Coronavidnesbyrd
Corona påvirker alle mennesker på denne klode. I denne serie lader Globalnyt folk fra hele verden komme til orde. Målet er at give almindelige mennesker mulighed for at dele historier, oplevelser og følelser, som tørre tal og statistik over antal smittede aldrig kan viderebringe.
Bidragene kan læses uafhængigt af hinanden – find dem alle her.
Jeg er et privilegeret menneske her i Brasilien. Jeg har arbejdet som journalist i mange år og har boet på Ipanema i næsten 50 år.
Lige nu sidder jeg isoleret i min lejlighed, men jeg er vant til at være alene og arbejde fra mit hjemmekontor. Jeg ser meget fjernsyn både af hensyn til mit arbejde og for fornøjelsens skyld. Jeg læser flere aviser hver dag. Og går nu i gang med at læse de bøger, jeg ikke har haft tid til at læse før.
Ipanema har jo en smuk strand, som man dog ikke kan besøge i øjeblikket.
Jeg kan stadig gøre indkøb, men lige nu kommer min søn og svigerdatter og sætter varer uden for min dør. De vil gerne beskytte mig, så jeg går ikke på gaden lige nu.
Jeg savner meget at se mine børnebørn og mine daglige gåture med mine veninder.
Mine naboer er meget på deres balkoner. Mange protesterer ved at slå på gryder og pander for at vise deres utilfredshed med vores præsident, Jair Bolsonaro, som jo ikke vil forstå coronakrisens omfang. Men præsidenten er stadig en populær mand, fordi han modsat så mange andre i dette land ikke virker korrupt.Indtil nu er bekræftet 6.836 inficerede og 241 døde af coronavirusset. Men i dette store land tror jeg, at der er et stort mørketal, så jeg frygter en eksplosion i antallet af smittede.
Med hensyn til de fattige i favelaerne har de på grund af deres ”kritiske virkelighed” en utrolig ånd af solidaritet og selvjustits. Mange favelaer er en slags autonome områder med deres egne love og banderne holder social kontrol. Der findes også mange private lokale institutioner til at hjælpe de fattige i slummen. I dag øgede præsidenten bistanden til favelaerne.
Men jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kan ske, hvis virussen også når ud i de fjerne områder i Amazonas og til de oprindelige folk, som er meget sårbare overfor smitte udefra. Tænk bare på hvad Colombus og europæerne bragte til os af ukendte sygdomme for 600 år siden!
Ana Gouveia er 77 år og uddannet journalist. Hun bor på Ipanema i Rio de Janeiro, Brasilien.
Oversat fra portugisisk af Frode Højer Pedersen.