Det står klart, at der kommer til at være et før og et efter corona. For verdens store INGO’er, hvor økonomisk bæredygtighed og relevans i et par år har været et problem, vil krisen være med til at forstærke de allerede eksisterende udfordringer.
Det er i hvert fald konklusionen i et blogindlæg på britiske Bond, der er et netværk for organisationer, der arbejder med international udvikling.
Indlægget er skrevet af Barney Tallack, der er tidligere direktør for strategi for Oxfam International. Her samler han op på en undersøgelse, han har lavet af økonomien hos syv af de helt store INGO’er, hvor han har fokuseret særlig på indkomsttendenser. De syv INGO-”famlier” er Oxfam International, Care International, MSF (Læger uden grænser), Save the Children, Plan International, Action Aid og World Vision International.
Tallacks undersøgelse udkom som en rapport i maj, og den identificerer fem helt centale udfordringer:
Udfordring 1: Indkomsten er stagneret
Mens INGO’ernes indkomst steg støt gennem 00’erne for derpå at vokse eksplosivt frem til 2015/16, har de sidste år i stedet budt på stagnering og siden et fald i indtægter.
Dette kan forklares med, at opgangsårene var præget af øget funding gennem bilaterale kontrakter og institutionel støtte, men den pengestrøm er siden ebbet ud, og privatdonationer, der er trådt i stedet for, har ikke kunne erstatte den offentlige og institutionelle funding. Dels er det sværere – og dyrere – at indsamle private donationer og dels er de ikke vokset i samme omfang, som den fundingmetode, de skulle have erstattet.
Det fører os videre til den anden udfordring.
Udfordring 2: Sårbare over for politiske beslutninger
Fordi indtægten fra private donorer ikke kan hamle op med bilateral og institutionel funding – eneste undtagelse er MSF, hvor private bidrag faktisk udgør hele 96 procent af orgnanisationens indtægt – er INGO’erne stadig meget afhængige af denne sidste type funding. For flere af organisationerne udgør det over halvdelen af deres indtægter.
Fordi bilateral og institutionel funding ofte er øremærket, bliver organisationerne mindre agile og mere udsatte.
Udfordring 3: Afhængig af en ”big one” donor
Det forholder sig nemlig sådan, at næsten samtlige INGO-”familier” har en hoveddonor – en ”big one”, som Barney Tallack kalder den – der dækker en væsentlig del af deres indkomst og typisk støtter den globale koordination, landekontorer, forskning m.v. Med andre ord, er det altså en enkelt af INGO-“familiens” medlemmer (landeafdelinger), der trækker det store økonomiske læs.
Tag for eksempel Care International. Her står står USA for knap 70 procent af indtægterne, mens de øvrige 12 ”familiemedlemmer” står for de resterende lidt over 30 procent. Hvis USA pludselig reducerer sin støtte, vil det også ramme de øvrige ”familiemedlemmer”.
Dette problem har et søsterproblem, som udgør udfordring nummer fire.
Udfordring 4: Lille marked – stor konkurrence
De store INGO-”familier” er overvejende afhængige af funding, offentlig såvel som institutionel, fra de samme fem primære donorer USA, Storbritannien, Tyskland, Canada og Australien. De tre førstnævnte står for 51 procent af den samlede DAC-bistand, mens de 26 resterende medlemslande står for de resterende 49 procent.
Det vil altså sige, at INGO’erne konkurrerer om de samme markeder, som ovenikøbet allerede er mættede.
Det hjælper ikke på det, at det sekundære marked, der dækker lande som Sverige, Norge, Danmark og Belgien m.fl., også er mættede – de store INGO’er har været tilstede i de fleste af disse lande i årevis.
Læg dertil at det stigende nationale fokus i politik har sat udviklingsbistanden under pres i flere lande. I dag giver blot fem OECD DAC-donorer 0,7 procent af deres BNI til humanitær assistance og udviklingssamarbejde. Covid-19-krisen vil ikke hjælpe på denne tendens.
Udfordring 5: Relevans
Sidst, men ikke mindst, stiller Tallack spørgsmål til INGO’ers relevans for verden i dag. Hvilken rolle kan vestlige INGO’er spille, når civilsamfund i modtagerlandene – med rette – lægger afstand til dem, og når netop lokal forankring er afgørende for legitimitet og ansvarlighed?
Tallack gætter på, at INGO’erne vil ridde corona-stormen af og komme nogenlunde helskindede ud på den anden side; men her ville de over de samme, grundlæggende fundingudfordringer, der blot ville have taget til i styrke.
Enhver INGO bør derfor spørge sig selv, om den vil: 1) transformere sig, så den bliver mere relevant for verden anno 2020, 2) dø godt, hvilket kan ske ved at fusionere med andre eller overlade programmer, ekspertise m.m. til andre, der kan foresætte arbejdet, eller c) dø grimt, hvilket sker ved, at den forsvinder og ikke efterlader sig noget som helst at bygge videre på.
