El Alto er en af Bolivias yngste og hurtigst voksende byer. Den ligger på højderyggen af hovedstaden La Paz i 4.000 meters højde, og det får de fleste – især os danskere – til at tabe pusten, når vi går rundt i gaderne.
Der bor i dag mere end én million indbyggere i El Alto, Bolivias andenstørste by, og over 75 procent af dem er aymara. En folkegruppe, der er blevet undertrykt siden kolonitiden og først for alvor oplevede at blive anerkendt, da Evo Morales blev præsident i 2006. Mange af dem lever af at sælge mad på gaden eller til butikker rundt om i byen, og de er på kort tid blevet en del af den bolivianske middelklasse.
Og det er dem, arkitekten Freddy Mamani henvender sig til med sine cholets, de ekstravagante bygninger i alverdens farver i en ny andinsk stil, der repræsenterer aymarafolket og dets kultur.
Siden Freddy Mamani, der selv er aymara og fra det andinske højland, begyndte at bygge cholets i El Alto i starten af 2000’erne, har aymarafolket oplevet endnu en oprejsning.
Urban identitet
El Alto blev grundlagt i 1985, da La Paz efterhånden blev for lille til de mange migranter; minearbejdere, bønder og oprindelige folk, især aymara, der rejste fra landet og ind til byen for at finde arbejde. I dag er El Alto større end La Paz, og de mange tilflyttere har bragt økonomisk fremgang med sig.
Det blev startskuddet for Freddy Mamanis idé om at bygge de ikoniske cholets. Ordet cholet er en sammensætning af cholo, en betegnelse for den oprindelige befolkning, der tidligere var et skældsord, og chalet – en lille hytte.
Freddy Mamanis cholets skiller sig ud fra de traditionelle røde – og måske lidt kedelige – murstensbygninger, og de skriger på opmærksomhed.
“Jeg besluttede at lave cholets for at bruge arkitekturen til at give min by en urban identitet med aymarainspirerede byhuse fremfor de landlige huse (bygget i mursten, red.),” siger Freddy Mamani og tilføjer:
“Det gør El Alto mere moderne med en urban arkitektur.”
Indtil nu har Mamani bygget flere end 70 cholets i El Alto, og de farverige huse er på mange måder blevet symbolet på den økonomiske succes og transformation, byen har været igennem.
Efterspørgslen er i dag så stor, at Freddy Mamani ikke længere er den eneste, der bygger cholets. Også i resten af Bolivia, hvor middelklassen vokser og dermed får råd til at vise sin rigdom frem, har man fået øjnene op for husene, og uden for El Alto ligger der i dag, spredt over hele landet, 100 Mamani-byggede cholets.
Inspireret af Tiwanaku
Freddy Mamani voksede op i Catavi-provinsen, tættere på Titicaca-søen end på hovedstaden La Paz, hvor han senere studerede til civilingeniør og arkitekt. I dag bor han i El Alto med sin familie – dog ikke i en cholet.
Inspirationen til sine cholets fandt Mamani i det arkæologiske område Tiwanaku, der ligger syd for Titicaca-søen. Tiwanaku var en vigtig by, muligvis centrum for et imperium, og forskere mener, at forfædrene til det nuværende aymarafolk boede i byen, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
“Min inspiration kommer fra Tiwanakus arkitektur. Farverne kommer fra vores forfædres tekstiler som vævede aguayos (stof, som kvinder ofte bærer deres børn på ryggen i, red.), ponchoer, chullos (huer, red.) og chuspas (tasker, red.), typiske klæder fra det andinske højland. De er farverige, de er vores rødder. Og dem hylder jeg nu i mit arbejde, hvor jeg fusionerer farverne med arkitekturen,” siger 48-årige Freddy Mamani.
Farverne i Freddy Mamanis cholets bliver brugt som en kontrast til den populære bolivianske arkitektur med de rødlige mursten, men også som en demonstration mod den vestlige arkitektur, som bolivianske arkitekter lærer at efterligne. For bolivianerne skal finde deres eget udtryk i deres arkitektur, der reflekterer dem og deres samfund.
Kitsch eller kunst?
De farverige cholets’ designet er kitsch med mærkelige, lidt surrealistiske former, vinduesrammer, der mødes i umulige vinkler og facader med andinske symboler.
Der er ingen tvivl om, at de tiltrækker sig opmærksomhed. De skiller sig ud som noget ekstravagant i en bydel i økonomisk fremgang, men i et land, der stadig er et af de fattigste i Sydamerika. Det får også rejsebureauer til at arrangere guidede besøg, hvor de viser Freddy Mamanis cholets frem.
De er altid bygget i samme stil. De er inddelt i tre etager: Stueetagen bliver brugt til kommercielle formål som for eksempel butikker, anden sal til sociale begivenheder og har ofte spejle på væggene, og tredje sal består af lejligheder, der kan lejes ud. På toppen er der bygget et ekstra lille hus, som familien, der ejer bygningen, selv bor i. Indretningen er ofte traditionel boliviansk, men blandet med en del glitter, prangende lamper, gelændere i guld og geometriske søjler i friske farver inspireret af den nye rokokobevægelse. Det er til at forstå, at de også bliver beskrevet som psykedeliske.
De mest avancerede cholets kan også prale af svømmepøler, elevatorer, enorme lysekroner og med fodboldbane og helikopterlandingsplads på taget.
Men cholets er ikke bare bygninger. De fortæller også historien om, hvordan Bolivia har oplevet stor økonomisk fremgang i løbet af Evo Morales’ 14-årige præsidentperiode. Og cholets er symbolet på, at nogle klarer sig bedre end andre og ikke er blege for at vise det. Det er nemlig ikke bare bolivianerne, der har fået øjnene op for Freddy Mamanis cholets. Det har hele verden.
