Udenrigsministeriet løfter sløret for ny oplysnings- og engagementspulje

pala3_brian_berg-800px
Udenrigsministeriet vil engagere danskerne mere i udenrigs- og udviklingsspørgsmål.
Foto: Brian Berg/Mellemfolkeligt Samvirke
Gerd Kieffer-Døssing

20. august 2021

Efter et par år, hvor det ikke har været muligt at søge Danida-midler til oplysning om udvikling og udviklingssamarbejde, er der nu udsigt til, at organisationer, medier og andre fra foråret 2022 igen kan søge Danida om støtte til deres oplysningsaktiviteter.

Det står klar, efter at Udenrigsministeriet torsdag udsendte et udkast til en såkaldt konceptnote for en helt ny pulje: Oplysnings- og Engagementspuljen, der – som ventet, og som navnet signalerer – sigter imod at kombinere Danidas årtier gamle Oplysningspulje, der blev lukket i 2020, med den Engagementspulje, der i 2020-2021 har erstattet Oplysningspuljen. Den nye pulje skal ”oplyse danskerne om udviklingssamarbejde og Verdensmålene og engagere danskere i at gøre en forskel i forhold til Danmarks rolle i verden.”

Læs også: Alt er i spil i Danidas omlægning fra oplysning til engagement

25 millioner kroner lægger ministeriet op til at afsætte årligt til den nye pulje. Heraf skal de 20 millioner kroner udbetales som støtte. Det er nogenlunde på linje med de 18 millioner kroner, der til og med 2020 var afsat årligt til Oplysningspuljen (17 millioner) og rejsestipendier (1 million).

Ekstern forvalter skal findes i udbud 
I hele Oplysningspuljens levetid blev den administreret af Udenrigsministeriet selv, mens ansøgningerne blev behandlet af Danidas eget oplysningsudvalg, udpeget af udviklingsministeren. Engagementspuljen, derimod, er blevet administreret af Civilsamfund i Udvikling (CISU) på anmodning af Udenrigsministeriet.

Forvaltningen af den nye pulje skal sendes i åbent udbud. Det ventes at ske i oktober, og her kan CISU og andre eksterne aktører lægge billet ind på opgaven. Den nye forvalter skal også udpege et uafhængigt bevillingsudvalg på fem medlemmer blandt nominerede kandidater for en 4-årig periode. Bevillingsudvalget skal mødes i forbindelse med de to årlige ansøgningsrunder og vende tommelfingeren op eller ned for de enkelte ansøgninger på basis af indstillinger fra puljeforvalteren.

Efterspurgt nyskabelse – og årsrapport
Af de 5 millioner kroner, som den nye forvalter får at råde over hvert år, er kun de 1,5 millioner afsat til egentlig administration. Hele 3,5 millioner kan forvalteren bruge på en nyskabelse, der har været efterspurgt af brugere og evalueringer gennem mange år, nemlig ressourcer til aktiviteter, der kan være med til at sikre professionel erfaringsopsamling og -udveksling mellem de mange forskellige brugere fra vidt forskellige brancher.

Som eksempel nævnes en årlig ”high-profiled event for practitioners” inspireret af de Dialogdøgn, Udenrigsministeriet gennemførte i årene 2010-14. Andre muligheder er kurser, workshops og tekniske seminarer. Udkastet lægger også op til, at puljen – modsat Danida selv – skal udgive en årsrapport med eksempler på opnåede resultater og en redegørelse for puljens prioriteringer.

Færre, men større projekter
Den seneste evaluering af Danidas oplysningspulje kritiserede blandt andet, at midlerne blev spredt ud over for mange og for små initiativer, og at det gik ud over gennemslagskraften. Det har Udenrigsministeriet i høj grad lyttet til. Hele 16 af puljens 20 årlige millioner støttekroner reserveres således til større initiativer, som mindst tre partnere skal stå bag. Sådanne projekter kan hver tildeles 250.000-2.500.000 kroner.

Til mindre projekter afsættes 3,5 millioner kroner årligt. De kan hver få 100.000-200.000 kroner. Her er der ikke krav om, at flere aktører skal stå bag en ansøgning.

Endelig er der afsat 500.000 kroner om året til rejsestipendier. Her kan der søges om 25.000-100.000 kroner pr projekt. Det er det halve af den million, der tidligere var til rejsestipendier, og med den nye minimumsgrænse for støtte og det nye, høje maksimumsbeløb lægges der op til, at langt færre end tidligere kan få del i rejsestipendierne. Forventningen er også her en større samlet effekt af de færre, men større stipendier.

Barrierer for ’Tordenskjolds soldater’
Udkastet til den nye pulje er gennemsyret af udviklingsministerens og Udenrigsministeriets udtalte ønske om at nå ud over de i forvejen indviede og ud til nye målgrupper, der hidtil ikke har viet udvikling og verdensmål megen opmærksomhed.

Det bliver også signaleret klart, at den nye pulje prioriterer støtte til aktører, der ikke i forvejen har adgang til Danida-støtte. De etablerede udviklingsorganisationer som MS og Folkekirkens Nødhjælp bliver behændigt gjort opmærksom på, at de kan bruge en del af den Danida-støtte, de allerede får, til oplysningsformål, så hvis de vil søge, skal det være i strategiske samarbejder med andre aktører.

GLOBUS til undervisningssektoren
Udenrigsministeriet signalerer også, at den nye pulje i mindre grad, end det var tilfældet med Oplysningspuljen, skal bruges af undervisningssektoren.

Den henvises til en anden nyskabelse, GLOBUS, der fra næste år skal afløse den tidligere Genbrug til Syd-bevilling, men som der endnu ikke er kommet meget ud om. Undervisere og uddannelsesinstitutioner vil dog fortsat kunne søge om støtte i Oplysnings- og Engagementspuljen, men så skal det være sammen med mindst to andre partnere.

Omtumlede år
Det nye udspil fra Udenrigsministeriet lægger op til at sætte punktum for et par omtumlede år for Danida-støtten til oplysning. I foråret 2020 suspenderede Udenrigsministeriet i al stilfærdighed den årtier gamle oplysningspulje og rejsestipendierne. Til gengæld kom en ny midlertidig pulje, Engagementspuljen, til. I første omgang kun i 2020, men i foråret fik den et år ekstra og blev åbnet for ansøgninger i 2021.

Læs også: Først røg oplysningspuljen og nu 360° – hvad har UM gang i?

Det er de to puljer, der nu smelter sammen i den nye pulje i et forsøg på at, som det hedder, ”sikre de bedste kvaliteter fra begge puljer.”

Udkastet til den nye pulje (PDF) er sendt i høring frem til og med 31. august, og Udenrigsministeriet har inviteret til et møde om udspillet torsdag den 26. august. Det forventes, at opgaven med at forvalte puljen kan gå i udbud i oktober, og at puljen vil være på plads i april 2022 og annoncere ansøgningsfrister.