Bredt flertal sender corona-hjælp til verdens fattigste

uganda
En dreng henter vand i byen Namuwongo i Uganda, der er lukket delvist ned. Landets regering har forbudt offentlig transport og lukket dele af samfundet ned i et forsøg på at forhindre, at coronavirus breder sig og får sundhedssystemet til at kollapse.
Foto: Sally Hayden/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Forfatter billede

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, de Frie Grønne løsgængere og Alternativet er blevet enige om at sende en hjælpepakke på i alt 650 millioner kroner til Afrika og nærområder for verdens millioner af flygtninge og fordrevne til at bekæmpe coronavirus.

Det meddeler Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

I den forgange uge oprettede udviklingsminister Rasmus Prehn (S) en standby-pulje på en milliard kroner til indsatsen mod coronavirus i Afrika og nærområder.

Efter flere dages drøftelser er et bredt flertal i Folketinget nu nået til enighed om, hvordan pengene skal prioriteres.

”Afrika og nærområderne står over for en humanitær og økonomisk katastrofe, som for hver dag vokser sig større og større. Det kommer til at gå hårdest ud over flygtningelejre, tæt befolkede områder og de fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper. Ikke mindst i Afrika ser vi ind i en endnu mere dyster fremtid med coronavirus, hvor svage sundhedssystemer og økonomiske kollaps vil koste flere tusinder mennesker livet og risikere at presse mennesker til at forlade deres hjemegne – og i sidste ende måske mod Europa,” siger partierne i en fælles udtalelse.

”Det er nu vi skal udvise rettidig omhu og international solidaritet. Vi har som nation og samfund en forpligtelse til at hjælpe dem, der kalder på vores hjælp. Det gør de nu,” lyder det videre.

I aftaleteksten understreges det, at det internationale samfund har massive opgaver at løfte, i og med at ingen ved, hvor coronapandemien og dens afledte effekter kommer til at ramme hårdest.

Men de flygtninge, der bor tæt sammen i lejre i blandt andet Afrika, Asien og ikke mindst i Syrien samt i Cox’s Bazar i Bangladesh, er blandt de mest udsatte.

Penge tages fra eksisterende bistand
Den store corona-hjælpepakke til udivklingslandene findes inden for den eksisterende udviklingsbistand. Ud af de 650 millioner kroner kommer 350 millioner fra udviklingsministerens nyoprettede standby-pulje til bekæmpelse af coronavirus, mens de resterende midler findes i de humanitære reserver allerede afsat på Finansloven for 2020.

Standby-puljen er finansieret ved at sætte andre udviklingsprojekter midlertidigt på pause, fremgår det af pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet.

Den danske støtte på 650 millioner kroner har fire hovedprioriteter:

150 millioner kroner går til danske NGO’ers indsatser, herunder en kriserespons, der blandt andet skal sikre beskyttelsesudstyr til sundhedsmedarbejdere og udbrede information om coronavirus i de svageste lokalsamfund.

300 millioner kroner går til de store FN-organisationer og den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), som har styrke, kapacitet og tilstedeværelse til at sikre de påkrævede indsatser, logistik og koordination i store humanitære kriser.

50 millioner kroner går til FN’s nye Multi-Partner Trust Fond, der skal afbøde de økonomiske konsekvenser for de afrikanske lande.

150 millioner kroner går til målrettet at hjælpe de mest sårbare afrikanske landes egne indsatser mod coronavirus.

De internationale humanitære appeller fra FN beløber sig til i alt på 2 milliarder dollars.

FN’s Økonomiske Kommission for Afrika (UNECA) vurderer, at væksten på det afrikanske kontinent bliver næsten halveret i 2020 som følge af coronavirus fra 3,6 procent til 1,8 procent.

Ros fra MS
Bevillingen på 650 millioner kroner får topkarakter af Mellemfolkeligt Samvirke.

”Corona-krisen er ikke ’bare’ en sundhedskrise. Fattige mennesker kan ikke isolere sig og lade være med at arbejde. Så vil de sulte. Derfor fortjener regeringen og det brede flertal i Folketinget ros for at reagere hurtigt og med fokus på de mest sårbare og udsatte grupper, ” siger Julie Koch, der er international direktør i Mellemfolkeligt Samvirke.

“Vi ser frem til at styrke vores indsats for at imødegå corona-krisen gennem samarbejde med lokale grupper af kvinder og unge, som selv laver oplysnings- og hygiejnekampagner og andre konkrete tiltag, der afhjælper krisen i deres lokalsamfund i tæt dialog med de lokale myndigheder og organisationer. Og vi er allerede i gang,” understreger Julie Koch.

På den palæstinensiske Vestbred, i Gaza, Libanon, og i Kenya, Uganda og Nigeria gennemfører MS sammen med lokale samarbejdspartnere informationskampagner om smittefaren og uddeler hygiejnepakker og/eller mad. Desuden har den danske organisation i flere af lande skruet op for de indsatser, der skal forhindre vold mod kvinder, som desværre mange steder er stigende under coronakrisen.

Lignende initiativer udrulles af Mellemfolkeligt Samvirkes ungdomsnetværk i Myanmar, Nepal og Bangladesh.

Som regeringen og støttepartierne bag hjælpepakken påpeger, så står Afrika og nærområderne ikke bare over for en humanitær katastrofe. Coronaen kan også kaste verdens fattige, sårbare og i forvejen pressede lande ud i en økonomisk katastrofe. Historiens største generation af unge ser lige nu deres fremtid smuldre.

”Derfor er det afgørende at denne akutte hjælpepakke bliver fulgt op af en langsigtet og meget omfattende økonomisk støtte til særligt afrikanske lande. Et første skridt kan være at landene stopper med at betale renter og afdrag på deres gæld. Lige nu skal pengene bruges til at klare sig gennem corona-krisen, ikke til at afbetale gæld,” siger Julie Koch.

Find aftalen ”COVID-19-respons – udviklingspolitisk og humanitær hjælpepakke” her