Liam Taylor og Derrick Wandera
Liam Taylor er freelancejournalist med base i Uganda. Han skriver blandt andet for Reuters, Al-Jazeera, The Sun og The Independent med særligt fokus på politik, økonomi og udvikling.
Twitter: @liamtaylor100
Derrick Wandera er journalist, politisk analytiker og skribent, som lige nu arbejder for det ugandiske medie Daily Monitor, hvor han skriver om sikkerhed og politik i Uganda.
Twitter: @derrickwandera2
Siden sidste år har der været adskillige forlydender om arrestationer, bortførelser og tortur i Uganda. Hundredvis af mennesker hævder at have været holdt tilbage af sikkerhedstjenester, mens hundreder andre stadig kan være forsvundet.
Det er imidlertid svært at få et tydeligt billede af, hvad der helt præcis foregår. Regeringen har gentagne gange afvist anklager eller skjult sandheden. Samtidig er oppositionens anklager ikke altid verificeret, især dem, der bliver delt i de sociale mediers malstrøm.
For at få en mere præcis forståelse af, hvad der foregår, har vi interviewet dusinvis af folk, der har været kidnappet, familier til forsvundne og statslige myndigheder, alle anonymiseret for deres egen beskyttelse. Her er et kort overblik over, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved.
Hæren er involveret
Baggrunden for de seneste bortførelser var valget den 14. januar, hvor præsident Yoweri Museveni stod overfor popstjerne-politikeren Robert Kyagulanyi (bedre kendt som Bobi Wine). Oppositionslederen advarede om, at folket ville “rejse sig”, som de gjorde i Libyen, Egypten og Sudan, hvis Museveni ikke gik af fredeligt. Den 76-årige præsident, der har været ved magten siden 1986, beskyldte sangeren for at ville “organisere et oprør”.
Læs også: Taktisk brug af vold giver Museveni valgsejr efter valgsejr
I november 2020, midt under valgkampen, blev Wine tilbageholdt i to dage angiveligt for at have overtrådt Covid-19-restriktioner. Hans anholdelse udløste protester, især i hovedstaden Kampala, og staten skød og dræbte mindst 54 mennesker. Efter denne episode steg antallet af bortførelser og fortsatte frem til valgdagen, som blev skæmmet af udbredte påstande om svindel, og videre frem til Musevenis indsættelse i maj.
I februar afviste præsidenten rapporter om forsvindinger, men erkendte, at han havde opfordret hæren til at slå ned på “lovovertrædere”, “forrædere” og “terrorister”. Han etablerede to militære sikkerhedstjenester: Chieftaincy of Military Intelligence (CMI), hærens efterretningsafdeling, og Special Forces Command (SFC), en præsidentiel eliteenhed med erfaring fra kampe i Somalia, som ledes af hans søn Muhoozi Kainerugaba.
Over 1.000 mennesker er blevet tilbageholdt
Det er svært at få bekræftet antallet af folk, der har været tilbageholdt, og rapporter fra forskellige folk varierer betydeligt
I en tale i februar, sagde Museveni, at CMI havde anholdt 242 mennesker, og at SFC havde tilbageholdt 76, mens han opremsede navnene på en håndfuld mistænkte. Den 15. april oplyste indenrigsminister Jeje Odongo over for parlamentet, at 1.304 mennesker var blevet arresteret. Han navngav 338 specifikke personer, hvoraf meget få navne overlappede med Musevenis liste. Modsætningerne mellem officielle erklæringer tyder på, at flere sikkerhedstjenester er involveret, og at der er ringe intern koordinering mellem dem.
En anden kilde til tal er Wines oppositionsparti. National Unity Platform (NUP) siger, at 758 mennesker er blevet bortført, men indrømmer, at det er vanskeligt at opretholde en nøjagtig og opdateret liste. Ikke alle forsvindinger og løsladelser rapporteres til partiet. Kun 58 af personerne på NUP’s liste fremgik af Odongos liste. Ministeren har antydet, at mennesker, der ikke kan redegøres for, blot “gemmer sig i landsbyer”, men har ikke fremlagt beviser for den påstand.
Flest bortførelser i den centrale region
NUP’s liste angiver bopælen for 414 af de bortførte. Af disse stammer 378 fra den centrale region, for det meste Kampala. Det er her, Bobi Wines parti står stærkest, og hvor regeringen frygter størst uro.
