Til dato har Afrika registreret 4.836.000 tilfælde og 130.500 dødsfald med Covid-19, siden epidemien startede i begyndelsen af 2020. Disse tal stammer fra Africa CDC (Africa Centers for Disease Control and Prevention) i Addis Ababa, mens WHO på sit dashboard kun opregner 3.457000 millioner tilfælde. Denne diskrepans skyldes, at CDC modtager oplysninger fra hele Afrika, mens WHO kun medregner tal fra WHO’s afrikanske region, der ikke indbefatter Egypten, Libyen, Tunesien, Marokko, Sudan og Djibouti (som hører under WHO’s mellemøstregion). Men det overordnede billede af epidemien er det samme: Den anden bølge i Afrika klingede allerede af ved udgangen af december 2020, mens den fortsatte langt in i 2021 i næsten alle andre regioner i verden, som det ses af dashboardet fra Reuters. Siden da er antallet af nye smittede faldet langsomt til omkring 45.000 dagligt i Afrika.
Der er ingen tvivl om, at disse tal kun repræsenterer en brøkdel af det faktiske tal, vel vidende at mange syge slet ikke søger sundhedssystemet og derfor ikke registreres, hvortil kommer at rapporteringssystemerne i mange lande er af dårlig kvalitet. Der er sågar enkelte lande, – eksempelvis Tanzania – som har nægtet at tage epidemien alvorligt og derfor overhovedet ikke anmelder tilfælde, selvom det er en international forpligtelse. I en tidligere artikel er beskrevet den groteske situation i Tanzania under Præsident Magafuli.
Læs også: Covid-19 i Afrika: Masser af smittede, ingen vacciner
Dette har for nyligt ændret sig efter Magafuli’s død – ironisk nok på grund af Covid-19. Men det ændrer ikke på, at Tanzania i perioden fra april 2020 til maj 2021 ikke rapporterede et eneste tilfælde, mens nabolandene Kenya og Uganda har rapporteret henholdsvis 170.000 og 45.000 tilfælde.
Men når man ser på de tal, der rapporteres, står man tilbage med et indtryk af, at epidemien ikke har været så alvorlig, som mange frygtede, og at kontinentet er sluppet lettere igennem både første og anden bølge end Asien (for eksempel Indien) og Sydamerika (for eksempel Peru og Bolivia).
Reuters graf over de enkelte regioner illustrerer dette tydeligt. Alle regioner oplevede en anden bølge med et to-puklet forløb, hvor antallet af smittede – også i Afrika – var klart højere end under første bølge, men den anden del af puklen er betydeligt mindre i Afrika. Siden udgangen af 2020 er antallet af anmeldte tilfælde ganske gradvist faldet. Således har det ugentlige gennemsnitlige antal tilfælde (7-dages rullende gennemsnit som vi også kender fra Danmark) ligget under halvdelen af antallet i Nordamerika og under en fjerdedel af tallet fra Europa. Der har været under 50.000 ugentlige tilfælde i Afrika til sammenligning med eksempelvis knapt 250.000 i Europa og over 500.000 i Asien Der er ingen grund til at betvivle denne udvikling. For mens man givetvis har en betydelig underrapportering i regionen, så burde dette – i det store hele – ikke ændre trenden over tid.
Blandt de – efterhånden mange – internationale rankings, der analyserer forskellige parametre af pandemien, finder man afrikanske lande langt nede målt på antallet af smittede per en million indbyggere, Sydafrika som nummer 92, Libyen som nummer 94 og Botswana som nummer 102. Dødeligheden er dog noget højere med Sydafrika som nummer 53 og Libyen på 82. pladsen.
