Der var flere grunde til, at Aisha Sibtan ikke gik til graviditetsundersøgelser under sin anden graviditet. Turen til nærmeste sundhedscenter tager to til tre timer til fods. Det er en lang tur at gennemføre som gravid i det bjergområde, hvor Aisha bor. At hun desuden bor i nærheden af frontlinjen for Yemens brutale borgerkrig, gør det ikke mere attraktivt at begive sig på vej. Og for Aisha blev coronaudbruddet yderligere en årsag:
”Vi blev ved med at høre om en ny virus i fjernsynet. Den hedder corona og slår folk ihjel i mange lande” fortæller Aisha.
”Jeg var bange for at tage på hospitalet”.
Derfor besluttede Aisha sig for at føde hjemme, hvilket ikke er usædvanligt i Yemen. I 2013 foregik 70 procent af fødsler hjemme, og man forventer, at tallet efter flere års konflikt nu er endnu højere.
Fødslen skulle dog vise sig at byde på overraskelser. Med sin mors hjælp fødte Aisha ikke bare én, men to velskabte sønner i sit hjem. Smerterne stoppede dog ikke, og Aishas mor var bange for, at Aisha begyndte at tabe for meget blod.
Nu havde familien brug for professionel hjælp. En onkel, der kunne skaffe en bil, kørte Aisha til Al Lawya’a Health Centre; en tur på to timer af ujævne veje. På hospitalet konstaterede man, at Aisha bar endnu et barn, som blev bragt til verden ved hjælp af kejsersnit.
”Det var et mirakel”, siger Aisha, ”jeg havde fået trillinger”.
Aisha er dog bekymret for babyernes ve og vel i lyset af både krig og coronaudbrud. Siden hendes veloverståede fødsel, har disse bekymringer fået yderligere næring.
En næsten umulig opgave at stoppe coronavirus
Dagen efter, at UNFPA offentliggjorde historien om Aishas fantastiske trillingefødsel, blev det første tilfælde af Covid-19 bekræftet i Yemen. Det skete den 10. april. Mod slutningen af april blev yderligere fem tilfælde konstateret, hvilket man frygter kan blive begyndelse på en spredning, som vil bringe et allerede ekstremt presset sundhedssystem og en lige så presset befolkning yderligere i knæ.
80 procent af befolkningen er afhængig af humanitær nødhjælp for at kunne overleve. En fjerdedel af befolkningen er fejlernæret, herunder en million gravide og ammende kvinder. Der er alene i 2020 konstateret 110.000 tilfælde af kolera. Og samtidig med, at Covid-19 er kommet til landet, er det også blev ramt af voldsomme oversvømmelser, som har ødelagt veje, broer, elektricitetsnettet og har forurenet vandforsyninger.
Det understreger, hvor svært det vil være at stoppe spredning af coronavirusset i Yemen. Den mest grundlæggende forebyggelse – at vaske hænder – var allerede før oversvømmelserne umuligt for mange. Over 17 millioner mennesker har utilstrækkelig adgang til vand og sanitet, og stigende priser har gjort det umuligt for de mest sårbare at købe hygiejneprodukter.
Sundhedssystem tæt på kollaps
Det giver næsten sig selv, at sundhedssystemet er under ekstremt pres allerede inden, at coronaudbruddet for alvor trækker på dets ressourcer: Næsten halvdelen af alle sundhedsfaciliteter fungerer enten slet ikke eller kun delvist. På samme måde er læger, sygeplejersker og andet personale ikke eller kun delvist blevet betalt igennem de sidste to år. Udstyr og forsyninger er utilstrækkelige, og kun 20 procent af de sundhedsfaciliteter, der fungerer, tilbyder hjælp til gravide og fødende.
Med økonomisk hjælp fra Danmark er UNFPA dog i stand til at sikre fortsatte ydelser til kvinder – herunder primært gravide og fødende – på 12 sundhedscentre i 10 distrikter i Yemen. I projektets første fem måneder har over 18.000 kvinder fået hjælp, og 4.500 er – som Aisha – blevet hjulpet til en sikker fødsel. Projektet støtter alle dele af sundhedsydelserne – fra personale til forsyninger og løbende omkostninger.
I lyset af coronapandemien støtter UNFPA i samarbejde med WHO nu yderligere sundhedssystemet i Yemen med værnemidler og respiratorer. I samarbejde med UNICEF og WFP, har UNFPA sørget for at 5.200 mennesker i karantæne har fået adgang til både mad og hygiejneprodukter.
De gravide og fødende kvinder i Yemen må ikke glemmes, og støtten til at opretholde et sundhedsvæsen er helt essentiel for at undgå et totalt kollaps.
Pernille Fenger er chef for UNFPA’s nordiske kontor.