Bortførelser har dog også fundet sted andre steder, hvor der kan være tale om underrapportering. NUP-listen omfatter fem personer fra den vestlige, 19 fra den østlige og 12 fra den nordlige del af landet. I Acholi-underregionen i det nordlige Uganda fortalte en socialrådgiver til African Arguments (den oprindelige udgiver af denne artikel, red.), at syv NUP-tilhængere blev indkaldt fra deres landsbyer til et møde med hæren i Gulu (en by i det nordlige Uganda, red.), hvor de blev tilbageholdt og ført til CMI’s hovedkvarter i Kampala. Gruppen er siden blevet løsladt, men alle var for bange til at tale med os (forfatterne til artiklen, red.). “De har virkelig haft forfærdelige oplevelser,” siger socialrådgiveren, der har mødt dem. “De virker ikke særlig normale … Det er nok traumet.”
Nogle arrestationer er tilsyneladende målrettede
Mange af anholdelserne har været rettet specifikt mod kendte NUP-aktivister såsom arrangører på markedspladser, kandidater til lokalråd eller Wines familiemedlemmer. Nogle blev anholdt til politiske møder. I et særligt bemærkelsesværdigt eksempel arresterede hæren 126 NUP-tilhængere og -ledere, der førte kampagne i ødistriktet Kalangala (distrikt bestående udelukkende af øer, der ligger i Victoriasøen, red.). 36 af disse er stadig varetægtsfængslet, herunder Wines højre hånd Ali Bukeni (alias Nubian Li) og hans bodyguard Edward Sebufu (alias Eddie Mutwe). Flere journalister blev arresteret ved samme lejlighed – herunder en af forfatterne til denne artikel – og tre er fortsat bag tremmer.
I Kampala brugte sikkerhedstjenester nyinstallerede videoovervågningskameraer og informanter til at identificere personer, der deltog i optøjerne i november. Der er også påstande om, at magtfulde personer i regeringspartiet har brugt deres indflydelse til at orkestrere bortførelser af (politiske, red.) modstandere.
Men mange er tilfældige
Andre anholdelser virker mere tilfældige. Et eksempel er Shafiq Wangolo, en taxachauffør, der opholdt sig ved en bod, hvor man kan tanke sit simkort op, i det nordlige Kampala den 3. december, da en gruppe mænd i gule Museveni-t-shirts begyndte at sætte kampagneplakater op. Da nogle andre unge mænd protesterede, og et skænderi brød ud, stuvede sikkerhedstjenester både dem og Wangolo ind i et køretøj og kørte væk. Fem dage senere, i den modsatte ende af byen, blev Denis Matovu og Richard Sonko bortført under stort set identiske omstændigheder. Som de fleste unge mænd i Kampala sympatiserer disse tre mænd efter sigende med Bobi Wine, men deres familier insisterer på, at de ikke var aktivister.
Mange transporteres til fængsler eller kaserner
Mange af de bortførte ender til syvende og sidst i et nyt fængsel, som åbnede sidste år i Kitalya. Andre tilbringer det meste af deres tid i militærets varetægt for eksempel på kasernen i Makindye eller i CMI-hovedkvarteret i Mbuya, Kampala.
Oberst Deo Akiiki, talsmand for hæren, siger, at folk “aldrig” tilbageholdes i CMI’s hovedkvarter, men flere af de bortførte hævder at have været tilbageholdt (i hovedkvarteret, red.) i et vinduesløst rum med omkring 50 andre mennesker. Flere mennesker taler også om at være blevet mishandlet der. Følgende beskrivelse er typisk: “Der er et sted, de kalder en veranda. Vi kalder det en fryser. Det er alt for koldt. De hælder vand på dig, de får dig til at rulle rundt flere gange i vandet, eller de slår dig. Du ruller flere gange, du hopper, mens du siger ’Jeg vil aldrig støtte People Power (folkemagt, red.), jeg vil aldrig gå på gaden (og demonstrere, red.).’ Dine øjne er dækket til, du hopper, de slår dig. De har stave.
De, der tilbageholdes i CMI-hovedkvarteret bliver stillet for en militærdomstol, inden de sættes på fri fod. De er for det meste anklaget for “ulovlig besiddelse af militært udstyr”, hvilket refererer til den røde baret, som Bobi Wine har gjort populær.
