmark og nu har de også lukket grænserne i Mali, for det er coronatider og alt er lukket.”
”Så vi er strandet heroppe, og det betyder, at for hver dag der går nu, hvor vi ikke kan komme hjem, er vi i gang med at tage dage fra den tur til sommer, som vi skulle på. Og vi ved ikke endnu, om det kan lade sig gøre at forlænge visum. Vi har snakket med Udlændingestyrelsen og med ambassaden og de siger, at vi ikke skal regne med noget. Og det er min erfaring i alle situationer, at udlændinge ikke er dem, man hjælper først,” udtrykker Mikas.
Han har dog lige fået positivt nyt fra flyselskabet, som åbner op for, at billetterne hjem til Mali i det mindste vil være gyldige, når der igen bliver åbnet op. Ligesom Roskilde Festival tilsyneladende er optimister og lige har sendt kontrakten til sommerens koncert.
Kampagne giver pote
Faratuben har over de seneste par uger bidt i det sure æble og har lavet en indsamling via Facebook. Og selv om der er langt til mål, er der alligevel tilstrækkeligt mange, der er blevet ramt af bandets helt egen måde at formidle musik på, som det har været på de sidste to somres mange koncerter i Danmark med Faratuben.
”Det der er nederen er, at vi er hardcore pressede økonomisk. Dels fordi, at det var vi i forvejen og da alting blev aflyst, var alle vores udgifter betalt, du ved: bil, hus, flybilletter, forsikring, visum, ja, alting.”
”De jobs vi har nede i Mali og alle de bryllupper dernede, er ikke noget der kan betale flybilletter. De aflyste syv job er virkelig meget af vores økonomi, men at vi har lagt os fladt ned og opfordret alle på Facebook til at bruge mobilepay og gøre hvad de kan, hvis de har overskud og lyst til det. Og der er allerede rigtigt mange, som har vist sig fra deres solidariske side, og det er vi uendeligt taknemmelige for,” siger Mikas Bøgh Olesen.
Alligevel må man håbe, at musikerne i bandet får et pusterum hjemme i Mali, hvor alene den forbløffende ungt udseende forsanger, Sory Dao, har otte børn med den samme kone, og netop har opkaldt sin sidste søn efter Faratubens guitarist, Dieudonne Koita, mens den mesterlige balafonspiller, som er noget ældre og et rent fund, Kassim Koita, netop har fået barn nummer seks, som er opkaldt efter Jakob De Place. Og endelig er der selvfølgelig også en lille Mikas blandt musikerbørnene hjemme i Kati udenfor Bamako.
Som Mikas grinende udtrykker det i telefonen:
”Vi har snart hele bandet i familierne dernede. Det kører bare videre.”
Det gør det. Fatamorgana eller ej.