Sydafrikansk kvinde får sit første stik
Foto: Alet Pretorius/Gallo Images via Getty Images
Dette peger på, at dødeligheden blandt de corona-syge er højere i Afrika end i andre regioner. Det forhold er da også blevet analyseret i en stor artikel i Lancet for nylig med observationer fra 64 hospitaler i 10 lande. Analysen viser, at dødeligheden blandt alvorligt syge Covid-19 patienter er næsten 50 procent højere end det globale gennemsnit. Her beskrives, at årsagen til den højere dødelighed skyldes dårligere udstyr, dårligere uddannede intensivlæger og mangel på essentiel medicin. Forekomsten af HIV/AIDS bidrog desuden til den højere mortalitet. Ikke nogen overraskelse.
Der er mange mulige forklaringer på, at smitten ikke er så udbredt som i andre regioner – hvis denne er reel. Afrikas befolkning er generelt yngre end i de andre regioner, befolkningstætheden er lavere, og kun i de afrikanske metropoler er der grobund for store udbrud. Endelig kan man gisne om, at man i Afrika færdes, mødes og bevæger sig mere i den fri luft end indendørs, så luftbåren smitte er mindre udtalt.
Hvordan går det med vaccinationerne?
Overordnet må man konstatere, at det står tragisk sløjt til med at få vaccine rullet ud i Afrika. Afrika har den laveste vaccinationsrate blandt alle verdens regioner. Af de cirka 1.3 milliarder doser, man anslår, er givet til dato, er kun en procent givet i Afrika. Kun 0.3 procent af den vaccine, der er givet til dato, er givet til verdens 29 fattigste lande, som er hjem for ni procent af verdens befolkning.
Der er således kun givet cirka 40 millioner doser i Afrika, hvoraf omkring en tredjedel er kinesiske. De fleste lande i regionen har tilsluttet sig COVAX, men en del lande får også vacciner fra andre lande blandt andet Kina og Rusland. For eksempel får Zimbabwe den kinesiske vaccine Sinovac.
COVAX
COVAX – det internationale initiativ under ledelse af WHO – har fået tilslutning fra i alt 49 lande i Afrika, og de lande som ikke tilmeldte sig i starten er på vej til at melde sig til.
Læs også: Det næste år kan blive et godt vaccineår – også for de fattigste
COVAX er løbet ind i store problemer med at levere, hvad man havde planlagt. Det skyldes først og fremmest, at Indien forbød eksport af AstraZeneca vaccinen, som produceres i landet. Da denne vaccine skulle være rygraden i COVAX programmet, betyder det at COVAX kun har leveret en brøkdel af de 600 millioner doser, der var lovet. Det skulle række til at vaccinere 20 procent af Afrikas befolkning. AstraZeneca vaccinen produceres dog nu i en del andre lande udenfor Europa (blandt dem Sydkorea og Australien), og dette skulle langsomt hjælpe på forsyningssituationen.
COVAX donorerne har lovet at sikre, at op til 30 procent af vaccinen til Afrika gives som donationer, men landene må så selv finansiere vaccine til resten af den del af befolkningen, der skal vaccineres. Denne vaccine kan de så købe via COVAX, som også har en komponent, hvor man indkøber vacciner til laveste markedspris til videresalg til de lande, der er tilsluttet programmet.
Verdensbanken har vurderet, at Afrika stadig har brug for yderligere 12 milliarder dollar for at få sin befolkning beskyttet mod pandemien.
Lokale problemer i den enkelte lande bidrager til vanskelighederne. Svage sundhedsvæsener og lunken opbakning fra befolkningerne gør, at kun otte lande har brugt al den vaccine, de har modtaget, Ni lande har kun har udnyttet mindre end en fjerdedel af den vaccine, de har modtaget, og yderligere 15 under halvdelen af den vaccine, de har modtaget.
De rige OECD lande har været længe om at bidrage til den fattige del af verdens kamp mod COVID-19 pandemien. Man har sørget for sig selv – og det i overflod. Men på det seneste har man meldt sig ind i vaccine diplomatiet. Præsident Biden har således lovet donationer på 80 millioner vacciner, især AstraZeneca vaccine. Og EU har annonceret, at unionen vil donere 100 millioner doser til lav- og mellemindkomstlande. En betydelig del af EU’s bidrag kanaliseres til COVAX, som nu har lovning på i alt syv milliarder dollar. Dertil kommer, at en række EU lande har meddelt, at de vil donere deres overskydende vaccine forsyninger – i alt cirka 100 millioner doser, de fleste til COVAX.
