75-års krisen i FN

united-nations-3760656_640
Når nu festen er aflyst, må FN forlade sig på, at flagene også hejses, når organisationens fylder 75 år lørdag den 24. oktober 2020.
Foto: 995645/Pixabay
Gerd Kieffer-Døssing

22. oktober 2020

Som så mange andre har FN måttet nøjes med at invitere nogle få til den store fødselsdag. Selve dagen, hvor FN runder de 75, er lørdag den 24. oktober, men den store fejring skulle have fundet sted til åbningen af generalforsamlingen i september og det skete uden gæster.  

Det er paradoksalt, at det er en global pandemi, der både har forstærket krisen i det internationale samarbejde og bremset for forsøget på at genoplive det.

FN-systemet blev udtænkt midt under 2. verdenskrig, da nogle af verdens ledere satte sig sammen for at udtænke et system, der kunne forhindre rædslerne i at gentage sig. Det var først og fremmest USA, der drev arbejdet fremad og havde visionerne om, hvordan man ved at sikre fred, rettigheder og udvikling kunne skabe en bedre verden.

I dag er det USA, der fører an i mig, mig, mig-kulturen, og som trækker sig ud af internationale aftaler og organisationer med højt hævet nationalistisk banner. 

“Pandemien har afsløret og i visse tilfælde forstærket manglerne i vore samfund og det pres, multilateralismen er under, og de alvorlige konsekvenser det kan have at opgive en fælles forvaltning af vores planet,” skriver den tidligere danske chef for FN i Geneve Michael Møller i Geneva Solutions.

Det er bedre nu, end det har været
Men han nægter at være pessimist.

“Hvad nu hvis du selv kunne vælge et hvilket som helst tidspunkt at blive født på. Du bestemmer ikke dit køn, din nationalitet eller din status. Hvilket tidspunkt ville du vælge?” spørger Michael Møller og svarer selv, at det er rigtig svært at argumentere for andre tidspunkter end nutiden.

Det er det internationale samarbejde, der har mindsket fattigdommen, bekæmpet sygdomme, forbedret uddannelsesniveauet, afbødet konflikter og trods alt givet os rettigheder, velfærd og fred i en grad, menneskeheden ikke har oplevet tidligere. Og det ændrer midlertidige tilbageskridt ikke på.

Ifølge den tidligere undergeneralsekretær har vi Verdensmålene som en holdbar og fælles vejviser. Så verden har en chance for stadigt at forbedre sig, hvis vi gør det sammen, lyder det fra Geneve.