Oxfam lukker 18 kontorer og siger farvel til 1450 ansatte

liberia
Arbejdere bygger en Oxfam-finansieret brønd i Liberia, som er et af de 18 lande, organisationen nu ikke længere kommer til at være til stede i.
Foto: John Moore/Getty Images (arkivfoto)
Forfatter billede

26. maj 2020

Den internationale hjælpeorganisation Oxfam skal spare, og det betyder afsked med 1450 ud af rundt regnet 5000 programmedarbejdere, meddeler organisationen.

Besparelserne vil påvirke 700 ud af næsten 1900 partnerorganisationer i alt.

Det meddeler hjælpeorganisationen i en pressemeddelelse.

Blandt andet lukker kontorerne i Tanzania, Sudan, Afghanistan, Egypten, Haiti og Cuba.

Oxfam har været til stede i nogle af disse lande i mere end et halvt århundrede.

Oxfam, der er en sammenslutning af omkring 20 forskellige organisationer, vil fortsat være til stede i 48 lande.

Spareøvelse fremrykket af coronakrise
Det norske medie Bistandsaktuelt skriver, at Oxfam har oplevet faldende indtægter i kølvandet på coronakrisen, men den dårlige økonomi prægede også organisationen i forvejen.

Oxfam skriver selv, at man gennem noget tid har haft en spareøvelse under opsejling, men nu er den proces accelereret på grund af coronakrisen og den medfølgende økonomiske nedgang verden over.

”Vi er uundgåeligt blevet nødt til at tage nogle meget vanskelige valg om, hvor vi ikke længere kommer til at have en fysisk tilstedeværelse,” skriver Oxfam.

”Omorganiseringen kommer til at tage tid at fuldføre. Vi føler et stort ansvar over for de lande, hvor vores kontorer lukker, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at de mennesker, vi arbejder sammen med, kan se fremad med fortrøstning.”

Hårdt ramt af skandale på Haiti
For to år siden var organisationen ramt af en stor skandale, der handlede om flere højtstående medarbejdere, der havde købt sig til sex hos mindreårige i Haiti. Det skete, mens de var udstationeret for organisationen i Haiti i 2011.

Det førte blandt andet til, at Haitis regering smed Oxfam ud af landet, hvor organisationen havde været til stede siden det store jordskælv i 2010, hvor 300.000 mennesker omkom. Siden er organisationen vendt tilbage, men lukker så nu kontoret ned.

Skandalen, der kom frem i 2018, betød også, at en række private, institutioner og det offentlige holdt op med at støtte organisationen økonomisk.