Samoas nyvalgte premierminister låst ude af parlamentet

20335318238_e09ce6e050_k
Udover at være Samoas første kvindelige premierminister har Fiame Naomi Mata'afa rekorden som landets længstsiddende kvindelige parlamentsmedlem.
Foto: UN Women/Ellie van Baaren/Flickr
Gerd Kieffer-Døssing

25. maj 2021

Da Fiame Naomi Mata’afa ankom til Samoas parlament mandag den 24. maj for at blive taget i ed som østatens nye premierminister, var dørene låste. Ceremonien foregik i stedet i et interimistisk telt i parlamentets have i hovedstaden Apia.

Siden hendes parti Faith in the One True God, FAST, overraskende og aldeles snævert med kun en enkelt plads vandt valget 9. april, har Fiame Naomi Mata’afa ligget i magtkamp med landets hidtidige premierminister, Tuilaepa Sailele Malielegaoi, der har nægtet at anerkende resultaet og afgive magten. Hans parti – Human Rights Protection Party, HRPP – har regeret stort set uden afbrydelser i knap 40 år og med Malielegaoi selv ved roret siden 1998.

”Et blodløst kup”
Det var O le Ao o le Malo – den samoanske titel for landets formelle statsoverhoved, der er en ren ceremoniel position – der i løbet af weekenden aflyste premiereministerens indsættelse i parlamentet mandag uden at give nogen forklaring. Og selvom landets højesteret søndag afviste bestemmelsen som værende lovstridig, var parlamentets døre alligevel lukkede og låste, da Fiame Naomi Mata’afa og FAST mødte op.

En talsperson for FAST kaldte efterfølgende begivenhederne for ”et blodløst kup” i en kommentar til Radio New Zealand, RZN, skriver CNN.

Ifølge landets forfatning var mandag sidste frist for premiereministerens indsættelse og regeringsdannelsen, og efterfølgende har afgående premierminister Malielegaoi da også sat spørgsmålstegn ved teltceremoniens legitimitet, som han har kaldt ”en joke” oplyser RZN, der dækkede mandagens begivenheder i en live blog.

Jacinda Adern, premierminister i New Zealand, Samoas tidligere koloniherre, har reageret på begivenhederne og udtalt:

”Vi støtter Samoas demokrati, og vi opfordrer andre til at gøre det samme. Det her er en stor forandring for Samoa, i forhold til deres valg i de sidste 20 år. Vi opfordrer til, at man opretholder retsstatsprincipperne.”

Første kvinde
Fiame Naomi Mata’afa, 64, er landets første kvindelige premiereminister og blot den anden kvindelige regeringschef i Polynesien. Hun er datter af Samoas første premierminister efter østaten fik sin selvstændighed i 1962 og har selv været politisk aktiv siden midten af 1980’erne.

”Fiame er en stærk karakter, og en som folk altid har set op til (…) Hun opfattes som værende meget principfast og som én, der bringer en værdighed ind i [samoansk] politik, som mange følte har været gået tabt,” lyder det fra Sapeer Mayron fra den lokale Samoan Observer til BBC.