Yemen oplever boom i solenergi på trods af borgerkrig

gettyimages-824981248
Solpaneller på taget af en bygning i byen Ibb i Yemen
Foto: Giles Clarke for UN OCHA / Getty Images
Thomas Jazrawi

28. februar 2021

I flere år har borgerkrigen hærget i Yemen, mens nabolandet Saudi-Arabien har bombet fra luften. Det har skabt, hvad er blevet beskrevet som verdens værste humanitære katastrofe med en kvart million dræbte, 14 millioner med akut behov for hjælp og udbredt hungersnød.

Læs også: Yemen er konflikten, der bare bliver ved

Kampene har ramt infrastrukturen hårdt i Mellemøstens fattigste land. Det betyder blandt andet, at elforsyningen fra det centrale net er upålidelig eller helt fraværende for mange yemenitter.

Redningen for mange har været vedvarende energi. Særligt solceller har givet mange borgere adgang til el.

”Solenergi var et af de vigtigste elementer i at udfylde efterspørgslen [på strøm],” siger Maeen Abdulamik Saeed, premierminister i Yemen, ifølge Climate Home i forbindelse med et webinar om energiforsyning i skrøbelige lande, der blev afholdt af Council on State Fragility (CST).

Åbent brev
Webinaret fandt sted samtidig med offentliggørelsen af et åbent brev, underskrevet af blandt andet statsoverhovederne i Sudan, Yemen og Afghanistan, hvor CST peger på nødvendigheden af flere investeringer i energi i skrøbelige stater.

800 millioner mennesker i verden mangler adgang til el. 80 procent af disse lever i skrøbelige nationer. Derudover er elforsyningen til en milliard mennesker ikke tilstrækkelig pålidelig til at kunne støtte for eksempel landbrug og iværksætterinitiativer:

”Energi, som er til at betale, er afgørende for at understøtte økonomiske muligheder, der kan hjælpe folk ud af fattigdom og gøre landene stabile (…) [hvilket] øger vores alle sammens sikkerhed,” står der i brevet.

CST peger på, at vedvarende og decentraliserede løsninger er billigst og bedst, da der er store risici ved centraliseret elforsyning i disse lande. Desværre udgjorde finansiering af decentraliserede energiløsninger i 2018 kun 1,1 procent af de samlede investeringer til elektricitet i lande, der har store udfordringer med adgang til strøm.

Yemens solrevolution
Yemen havde allerede før borgerkrigens udbrud i 2014 udfordringer med at levere strøm til hele landet. Den udfordring er kun blevet værre de senere år,

Ifølge International Finance Corporation (IFC), den finansielle gren af Verdensbanken, har konflikten ført til et kollaps af Yemens centrale energiforsyning, så kun 10 procent af befolkningen har adgang til strøm fra det offentlige.

Til gengæld har landet ved Adenbugten oplevet det, som tænketanken Energy Access and Development Program i en rapport fra 2019 kalder ”en revolution i solenergi”. Ifølge analysen var solenergi stort set ukendt i Yemen før borgerkrigens udbrud – i dag kommer 75 procent af byboernes strømforsyning fra solenergi, mens det gælder 50 procent af landbefolkningen.

Solen leverer energi til alt fra butikker til skoler og hospitaler i det krigshærgede land. Også Yemens mange landbrug er i stor stil gået over til den bæredygtige energiform.

Da den centrale energiforsyning svigtede, begyndte farmere at bruge dieselgeneratorer, hvilket både er dyrt – prisen på diesel er tredoblet fra 2016 til 2019, ifølge IFC – og skidt for klimaet. 

Skiftet til solenergi kan kræve en forholdsvis stor investering i starten, men her har landets største lånyder til private, Al Kuraimi Islamic Bank, i samarbejde med IFC været behjælpelig med lån.

”For mange i Yemen, særligt farmere, har solenergi været en livlinje. Nu gælder det om at opskalere anvendelsen,” siger Matt Leonard, specialist i mikrofinansiering ved IFC.