Andre bliver taget til uidentificerede huse
Andre igen bliver ført til ukendte bygninger. En mand, der blev bortført sammen med Wangolo beskriver, hvordan han blev ført til et “meget rent” hus med et marmorflisebelagt gulv og træk og slip-toiletter. En anden mand, bortført af SFC i Mukono, fortæller, at han blev taget til en bygning, der “var ligesom et hus”, og at de sov på “fliser” i 20 dage, før de blev flyttet til sted, der “bare var en garage”. Begge mænd siger, at de blev slået, tvunget til at gøre øvelser og var iført en hætte hele tiden. De blev begge løsladt om natten, uden at blive anklaget for noget, i henholdsvis en skov og en sukkerrørsplantage.
Det er uklart, hvad forskellen er mellem fængsler, kaserner og såkaldte “sikre huse”. En mand sagde, at han blev flyttet til fire forskellige steder i løbet af de tre uger, han var varetægtsfængslet, (hvor, red.) han blev slået og mishandlet. “De anholder folk i den tro, at de er tæt på Bobi Wine og har oplysninger om hans aktiviteter,” sagde han. “Når de indser, at du ikke har oplysninger, frigiver de dig. Dette sker altid først, efter de har tortureret dig som led i at få oplysninger ud af dig.”
Nogle af de folk, der har været bortført, bærer tegn på mishandling såsom ar og manglende tånegle. “De havde et strygejern, et varmt et, de begyndte at brænde mine lår,” siger en mand med ar og afskallende hud, som en lægerapport siger skyldes forbrændinger. “De havde en benzindunk af plastik og begyndte at dryppe væsken, en varm en, [på min ryg].” Andre rapporterer om brug af elektriske stød og mystiske injektioner, hvilket er sværere at verificere. Wine har også delt voldsomme billeder på sociale medier af en af hans tilhængere, Fabian Luuka, som han hævder døde efter at være blevet tortureret, mens han var tilbageholdt. Vi talte med Luukas familie og venner, der siger, at billederne er ægte, men vi var ikke i stand til at opspore nogen vidner til hverken hans bortførelse eller tilbageholdelse.
Langvarig tilbageholdelse er forfatningsstridigt
Mange anholdelser og bortførelser er ulovlige. Forfatningen kræver, at enhver, der tilbageholdes, skal informeres om den påståede lovovertrædelse, skal have adgang til en advokat og til deres nærmeste pårørende og skal bringes for retten inden for 48 timer. Men nogle personer har nu været forsvundet i seks måneder uden at mødes med en advokat eller blive stillet for en domstol. Tvungne forsvindinger er også ulovlige i henhold til folkeretten.
Et gennemgående træk ved bortførelserne har været den hyppige brug af militære domstole til at dømme civile. I 2006 afgjorde forfatningsdomstolen, at denne praksis er ulovlig. Hæren hævder fortsat, at den kan dømme civile for visse forbrydelser som “besiddelse af militært udstyr”, hvilket forklarer, hvorfor mange fanger fortæller om at have fået plantet røde baretter på sig. Men dette argument har et spinkelt retsgrundlag.
Hvad vi ikke ved
Vi kender ikke den organisatoriske infrastruktur bag bortførelserne og ved ikke, hvem der vidste hvad og hvornår. Vi ved ikke, om tilbageholdelserne var planlagte, eller om de løb løbsk under konkurrerende sikkerhedsnetværks indbyrdes kamp om indflydelse. Vi ved ikke, hvem der protesterede imod eller opfordrede til tilbageholdenhed. Og ud over drypvis sladder ved vi ikke meget om dynamikken i toppen af Ugandas militær. Især ved vi ikke, hvordan bortførelserne har påvirket det rivaliserende forhold mellem en fremadstormende SFC og resten af hæren. Dette betyder noget, fordi SFC-chef Muhoozi (Musevenis søn, red.) siges at ville efterfølge sin far på præsidentposten.
Vi ved heller ikke, hvor mange der er blevet dræbt. Flere af dem, der har været bortført, har fortalt forfærdelige historier om mennesker, som de blev tilbageholdt sammen med, og som døde, men ingen sikkerhedstjenester har nogensinde erkendt sådanne hændelser.
Den største ubekendte er imidlertid også den mest hjerteskærende. Hvor er de savnede mennesker, og hvornår kommer de tilbage?
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af African Arguments under Creative Commons-licens. Forfatterne har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.