WHO har for nylig anerkendt den kinesiske vaccine Sinovac, og man forventer at Sinopharm – der har udviklet vaccinen – snart vil forhandle med COVAX om at levere betydelige mængder vaccine til initiativet, hvilket delvis vi hjælpe på den mangelsituation, der opstod, da Indien standsede al eksport af vaccine
KINA
Vaccine diplomati – en betegnelse opfundet i kølvandet på pandemien – praktiseres intensivt af Kina. Formålet er at skaffe sig øget indflydelse i en række tredjeverdenslande. Kina har til dato leveret tre gange så mange doser vaccine til tredjeverdenslande som COVAX. I alt har Kina lovet 256.2 millioner doser til andre lande.
Af de cirka 40 millioner doser, Kina indtil nu har leveret, er kun ca. 12.3 millioner gået til Afrika, især til Egypten, Marokko, Zimbabwe og Guinea. Kina både sælger og donerer vaccine til tredjeverdenslande, og det er vanskeligt at finde ud af, hvor meget af den leverede vaccine, der er donation, og hvor meget, der er solgt. Forskellige kilder angiver meget varierende tal ifølge vaccinesporings-programmet Bridge. Her oplyses det at Kina har lovet 44 millioner doser til Afrika, hvoraf 20 millioner er leveret, mest som donationer.
Hertil kommer at Kina har lover 10 millioner doser til COVAX.
Egypten vil i denne måned starte produktionen af den kinesiske vaccine Sinovac, efter at Sinopharm, som har udviklet vaccinen, har givet Egypten licens til at producere vaccinen og desuden sørget for den expertise og tekniske bistand, der vil gøre landet i stand til producere vaccine.
Negative konsekvenser for andre sundhedsaktiviteter
Over en tredjedel af de afrikanske lande har rapporteret, at indsatsen mod pandemien har negative konsekvenser for en række andre sundhedsprogrammer.
To-tredjedele rapporterer således, at delegering af sundhedspersonale til Covid-indsatsen betyder, at andre programmer lider. Man oplyser også, at manglen på personale bidrager til, at befolkningen i mindre grad opsøger sundhedsvæsenet. Underbemandede sundhedsklinikker betyder, at færre søger klinikkerne, og alvorlige sygdomme forbliver underdiagnosticerede og behandlede.
Blandt de målrettede programmer er vaccinationskampagner mod mæslinger, som er blevet udsat i 15 lande. Også andre komponenter af vaccinationsprogrammer er afficerede. Og man har slet ikke overblik over, hvad det betyder, når logistik og opbevaring (cold-chain) af Covid-vaccine skal bruges udover de sædvanlige vacciner i børnevaccinations-programmerne.
Det kan resultere i, at færre børn er beskyttet mod en række børnesygdomme, og dermed øget børnedødelighed af mæslinger og lungebetændelse.
Hvordan tegner fremtiden sig?
Eksperter er ikke trygge ved situationen i Afrika på trods af den afmatning, man i øjeblikket ser. Stephanie Salyer fra Africa CDC skriver til mig, at der kan forventes flere bølger, som kan blive alvorligere end de foregående. Det skyldes blandt andet den ringe vaccinationsdækning. Desuden er restriktionerne til begrænsning af smitten ikke populære, og undersøgelser viser, at mange lande har sværere og sværere ved at få befolkningen til at slutte op. Det gælder også testning, hvor faldende testrater betyder, at dette vigtige instrument ikke udnyttes maksimalt. Situationen indebærer også en stærkt øget risiko for, at der udvikles nye coronavarianter, som er mere smitsomme end de kendte, og hvor de nuværende vacciner ikke yder beskyttelse.
Så Afrika går en usikker fremtid i møde.
Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHOs vaccinationsprogram.
