Tue Magnussen
Tue Magnussen (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.
Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, og Østasien-studier, Århus Universitet.
Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.
Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.
Udover Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde samt på venstrefløjen.
Han er eller har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité.
I lørdags den 24. oktober var det 75 år siden, at FN blev grundlagt. En fødselsdag, der ligesom årets generalforsamling måtte nedtones på grund af den globale coronasmitte, som har svækket det internationale samarbejde. Som Kirsten Larsen skrev på Globalnyt den 22. oktober: “Det er paradoksalt, at det er en global pandemi, der både har forstærket krisen i det internationale samarbejde og bremset for forsøget på at genoplive det.”
Læs også: 75-års krisen i FN
Nok blev dagen næsten fortiet blandt andet i dansk sammenhæng, men alligevel var der “et lille lys i mørket”, da FN få timer før midnat kunne meddele, at Honduras – som land nr. 50 – havde ratificeret FN’s traktat om forbud mod atomvåben. Dermed blev Honduras udslagsgivende for, at traktaten kan træde i kraft om 90 dage – den 22. januar 2021.
FN’s start og spørgsmålet om atomvåben er tæt forbundne. Kort tid før FN’s officielle oprettelse sprængte USA den 6. august 1945 den første atombombe over den japanske by Hiroshima og to dage efter – 8. august – yderligere én over Nagasaki – begge med katastrofal effekt på op imod en kvart million døde og meget alvorlige miljøødelæggelser.
I dag har Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea atomvåben. Siden 1945 er der foretaget mere end 2000 prøvesprængninger, og atomvåbenlandene råder over omkring 15.000 atomsprængladninger – nok til at ødelægge alle større byer og gøre kloden ubeboelig på grund af radioaktiv stråling.
Derfor er det naturligt, at FN gennem årene ofte er gået i spidsen for kampen mod atomvåben og global nedrustning. Trods undermineringen af internationale konventioner og aftaler, samt presset på menneskerettigheder i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001 og senest Trumps indtog i det Hvide Hus i 2016 vedtog 122 lande – to tredjedele af FN’s medlemslande – den 7. juli 2017 teksten til en ny traktat om forbud mod atomvåben. Aftalen forbyder udvikling, test, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben.
I de seneste tre år er antallet af lande, der har underskrevet og ratificeret traktaten gradvist vokset. Med ratifikation af traktaten fra især en række mindre lande i den 3. verden afspejler det, at ønsket om nedrustning og forbud mod atomvåben i høj grad er “et råb fra syd” mod de ni atomvåben-besiddende lande, som sammen med bl.a. NATO-landene udmærkede sig ved deres fravær under såvel forhandlingen som vedtagelsen af traktatteksten i 2017.
Medvirkende til, at det er lykkedes relativt hurtigt trods blandt andet Trump-administrationens aktive forsøg på at fjerne opbakning og støtte til traktaten at få 50 lande til at ratificere traktaten, er organisationen International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN), som i 2017 lidt overraskende blev tildelt Nobels fredspris.
Læs også: Nobels fredspris til anti-atomvåben-organisation
ICAN har som international fredsorganisation formået at mobilisere græsrødder, politiske partier, fagbevægelse, kirkelige kredse og mange andre globalt i et fælles pres på verdens stater for i første omgang at underskrive og siden ratificere traktaten. Da ICAN i 2017 fik Nobels fredspris havde kun tre lande ratificeret. Derfor kan organisationen med rette nu udmelde, at de 50 opnåede ratifikationer ikke alene er nødvendige for at sikre traktatens ikrafttræden men tillige udgør “en historisk milepæl i kampen for en atomvåbenfri verden”.
I Danmark er processen fra traktatens start til dens snarlige ikrafttræden i nogen grad gået under radaren. Det skyldes overvejende, at den danske regering boykottede forhandlingerne omkring traktatens formulering efter amerikansk pres gennem NATO, og at regeringsskiftet fra Lars Løkke til Mette Frederiksen ikke har medført en ændret udenrigs- og sikkerhedspolitisk kurs trods de nylige udmeldinger fra udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) om at basere udenrigspolitikken på socialdemokratiske værdier. Det såkaldte forståelsespapir mellem Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet burde have markeret, at Danmark vil fremme nedrustning af atomvåben ved at tilslutte sig og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben.
Danmark har tidligere støttet processer, der gennem FN-traktater kan fremme Folkeretten for eksempel FNs konvention mod tortur, hvor Danmarks ratifikation i 1987 blev udslagsgivende for konventionens ikrafttræden.
Men de seneste regeringers svigt i forhold til en aktiv dansk indsats for forbud mod atomvåben har til gengæld givet startskuddet til, at forskellige danske fredsgrupper er fundet sammen om kampagnen FORBYD ATOMVÅBEN og et borgerforslag, om at regering og folketing skal tilslutte sig FN-traktaten.
Tilslutning fra 50.000 personer med dansk stemmeret er nødvendigt for, at forslaget kan blive fremsat i Folketinget og derved bryde tavsheden, når politikerne på den måde bliver tvunget til at tage stilling.
Underskriftindsamlingen udløber den 20. januar 2021 – to dage før traktaten træder i kraft. Kun knap 1000 personer har i skrivende stund skrevet under. Og nok har corona-smitten forhindret møder og besværliggjort aktiviteter på gader og stræder, men den rungende tavshed i danske aviser og medier er nok den vigtigste grund til, at kampagnen og underskriftindsamlingen til borgerforslaget endnu ikke har fået større opbakning.
Den danske regering bør bruge 75-året til at meddele, at Danmark vil fremme nedrustning af atomvåben ved at tilslutte sig og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben. Måske kan Danmark derved igen blive et foregangsland i arbejdet for fremme af menneskerettigheder ved at forbyde og destruere atomvåben. Men alt tyder på, at initiativet skal komme nedefra. En underskrift på borgerforslaget er derfor et beskedent, men vigtigt bidrag til en atomvåbenfri verden.
