Det går ad h… til i Mali, og statskuppet tirsdag den 18. august gjorde det ikke bedre.
Alligevel jublede folk i Bamakos gader og hilste kupsoldaterne velkommen, fordi det pludselige sceneskift blev oplevet som kulminationen på 14 måneders demonstrationer mod præsident Ibrahim Boubacar Keita (IBK).
Det underliggende budskab i demonstrationerne var en protest mod den aldrende politiske elite, som har styret landet siden et andet af Malis i alt fire kup, nemlig det i 1991, hvor IBKs forgænger, soldaten Amadou Toumani Touré (ATT), tog magten.
Siden har ATT (nu 71), IBK (75) og resten af Malis Tordenskjoldspolitikere regeret mere eller mindre lemfældigt; som en slags ”old boys club” med aktører, der skiftevis hader og elsker hinanden afhængigt af de politiske og personlige temperatursvingninger.
Det tveæggede sværd
Men tirsdag den 8. august fik IBK så den anden side af ”en afrikansk præsidents tveæggede sværd” at føle.
Sværdet kan forklares ved, at magten på den ene side er baseret på hær og politi, og på den anden side er magten skrøbelig, fordi soldater kan finde på at rotte sig sammen og vælte præsidenten.
Sådan et højt at flyve dybt at falde-vendepunkt er set adskillige gange i Afrika.
Kupsoldaterne i ”Nationalkomitéen for Folkets Frelse” red med på de folkelige demonstrationer og den dybe utilfredshed over IBK, der hverken har haft evnen eller viljen til at rette op på en syg nationaløkonomi, få gjort noget ved den ødelæggende korruption eller standse urolighederne i nord, endsige lægge en gedigen plan for, hvordan Mali kan udvikle sig til gavn for hele befolkningen og ikke kun de få velhavende familier.
Langt de fleste maliere lever på den forkerte side af fattigdomsgrænsen, der ifølge FN og Verdensbanken går ved 1,90 dollars eller cirka 12 kroner om dagen.
Rovdyr på jagt
Denne skæve tilstand kalder den maliske økonomiprofessor Modibo Seydou Sidibé i en kommentar i Jeune Afrique for ”plutokrati” og skriver videre, at Malis problemer ikke startede med tuaregoprøret i landets nordlige del i 2012, men er forankret i ”en stat, hvis agenter er rovdyr blandt en befolkning, som de angiveligt skulle tjene.”
Straks efter kuppet fik kupmagerne besøg af mæglere fra det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) med Nigerias ex-præsident Goodluck Jonathan i spidsen. De rejste efter et par dages resultatløse forhandlinger.
Mæglerne kunne angiveligt ikke få soldaterne fra at ville lede Mali i hele tre år i en overgangsperiode. De kunne heller ikke få IBK genindsat som præsident endsige få ham ud fra sit fangenskab hos soldaterne (han blev siden frigivet torsdag den 27. august og fik lov at tage hjem til sin bolig i Bamako).
Kupmagerne vil bruge overgangsperioden til at undersøge ”Malis fundament”, og så bliver det spændende at se, hvordan de vil forholde sig til de upopulære 5.100 franske soldater og de over 13.000 FN-soldater, der bekæmper jihadister i den nordlige del af landet.
Mange opfatter særligt franskmændene som besættere. Under demonstrationerne blev der ikke kun råbt slagord imod IBK, men også mod de mange udenlandske soldater, som for eksempel: ”Død over Frankrig og dets allierede” og ”ned med Frankrig og dets guvernør” – altså marionet-guvernøren IBK.
Den nævnte professor Sidíbé understreger i sin kommentar, at ”det er bydende nødvendigt at bruge tiden i overgangsperioden på lytte til de mange klager fra befolkningen og komme med et realistisk bud på, hvordan man vil stoppe magtmisbrug og sikre en grundig reform af den maliske administration, som er den eneste måde at bringe freden tilbage til Mali på.”
Om man nogensinde lander på at lytte til underprivilegerede i Mali – og for den sags skyld andre steder i Afrika eller i resten af verden – kan man have sine tvivl om.
Det bliver nok ved at gå ad h… til i Mali.
