’Papaya – en podcast om kvindelig omskæring’
Med fokus på Kenya undersøger Anne Bendixen over fire afsnit omskæring af piger og kvinder. Trods en massiv indsats mod den yderst skadelige praksis, er over 200 millioner piger og kvinder på verdensplan omskåret.
Første afsnit: ‘Hvad er kvindelig omskæring?’
Østafrikanske Kenya er et af de afrikanske lande, der ofte bliver fremhævet for sin økonomiske udvikling og stabilitet. Under overfladen gemmer sig dog en mørk statistik. I tusindvis af piger og kvinder bliver nemlig hvert år omskåret.
Anne Bendixen er rejst til Kenya for at møde dem, der har pigeomskæring tæt inde på livet, og lære, hvad praksissen går ud på, hvad der driver den frem, og hvorfor den er så svær at komme til livs. Det er der kommet podcasten ’Papaya – en podcast om kvindelig omskæring’ ud af.
Globalnyt bringer seriens fire afsnit over sommeren.
En omskåret kvinde er en god kvinde
Ved første øjekast kan det se ud til, at der findes lige så mange grunde til at omskære, som der findes lokalsamfund, hvor praksissen finder sted. Men kigger man nærmere efter, tegner der sig et mønster.
Omskæringerne er ofte en del af idealet om den perfekte kvinde. Det kommer til udtryk, både hvor praksissen er en del af det ritual, der markerer overgangen fra barn til voksen og i de sociale normer og forventninger, der er til forældrenes opdragelse af deres døtre og til pigernes opførsel – og i frygten for, hvad den utæmmede kvindelige seksualitet kan medføre.
“Ingen forældre ønsker at gøre skade på deres døtre ved at omskære dem,” forklarer leder af ngo’en The Girl Generation, Esmael Omar. For dem er det i stedet et spørgsmål om at leve op til en social forventning til, hvordan de skal opdrage deres datter, og hvordan de giver hende den bedst mulige fremtid.
Hør afsnit 3: ’Hvorfor omskæres piger og kvinder?’