I 2018 talte borgerne i Cape Town ned til “Day Zero” – dagen, hvor kommunen vil være nødsaget til at lukke for vandhanerne, da der ikke var mere vand tilbage i byen. To dage inden ”Day Zero” fik de vigtigste institutioner afværget krisen ved hjælp af en adfærdsændring hos borgerne og et ordentligt regnskyl. Siden da har byen arbejdet på at undgå en lignede krise med vished om, at vandinfrastrukturen og vandforvaltningen i og omkring Cape Town skal gøres mere bæredygtig, da aktuelle klimaforandringer meget vel kan forårsage en lignende tørketilstand igen.
Ét af de områder, hvor der er behov for en bedre forvaltning af vandressourcerne, er i forhold til grundvandet under Taffelbjerget, der smukt hæver sig op i baggrunden af millionbyen.
Her har den danske ambassade i Pretoria i samarbejde med WWF, World Wide Fund for Nature og en række andre kerneinstitutioner inden for vandområdet oprettet ”Table Mountain Water Source Area Partnership” – et partnerskab, hvis overordnede vision er at øge vandsikkerheden i området gennem en forbedret forvaltning og viden om grundvandet. Opstarten af partnerskabet er finansieret af Danmark med 4,5 millioner kroner over to år.
Overordnet set er det vigtigt at få en bedre forståelse af grundvand i det hele taget i Sydafrika, da det er en ressource, som kun i meget lav grad bliver anvendt i modsætning til i Danmark. Kun 15 procent af Sydafrikas vand kommer fra grundvand, og i Cape Town er det kun 4 procent. Det er anslået, at blot cirka 10 procent af det tilgængelige grundvand i Sydafrika udnyttes i dag, og der ligger således et stort potentiale i at forbedre og udbrede grundvandsudnyttelsen.
En fælles front med stærke visioner
Efter en lang og sej ventetid forårsaget af et år med Covid-19 og hårde lockdowns i landet kunne partnerne i partnerskabet endelig mødes i maj 2021. På en smuk og vindblæst efterårsdag i Cape Town satte partnerne sig sammen omkring bordet for at diskutere, hvad vi i fællesskab gerne vil opnå gennem dette partnerskab, som den enkelte institution ikke kan komme i mål med på egen hånd.
For netop når forskellige aktører inden for området går sammen og strømliner deres indsats, kan man i fællesskab fremme en mere effektiv vandhåndtering med bedre respons. Et partnerskab som dette er også med til at give en bred palet af videnskabelige og on the ground-perspektiver, som kan være med til at styrke beslutningsprocessen. Et partnerskab kan gøre håndteringen af en eventuel konflikt robust, øge den sociale og institutionelle kapacitet til at håndtere komplekse vandforvaltningsmæssige spørgsmål og kan være med til at formidle og integrere viden.
Disse perspektiver har været med til at lægge grundstenene for partnerskabet – en grundlæggende idé og tro på, at vi løfter bedre og mere i flok.
For at sikre et velfungerende partnerskab har vi talt om vores uenigheder og forskellige perspektiver på, hvad der gør vores fælles arbejde succesfuldt. Partnerne i partnerskabet spænder bredt – helt fra kommunen i Cape Town, Vandministeriet, forskningsinstitutioner, Danmark som en international donor og private virksomheder – og derfor er der også mange forskelligartede perspektiver, der skal rummes under samme paraply.
Gennem det seneste år har WWF som sekretariat for partnerskabet brugt tid på at identificere de 12 spændingspunkter – områder, som partnerne har forskellige syn på, eller hvor der har hersket en uenighed om, hvilken vej vi skal. Spændingspunkterne centrerede sig blandt andet om formen og funktionen af partnerskabet, hvor vi diskuterede, hvem hver partner fremadrettet ser som værende de faste medlemmer, og hvordan vi forholder os til løbende inddragelse af nye medlemmer.
Fra dansk side er vi særligt interesseret i at understrege en potentiel værdi i at have én fast medlemsgruppe, som også udgør styringskomitéen, og samtidigt have en ”ydre” ring af primært privatsektor medlemmer, som kan være sponsorer, men som ikke vil være aktive i projekterne. Dette vil give både sydafrikanske og danske virksomheder muligheden for at være en del af partnerskabet ved at være en del af den ”ydre” ring, som vil være attraktivt for virksomhedernes egen profil og samtidigt kan bidrage til, at partnerskabet fortsat kan være økonomisk bæredygtigt, også efter den danske støtte slipper op.
Dagen bød på mange diskussioner, hvor én ting stod klart – partnerskabet satser i fælleskab på at gøre vandforsyningen i Cape Town mere sikker gennem en bedre grundvandsforvaltning. Men når man satser fælles, så deler man ikke kun fordelene – man er ligeledes med til at dele risiciene. Derfor er det netop essentielt at afklare, hvem vi er, og hvad vi står for, så vi står som en fælles front, der kan håndtere både succeser og udfordringer.
Drømmene og målene er store
Efter en dag med refleksioner og diskussioner var budskabet klart: Table Mountain Water Source Area partnerskabet er og skal være en frontløber, hvad angår partnerskaber inden for vandressourceforvaltning i Sydafrika. Partnerskabet har det primære formål at mobilisere og aktivere de lokale beboere og virksomheder i Cape Town til at bidrage til forvaltningen af grundvandsressourcen. Derudover arbejder partnerskabet også for at påvirke beboere og virksomheder til at tage et større ansvar i forhold til beskyttelsen af grundvand gennem en adfærdsændring. Derfor er det partnerskabets vigtigste opgave at støtte kommunen og andre aktører med mandat til at handle.
På nuværende tidspunkt løber partnerskabet frem til 2022, hvor støtten fra Danmark slutter. Dog var der stor enighed blandt partnerskabets medlemmer om, at arbejdet ikke allerede skal stoppe der, men at særligt de sydafrikanske partnere skal fortsætte samarbejdet. Fra dansk side er det ønskede mål netop, at vi kan være med til at søsætte projektet, som kan udmunde sig i et større og mere rodfæstet netværk i den sydafrikanske vandsektor.
Danmark skal ikke nødvendigvis være med som fast partner fremadrettet, i stedet har vores mål hele tiden været, at vi skal være med til at opbygge et stærkt netværk, som kan formå at være økonomisk bæredygtig og spille sit mandat, også uden projektstøtte fra internationale donorer. Dermed er den danske ambassade i Pretorias mål at være med til at vise, at vejen til en bæredygtig fremtid med bedre og mere sikker adgang til vand skal ske gennem et stærkt samarbejde.
Mille Poulsen Jefsen er projektassistent for vandsektorprogrammet på den danske ambassade i Pretoria
Jørgen Erik Larsen er sektorrådgiver for vand, energi, forskning og innovation på den danske ambassade i Pretoria