Denne historie begynder henimod afslutningen af Anden Verdenskrig. Det meste af Europa var smadret, og der var ingen tvivl om, hvordan krigen ville slutte, nemlig med Hitlers totale nederlag.
“Under krigen var vi ikke så modstandsagtige, som vi burde. Og i indenrigsministeriet sidder der en departementschef og funderer over, hvordan Danmark kommer ud af det her på en nogenlunde pæn måde,” fortæller professor Ib Bygbjerg fra Afdeling for Global Sundhed på Københavns Universitet.
Departementschefen talte med Seruminstituttets direktør om, hvad Danmark kunne gøre for det ødelagte Europa. Noget der kunne give os et godt ansigt udadtil.
“Alle de allieredes medicinalfabrikker var bombet sønder og sammen. Men vi havde stadig Seruminstituttet. Vi var verdens største producenter af calmettevaccine, af tuberkulosevaccine. Vi havde også mere mad og drikke end de andre lande i Europa, fordi vi jo havde holdt os pæne neutrale. Men man ville helst ikke forære for mange fødevarer væk – og slet ikke til tyskerne,” fortæller Ib Bygbjerg.
Danmark skulle udrydde tuberkulose
Men danskerne ville gerne gøre gavn – med noget af det vi var gode til. Danmark var verdens bedste producent af tuberkulosetests, som viste, om man havde eller havde haft tuberkulose. Derudover var Danmark den største producent af tuberkulose vaccine.
Det var en god ide, blev man enige om. Og så gik forhandlingerne i gang.
Amerikanerne skulle med, og dem mødtes Seruminstituttets direktør med flere gange. Men der var lige et problem, nemlig Østmagterne. Især en polsk læge, Ludwig Rajchman, der havde været meget aktiv i Folkeforbundets (forløberen til FN, red) sundhedskommitte, pressede på for, at den del af verden skulle tilgodeses. Stalin havde også vundet krigen. Men i USA havde man ikke lyst til at få østeuropæerne for tæt på.
“Så Rajchman fik lov at blive grundlægger af FN’s børneorganisation, UNICEF. Og så blev man enige om at lave et WHO, der først og fremmest skulle køre kampagnen for at udrydde tuberkulose i Europa,” lyder historien fra Ib Bygbjerg
Test, test, test
Med Danmarks intakte produktionsapparat og endda Marshall-hjælp oveni kunne vaccineprogrammet rulles ud. Men først skulle folk testes for at se om de havde eller havde haft sygdommen. Det troede man dengang var nødvendigt, men ifølge Ib Bygbjerg har det siden vist sig at være helt unødvendigt.
For at teste, ja så skal man vide, hvordan man gør. Så man købte en stor villa på Scherfigsvej i København, som blev lavet til Røde Kors tuberkulosevaccinationscenter, hvor man oplærte tuberkulosearbejdere – først og fremmest fra Europa, men senere fra hele verden. Og så startede man tuberkulosekampagnen.
“Desværre skete der det, at jerntæppet gik ned – og så stod man der med alle sine millioner og al sin vaccine. Så var der en begavet mand, som var med i tuberkulosekampagnen, som sagde, at man vel ikke behøvede at begrænse sig til Europa. Den begavede mand var Halfdan Mahler, den senere generaldirektør for WHO,” siger Ib Bygbjerg.
Det blev til et internationalt vaccinationsprogram. WHO var for alvor igang. Og verdenssundhedsorganisationens Europa-kontor lå på Scherfigsvej, indtil det for ikke så mange år siden flyttede til UN City i nordhavn i København.
WHO – sundhedens tiggermunk
Tuberkulosekampagnen sikrede WHO stor popularitet, men det holdt ikke. Organisationen har siden periodevis været boksebold og syndebuk for utilfredse regeringer, kulminerende netop nu under Covid-19 pandemien. Præsident Trump har trukket både USA og alle sine dollar ud af WHO, som straf for organisationens håndtering af “Kina-virus”.
I forvejen havde organisationen ikke midlerne til at være, det den skal, nemlig en global sundhedsstyrelse.
“WHO har et budget som et mellemstort schweizisk universitet,” siger professor Morten Sodemann i en ny podcast i serien “75 år med FN – hvor står vi?” Serien er produceret af Lasse Soll Sunde og Globalnyts Kirsten Larsen for det Radikale Venstres Internationalt Udvalg med støtte fra Lannung Fonden.
