Mandag den 28. juni 2021 vågnede sydafrikanerne op til nye vidtrækkende restriktioner, som præsident Cyril Ramaphosa havde annonceret i en tv-transmitteret tale aftenen før. De kom som følge af landets tredje coronabølge, der havde presset sundhedsvæsenet til det yderste. Det samme kunne man sige om nationens tålmodighed og evne til at leve med restriktionerne, der udover nedlukninger og afskedigelser på stribe havde været årsag til, at de millioner af sydafrikanere, der lever fra hånden til munden af deres dagsbetalte jobs, ikke kunne brødføde hverken sig selv eller deres familier.
Zuma skal i fængsel
Alligevel blegnede sådanne realiteter i forhold til nyheden, der hurtigt ryddede alle forsider og nyhedsudsendelser den følgende dag, tirsdag den 29. juni: Landets tidligere præsident, Jacob Zuma, skulle i fængsel. Idømt 15 måneder for foragt for retten i forbindelse med en igangværende høring i den såkaldte Zondo-kommission, som skulle klarlægge nøjagtigt, hvor galt det var fat med den grove korruption, der under Zumas embede var ved at tage magten helt ud af hænderne på staten og køre landet i sænk. Men Zuma viste sig uvillig til at samarbejde og nægtede at møde op og svare på de spørgsmål, der skulle give indsigt i hans involvering.
Men historien om Zuma hænger sammen med fortællingen om Sydafrika og landets nuværende udfordringer.
Frihedskæmperen der steg til tops
Jacob Gedleyihlekisa Zuma blev født for 79 år siden i Nkandla, en lille landsby i KwaZulu-Natal provinsen på Sydafrikas østkyst. Han fik aldrig nogen nævneværdig skolegang, men tilsluttede sig i en tidlig alder ANC og blev aktivt medlem af organisationens militære gruppe, Umkhonto we Sizwe, hvilket endte med at koste ham ti år på Robben Island, hvor han sad fængslet med Nelson Mandela og en række andre prominente ANC-profiler. Derefter fulgte år i eksil i Swaziland, Mozambique og Zambia, hvor han fortsatte sit arbejde som leder af ANC’s efterretningstjeneste.
Da forbuddet mod bevægelsen blev ophævet i 1990, kom han tilbage til Sydafrika og steg hurtigt i graderne, indtil han blev udnævnt til vicepræsident under Thabo Mbeki i 1999. De to havde siddet fængslet sammen i Swaziland år forinden, men det betød åbenbart ikke mere for Zuma, end at han skubbede sin gamle modstandskammerat af pinden under et kampvalg om posten som leder af ANC-partiet i 2008.
Dermed var tonen lagt. Allerede inden han året efter også tiltrådte som landets præsident, var Zuma omgivet af en lang række dubiøse forhold. Ikke mindre end 783 anklager om korruption, svig, afpresning og hvidvaskning måtte tages af bordet, inden han kunne blive præsident. Disse blev senere taget op igen. Anklager, hans støtter mente, var politisk motiveret.
Det samme mantra lød, da Zuma nu her på den anden side af sin skandaleplagede præsidentperiode blev stillet til ansvar for den omfattende korruptionskultur, der havde præget hans embede og var gået hen og blevet synonym med ANC. De ni år han sad på posten, hvor partiet for alvor skulle bære stafetten videre og vise, at de kunne fortsætte landets opadgående kurs siden de første demokratiske valg i 1994, gik det i stedet den anden vej til stor skade for Sydafrikas økonomi og politiske omdømme.
Her vil især skandalerne om opgraderingen af Zumas private hjem Nkandla, i nærheden af fødestedet med samme navn, til en værdi af en kvart milliard Rand – på skatteydernes regning mens folk omkring ham hverken havde rindende vand eller skolebøger til deres børn – gå over i historiebøgerne. For slet ikke at tale om den helt store sag om hans venskab med de tre indiskfødte Gupta-brødre, der fik lov til at købe sig vej helt ind i adskillige ministerier for at kunne drive deres erhvervsimperie og samtidig hive milliarder af rand ud af Sydafrika. Så galt gik det, at Zuma til sidst blev tvunget til at gå af og efterlod sig et land, hvor funktionen af en lang række offentlige institutioner var helt i bund, og det samme var befolkningens tillid. Fremtiden tegnede ikke længere lys.
Zuluen Zuma
Ikke desto mindre lovede Zumas tilhængere bål og brand, da dommen faldt, og folk stimlede sammen i hobetal i netop Nkandla. Der var selvfølgelig også dem, der bare kedede sig og ikke havde noget bedre at tage sig til grundet den enorme arbejdsløshed, som netop Zumas regering ikke havde formået at gøre noget ved, og som var blevet yderligere forværret af de mange nedlukninger forårsaget af coronarestriktionerne. Den perfekte storm var under opsejling.
