Winnie Vitzansky er uddannet bibliotekar og var fra 1988-1997 direktør på Danmarks Blindebibliotek (nu Nota) og siden direktør for Danmarks Biblioteksforening frem til sin pensionering i slutningen af 2008.
En rød tråd gennem Vitzanskys arbejde har været kampen for at sikre alle mennesker fri og lige adgang til information – uanset handicap, social status, køn eller fødested. Derfor har hun gennem hele sine karriere været stærkt engageret i det internationale biblioteksarbejde – lige fra sin tid som u-landsfrivillig bibliotekar i Tanzania fra 1974-1976 og frem til sit medlemskab af Den danske UNESCO Nationalkommission fra 2007 til 2015.
Winnie Vitzansky har modtaget adskillige hædersbevisninger for sit arbejde, blandt andet Ridderkorset og den internationale biblioteksforenings guldmedalje.
Efter hun gik på pension, har Vitzansky deltaget i arbejde med at styrke biblioteker og biblioteksforeningerne rundt om i verden, både i forbindelse med Den Internationale Biblioteksforening (IFLA) og Global Libraries, et initiativ under Bill & Melinda Gates Foundation.
I den kapacitet har hun arbejdet med udvikling af biblioteksforeningerne i flere lande i Afrika, Østeuropa og Indien. Derudover har hun været stærkt engageret i dels IFLA’s og dels UNESCOs arbejde med at få adgang til information inkluderet i FN’s Verdensmål.
Fritiden bliver brugt på mange private rejser, især i Afrika og USA, fuglekiggeri, kultur, læsning og ikke mindst på venner, familie og det store nationale og internationale netværk.
I disse corona-tider er det dog især sommerhuset på Sjællands Odde, der dækker behovet for natur og frihed.
Privat er Winnie Vitzansky gift med Poul Qvist Jørgensen, tidligere MF’er, og fra et tidligere ægteskab har hun sønnen Rasmus Lentz, der er professor i økonomi på University of Wisconsin, Madison.