EU barsler lige nu med lovgivning, der skal sikre, at medlemslandene ikke bidrager til global afskovning. Og det er der behov for, fremgår det af en ny opgørelse fra WWF. Den viser, at EU står for 16 procent af den skovhugst, der foregår som følge af international handel. Det betyder, at unionens 27 nuværende medlemslande samt Storbritannien er den andenstørste importør af afskovning efter Kina.
Det er de store økonomier i EU, der forårsager mest afskovning, men Danmark er på trods af den beskedne størrelse nummer ti på listen. Måler man per indbygger er det kun Holland og Belgiens import af naturskadelige produkter, som overgår den danske. I alt importerer Danmark varer, som koster 11 kvadratmeter skov per indbygger årligt, fremgår det af den nye rapport. Det ligger langt over gennemsnittet i EU, som er 5 kvadratmeter per indbygger.
”Ser vi på tallene i rapporten, svarer vores forbrug i Danmark til, at vi er direkte skyld i ødelæggelse af tropisk skov og natur svarende til et område større end Gribskov hvert eneste år. Det betyder, at vi i Danmark siden årtusindskiftet har ryddet tropisk skov og natur svarende til 20 procent af Danmarks samlede skovareal som følge af vores forbrug. Det er vi som land nødt til at gøre noget ved,” siger Sofie Tind Nielsen, seniorrådgiver for skov i WWF, i en pressemeddelelse.
Soja er den største synder
Kina står for 24 procent af den afskovning, der følger af international handel, og er dermed den eneste nation med mere global skov på samvitigheden end EU. Store lande som Indien (8 procent), USA (7 procent) og Japan (5 procent) ligger et pænt stykke under EU’s niveau.
I perioden fra 2005 til 2013 var EU’s import helt i top med den globale skovhugst, men i 2014 blev de dengang 28 medlemslande overhalet af den asiatiske vækstgigant. Ifølge rapporten svarede EU’s importerede skovhugst i 2017 til 203.000 hektar, hvilket har medført udledning af 116 millioner ton CO2.
Det er særligt importeret soja, der nedlægger skov. Sojaskråene i EU stammer hovedsagligt fra Latinamerika, og det meste af den bliver anvendt som foder til dyr. I gennemsnit bliver 90.000 hektar skov årligt ryddet for at dyrke den lukrative afgrøde. EU’s import af palmeolie koster i gennemsnit knap 70.000 hektar skov, og det sker primært i asiatiske lande som Indonesien og Malaysia.
Import af kakao er den femteværste importerede skovrydder i EU, og her sker naturødelæggelserne primært i vestafrikanske lande som Elfenbenskysten og Ghana. Omkring 17.500 hektar skov bliver årligt ryddet for tilfredsstille den søde tand i EU.
Ny EU-lovgivning skal reducere skovhugsten
EU-kommissionen arbejder lige nu på ny lovgivning, der skal reducere den afskovning, som har rødder i import. Udspillet kommer ifølge planen inden sommerferien. Der kan blive tale om forskellige tiltag så som særlige mærkninger af varer og samarbejde med de ramte lande om at sørge for mere bæredygtige produkter, lyder det fra kommissionen.
Europa-parlamentet vedtog i efteråret en resolution, der kræver stærkere krav til virksomhederne. De skal kunne dokumentere, at deres produkter ikke har forårsaget afskovning eller bidraget til brud på menneskerettighederne, ifølge udspillet.
“Alle er enige om, at frivillige forpligtelser for at bremse global afskovning ikke har virket,” lød det dengang fra Delara Burkhardt, et tysk parlamentsmedlem fra den socialdemokratiske gruppe, der stod bag rapporten.
WWF er enig i parlamentets tilgang.
“Loven bør forhindre ethvert produkt, der har bidraget til ødelæggelse af natur – uanset om det er legalt eller illegalt – eller krænkelser af menneskerettigheder, i at komme ind på EU’s markeder. Den må også gå længere end frivillige tiltag og levere klare, handlingsbaserede regler til virksomhederne,” siger Anke Schulmeister-Oldenhove fra WWF’s europæiske afdeling.