I den forbindelse er det også værd at huske på, at KwaZulu-Natal provinsen, hvor Nkandla ligger, som navnet antyder, er Zulu-stammens hjemegn. I kulturen er det kutyme, ligesom i mange andre afrikanske stammer, at chief’en besidder en ubestridt anseelse, alt imens han hjælper med at få tingene til at ske i det omkringliggende samfund for en mindre eller større donation. Måske det er derfor den stolte Zulu Zuma igennem årene aldrig helt lod til at forstå, hvorfor han blev stillet til ansvar for det, der her på den anden side af den demokratiske retfærdighedslinje, betragtes som urent trav. ”Hvad har jeg gjort galt?” blev han ved med at sige.
Alligevel har de begivenheder, der fandt sted i dagene efter, han meldte sig til politiet, mindre at gøre med Zuma og mere at gøre med det land, han efterlod. For selvom uroen startede i KwaZulu Natal med kravet om, at eks-præsidenten skulle løslades, kom det hurtigt til at handle om meget mere, alt imens urolighederne bredte sig til Gauteng provinsen og storbyen Johannesburg. De tusindvis af mennesker, der stormede forretninger og shopping-centre, løb derind, for hvad skulle de ellers gøre for at vinde bare en lille smule hævd over deres håbløse situation; mærke en eller anden form for frihed. De løb derind, fordi det ANC, der skulle have skabt jobmuligheder og bedre leveforhold, i stedet havde puttet pengene i de forkerte lommer. De løb derind, fordi de var vokset op med fortællingen om apartheid, der havde frarøvet dem deres værdighed, indtil retfærdigheden og demokratiet endelig tog over og skulle give dem en bedre fremtid. Men ikke meget havde ændret sig. Hvor var retfærdigheden?
I flere dage mindede de scener, der udspillede sig med kampklædt politi og militær på gaderne, om noget man sidst så i 80’erne. Og på en måde var det kampen fra dengang – kampen for et bedre liv – der stadig var i gang. Hvad, de ikke vidste, var, at de efter alt at dømme var marionetter i et politisk magtspil. Større kræfter har efter alt at dømme orkestreret optøjerne, der også omfattede blokeringer af hovedveje. Kapringer af lastbiler med mad og forsyninger til resten af landet. Ildspåsættelse. Ligesom udvalgte fabrikker, lagre og anden nødvendig infrastruktur blev saboteret. 212 mennesker mistede livet. Over 2.550 mennesker er indtil videre blevet arresteret. 161 indkøbscentre blev udsat for massive ødelæggelser.
Mislykket oprørsforsøg
Ramaphosa har efterfølgende kaldt optøjerne for et forsøg på oprør. Et nøje planlagt angreb på landets demokrati i den hensigt at forkrøble økonomien og skabe social ustabilitet. I så fald peger pilen på, at Zuma-lejren som hævn for dommen har forsøgt at miskreditere Ramaphosa og hans forsøg på at rydde op i det rod, Zuma har efterladt. En opgave der påvirkes af, at flere af Zumas politiske kammerater stadig sidder i regeringen, hvor der nu eksisterer to fraktioner: Dem der er på Ramaphosas side, og dem der stadig støtter Zuma. De præcise sammenhænge vil tiden og efterforskningen vise.
Milliarder af rand er gået til spilde. Penge som meget bedre kunne være brugt til at bygge landet op og skabe bedre uddannelsesmuligheder og arbejdspladser for de selvsamme mennesker, der begik disse handlinger. De er de virkelige tabere her. For slet ikke at tale om udsigterne for resten af landet, der i forvejen var hårdt ramt af pandemien både i smittetal og økonomi. Hvad vil udenlandske investorer ikke tænke. Udsigterne virker dystre.
Sydafrikanerne selv, dem der bevarede roen og værdigheden, kan til gengæld sætte en ære i deres egen modstandsdygtighed. Ligeså mange der smadrede landet, ligeså mange satte sig imod dem. Ligeså mange smøgede ærmerne op i dagene, der fulgte, for at rydde op og komme ovenpå igen. Den evne ved det sydafrikanske folk og dets vilje til at skabe en bedre fremtid for deres land er måske det vigtigste, investorer kan tage med sig ud af kaosset.
Louise Egedal-Johnson har en bachelor i retorik og begynder på sin kandidatgrad på Afrikastudier til september. Hun er for nyligt flyttet tilbage til Danmark efter 17 år i Sydafrika og Namibia.