¡Ta’ barato, dame dos! (Det er billigt – giv mig to af dem!) Den populære venezuelanske folkefrase stammer fra en svunden tid, hvor skyhøje oliepriser transformerede denne caribiske nation med verdens største oliereserver til en latinamerikansk, økonomisk kæmpe. Det var dengang i 1970’erne, hvor oliekrise betød bilfrie søndage i Gladsaxe, men omvendt gjorde, at en nyrig venezuelansk middelklasse nu kunne flyve til Miami hver anden weekend og købe efter forgodtbefindende – dobbelt op! Olien blev en skaber, men også en bøddel. Faldende oliepriser og et diktatorisk regime blev – for nu – endestationen for Venezuelas subtropiske paradis.
I Alvaro Fernandez-Pulpeiros ’So foul a sky’ fra dette års CPH:DOX kan kontrasten fra Venezuelas 70’er-eventyr og nationens aktuelle kollaps ikke være mere klar. Landet ligger i finansiel ruin, og den venezuelanske flygtningestrøm er den andenstørste i verden – kun overgået af den syriske. Dokumentaren er, mest af alt, visuelt beskrivende. Dens eneste ærinde er at vise os, hvordan en nations forfald kommer til udtryk igennem lyd, støj og billede. Der findes ikke et indbygget plot, den følger ingen spændingskurve, og der er ingen forløsning. Kun en voiceover, der med stor længsel reciterer et digt om det tabte fædreland, følger os hele vejen igennem.
Dokumentaren tager os igennem tre temaer: olie, migration og politik – som en flue på væggen ser vi, hvordan de kommer til udtryk
Den forbandede olie
Vi starter under vandet, hvor olien bobler fra dybet. Alt er stille, indtil larmen og ilden fra et olietårn tager over – i mørket ligner olieindustri et helvede på jord. Metallet fra olieplatformen møder vandet, og mågerne synger, men det er det eneste liv, vi hører. Stedet er mennesketomt og vidner om en ødelagt olieindustri, bragt i knæ af årtiers korruption og nye internationale sanktioner rettet mod regimets leder, Nicolás Maduro.
To billamper fra en slidt og gul Ford-truck dieselbrøler sig af sted på en ramponeret grusvej. Lasten med diesel skvulper, og en uopmærksom vagt tjekker sin telefon på biltaget, som er ved at tippe af oliens vægt. To velvoksne mænd svinger fra side til side i førerkabinen. De er Bachaqueros, oliesmuglere på vej til Colombia. Et stort erhverv, hvor billig venezuelansk olie sælges over grænsen til en valuta stærkere, end den udhulede venezuelanske Bolivar. De snakker om cigaretter, dagens oliepris og fniser ad Maduros kiksede underskriftindsamling til FN. I et forsøg på at klage over sanktioner tvang regimet underskrifter fra borgere i offentlige støtteprogrammer: Skriv under, eller risikér ikke at modtage hjælp. Der tændes en smøg upåagtet lastens brandbare væsker, upåagtet verdensfjerne ledere. Livet går videre.
Lasten bliver hældt i nye dunke af knægte i bare overkroppe med trøjer bundet rundt om munden som værn mod den tunge lugt. Nu skal de skynde sig – colombianske soldater er blevet spottet i området. Alt er beskidt, og kaktusserne er klædt i skrald. Der drikkes whisky efter den lyssky operation, og ved morgengry spises der skildpaddesuppe: ”Jeg bliver sgu så ædru af skildpaddesuppe – og liderlig!” mumler en tyk mand i en udfordret hængekøje.
Regeringsførelse findes kun i statens propagandamedier, og venezuelanere har længe været overladt til sig selv. Suspekte erhverv som oliesmugling er blot en ud af mange måder at overleve på i tomrummet efterladt af regimets top.
To præsidenter gjalder
Dokumentaren er ikke plastret til med politiske budskaber – noget af en bedrift, set i lyset af det politiske kaos landet befinder sig. På magten sidder den upopulære Nicolás Maduro med kontrol over et svært militariseret samfund, hvor korruption, indespærring af politiske fanger og censur hersker. På den anden fløj finder man det unge politiske stjerneskud, Juan Guaidó, som i maj 2019 erklærede sig som præsident og vandt størstedelen af befolkningens hjerter. Håbet om regimets fald falmede snart efter.
I en azurblå amerikanerbil er man derfor blot tilskuer til en mand, en grædende baby på bagsædet og en bilradio, som på skift giver de to præsidenter taletid. De taler og taler, mens chaufføren uden at ænse radioens indhold forsigtigt undviger Venezuelas brækkede asfalt.
Politik er for de få, og når Maduro siger, at Venezuela er på vej mod skabelsen af et revolutioneret socialistisk samfund, er det tomme ord. Når Juan Guaidó siger, at regimets endeligt er nær, er det en fjern utopi. Befolkningen er blot passager.
Silhuetten af en frelser
”Hvad skal du i Brasilien? Skal du arbejde? Det må du ikke.” Afslutter en brasiliansk grænsevagt køligt på gebrokkent spansk til en ung venezuelansk kvinde. Hun er ligeglad. Hvad hun skal over grænsen, ved vi ikke. Måske hun skal sælge frugt eller tyggegummi på motorvejen mod Boa Vista? Måske bliver hun en del af de tusindvis af venezuelanske kvinder, som af nød må sælge deres kroppe i regionens grænseland.
Man hører lyden af fodtrin og ser skyggerne af migranter med tasker over hovedet, traskende i mørket. Alle går de forbi en silhuet af en buste. Man ser den kun i mørket, men man aner, at det er busten af Simón Bolívar – Venezuelas store befrielseshelt fra 1800-tallets kolonikrige mod Spanien. Nok vandt han over de spanske europæere, men han kunne ikke beskytte befolkningen mod det regime, der skulle opstå i det 21. århundrede. Symbolikken er enorm, mens han hilser dem farvel, og det venezuelanske flag klinger mod stolpen.
De druknede
Inspiration til filmen er Joseph Conrads roman ’Nostramo’ fra 1904, og man skal ikke lede længe, før Venezuelas situation spejler sig i bogens plot. Bogen beskriver den fiktive latinamerikanske region Costaguana, som er plaget af diktatur og udnyttelse af regionens sølvressourcer. Sølvet skaber rigdom, men kaster også regionen ud i politisk kaos, revolutioner og vold.
Som lastvognen er Venezuela også ved at tippe under vægten af de enorme oliereserver og den vold og det kaos, olien har trukket op fra undergrunden. Spørgsmålet er, om landet allerede er tippet. Filmen fører os tilbage til start, tilbage ved vandet, hvor solen er stået op over olietårne og industri. Vi flyder og skvulper på det olieglinsende vand og en nostalgisk stemme afslutter:
”Jeg taler til dig, som en søn af et fædreland. Som en forældreløs.”
’So foul a sky’ kan streames fra den 24. april. Læs mere og køb billet her.