GLOBUS klar til at erstatte Genbrug til Syd

gettyimages-536202190
Et centralt formål for den nye pulje er oplysning og engagement, navnlig blandt unge. Skole for gadebørn i Kenya.
Foto: In Pictures Ltd./Corbis via Getty Images
Kirsten Larsen

27. august 2021

”Danmark skal gøre meget mere for at støtte erhvervsuddannelser i udviklingslandene, men også for at engagere danskere under uddannelse i udviklingssamarbejde.” Sådan lød mantraet fra tidligere udviklingsminister Rasmus Prehn, der på finansloven for 2021 fik afsat 10 millioner kroner ”til at engagere unge danskere under uddannelse og lærlinge i udviklingssamarbejdet gennem udvekslingsbesøg til udviklingslande.” Pengene skulle tages af den del af udviklingsbistanden, der er øremærket information og oplysning.

Fra genbrug til cirkulære projekter
Hvordan tanken skal føres ud i livet, fremgår af en såkaldt konceptnote, Udenrigsministeriet torsdag lagde frem for en helt ny pulje: GLOBUS – Genbrug til Syd og Uddannelsesudveksling. I alt afsættes der 18,8 millioner kroner til puljen, hvoraf de 8,8 millioner kommer fra den 40 år gamle Genbrug til Syd-pulje, der i samme omgang skal moderniseres og omlægges ganske kraftigt.

Væk er det gamle begreb, Genbrug til Syd. Nu tales der om ”cirkulære projekter”, der – som tidligere – kan omfatte indsamling, renovation og forsendelse af brugt kvalitetsudstyr. Men nu stilles der krav om, at projekterne skal indgå i en uddannelsesmæssig sammenhæng. De skal i øvrigt også både klima- og miljøscreenes.

Målet er at skabe synergi mellem puljens 2 spor: ”Det er forventningen, at flere af de nuværende brugere af Genbrug til Syd kan bringe deres ekspertise i spil sammen med danske uddannelsesinstitutioner,” hedder det således. Hvordan pengene skal fordeles mellem henholdsvis uddannelsesudveksling og ’cirkulære projekter’, fremgår ikke.

Den nye pulje omfatter såvel formel som uformel uddannelse og kan søges af alle typer danske uddannelsesinstitutioner, elev- og studenterorganisationer og andre aktører med tilknytning til uddannelsessektoren. Men også af civilsamfundsorganisationer, socialøkonomiske virksomheder og erhvervsdrivende fonde. ”Det centrale er, at projektet engagerer danskere under uddannelse i Danmark, har fokus på verdensmålene, og udviklingssamarbejde og gennemføres sammen med en partner i Syd.”

Vægt på information
Et centralt formål for den nye pulje er oplysning og engagement, navnlig blandt unge. Ansøgere vil skulle fremlægge en kommunikationsplan for, hvordan projektets målgrupper oplyses om og engageres i projektet. Der vil også kunne søges om midler til at informere andre end den primære målgruppe. Fra den nye pulje kan bevilges beløb mellem 20.000 op til maksimalt 900.000 kroner over en 3-årig periode.

Renovationsværksteder overlever og nye åbner
Under Genbrug til Syd-ordningen blev der etableret en række renovationsværksteder rundt omkring i Danmark for at tjekke og renovere indsamlet udstyr, inden det blev sendt sydpå. De værksteder har levet en noget usikker tilværelse i den lange periode, ordningen er blevet evalueret og revurderet.

Den usikkerhed er nu slut, i hvert fald delvist, for der afsættes både ressourcer til at fortsætte de renoveringsværksteder, der allerede er opbygget, men også til at åbne nye. Her er der især fokus på sundhed, og der lægges op til, at de fungerende renoveringsværksteder inden for sundhed i Aalborg og Region Hovedstaden skal suppleres af 3 tilsvarende i Region Midt, Syd og Sjælland.

GLOBUS skal forvaltes af en ekstern forvalter. Puljeforvalterrollen kommer i udbud inden for de kommende dage, og puljen forventes at blive lanceret i starten af 2022.

Stor omlægning ved at være på plads
Med GLOBUS er den store omlægning af udviklingsbistandens støtte til oplysning ved at være på plads: Udenrigsministeriet har udvalgt 4 konsortier til at komme med bud på Magasinet 360 Graders efterfølger, og det er også lagt fast, at den gamle Oplysningspulje afløses af en ny Oplysnings- og Engagementspulje.

Læs også: Udenrigsministeriet løfter sløret for ny oplysnings- og engagementspulje

Denne nye pulje er der bred interesse for, viste det store fremmøde til en høring torsdag, som Udenrigsministeriet holdt om puljen. Der er i øvrigt endnu en ganske kort frist, nemlig til og med tirsdag den 31. august, til at komme med høringssvar til Oplysnings- og Engagementspuljen.

Også forvalteren af denne pulje skal findes via et udbud. Det ventes at ske i løbet af oktober.