69 point til Danmark
The Commitment to Development Index (CDI) rangerer årligt verdens 40 mest magtfulde lande i forhold til deres politik på otte områder, som har indflydelse på livet for flere end fem milliarder mennesker, som bor i verdens fattige lande. Danmark er et af disse 40 lande.
Rationalet er, at ”udvikling” er meget mere end bare udviklingsbistand, og for at skabe et overblik, har tænketanken Center for Global Development givet de 40 lande point inden for følgende otte politikområder:
- kvantitet og kvalitet af udviklingsfinansieringen
- investeringer
- migration
- handel
- miljø
- sundhed
- sikkerhed
- teknologi
Danmark lander samlet set på en 10. plads med en score på 69 ud af 100 mulige. Sverige er nummer ét med 100 point, Norge er nummer tre med 75 point, og Finland er nummer otte med 71 point. Det sidste nordiske land, Island, er ikke med på listen.
Vi får følgende ord med på vejen:
”Danmark ligger nummer 10 på udviklingsindekset. Dets bedste score er på udviklingsfinansiering, hvor det rangerer som nummer fem for sin generøse finansiering og tendens til at prioritere fattigere lande. Det rangerer også i top 10 i fire andre komponenter (handel, miljø, sundhed og sikkerhed).”
”Danmark har mest plads til forbedringer i forhold til migrationspolitikken, hvor det ligger på en 24. plads. Det bør sikre, at migrantarbejdere har tilstrækkelige rettigheder og fjerne de barrierer, som migranter står overfor, når de skal have adgang til arbejdsmarkedet.”
”Når vi vurderer Danmarks forhold til forventningerne ud fra dets indkomstniveau, falder placeringen til 23.”
Læs mere hos Center for Global Development.
Snart ikke mere olie for udvikling
Det er mere reglen end undtagelsen, at store forekomster af olie fremmer korruption og andre beslægtede dårligdomme. Ressourceforbandelsen kalder man det, og lande som Angola og Ækvatorialguinea er eksempler på, at rigdommen i undergrunden ofte kun kommer en lille elite til gode. Anderledes er det i Norge, hvor olien finansierer en gavmild velfærdsstat og en udviklingsbistand, der giver de fleste andre lande baghjul.
I 2005 etablerede udenrigsministeriet i Oslo programmet ”Udvikling for olie” sammen med fem andre ministerier. Formålet var at hjælpe partnerlande med at forvalte olie- og gasressourcer på en måde, der fremmer bæredygtig økonomisk vækst og velfærd.
Men nu er tiden løbet fra programmet, mener regeringen, og derfor bliver der stille og roligt sat punktum for det. Det betyder konkret, at det bliver udfaset frem til 2024 – undtagen i Colombia, hvor det får lov at løbe til og med 2025.
”Klimaforandringerne er vor tids største udfordring. Det norske bistandsbudget skal have en stærk klimaprofil, bidrage til at opfylde Paris-aftalen og sikre udviklingslandenes langsigtede behov. Vi afvikler ’Olie for udvikling’ for at omprioritere midlerne og trække bistandsbudgettet i en grønnere retning,” skriver udviklingsminister Dag-Inge Ulstein.
Svenske milliarder
I denne uge har den svenske regering fremlagt sit forslag til finanslov for 2022. Regeringens parlamentariske situation er kompliceret, så der skal nok komme ændringer i budgettet inden vedtagelsen. Men på et punkt skal man ikke forvente de store diskussioner. Det gælder den ene procent af landets bruttonationalindkomst (BNI), som igen i år er afsat til udviklingsbistand. Her er der flertal i Riksdagen.
Den svenske økonomi er vokset siden sidste år, og det betyder, at der er omkring fem milliarder kroner mere til udviklingsbistanden – alt i alt 57,4 milliarder, som svarer til 42 milliarder danske kroner.
Så meget giver de nordiske lande i udviklingsbistand
Nu har vi været omkring både den danske, svenske og norske udviklingsbistand, så lad os lige tage et hurtigt overblik over udviklingsbistanden fra alle fem nordiske lande. Tallene er fra 2020 og kommer fra OECD DAC – udviklingskomiteen under den økonomiske samarbejdsorganisation for de mest velhavende lande, OECD.
Sverige: 1,14 procent af BNI = 6,35 milliarder dollars
Norge: 1,11 procent af BNI = 4,2 milliarder dollars
Danmark: 0,73 procent af BNI = 2,65 milliarder dollars
Finland: 0,47 procent af BNI = 1,27 milliarder dollars
Island: 0,29 procent af BNI = 0,97 milliarder dollars
Sverige, Norge og Danmark er altså med i den meget lille klub af lande, som lever op til FN’s mindstemål for udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI. De øvrige i klubben er Tyskland, Luxembourg og Storbritannien. Storbritannien har dog skåret kraftigt ned, og forlader derfor klubben.
Braindrain fra Afghanistan til Storbritannien
I Bistanden kort 17. november 2020 fortalte jeg om organisationen Cara (The Council for At-Risk Academics), der hjælper forskere og akademikere væk fra krigs- og krisezoner til universiteter i Storbritannien, hvor de kan fortsætte deres arbejde. For et år siden lød det fra organisationen, at den havde travlt som aldrig før.
Nu har situationen i Afghanistan, hvor den islamistiske bevægelse Taliban i august erobrede magten, skabt endnu mere travlhed i organisationen, som har til huse i London. For tiden er den involveret i at evakuere flere end 150 akademikere fra det krigshærgede land, og den første er for nylig ankommet til Storbritannien sammen med sin familie. Det drejer sig om en mandlig sociolog, der fortsætter sin ph.d.-uddannelse på et britisk universitet.
Flere end 30 universiteter og colleges har siden Talibans magtovertagelse meldt sig til at tage imod afghanske akademikere.
Læs mere om Caras arbejde med akademikere fra Afghanistan på organisationens hjemmeside.
Må kvinder hjælpe i Afghanistan?
Efter de første tumultariske dage som fulgte Talibans magtovertagelse har FN og en række hjælpeorganisationer sagt, at de agter at blive i Afghanistan og fortsætte deres arbejde med at hjælpe de mange nødstedte og udsatte.
De nye magthavere har da heller ingen interesse i, at de humanitære aktører forlader landet – tværtimod. Mange steder er de nemlig helt nødvendige for at sikre befolkningen blot et minimum af for eksempel sundhedsydelser. Derfor har Taliban-regeringen forsikret FN om, at arbejdet kan fortsætte som hidtil.
Men kan det nu også det, spørger man i organisationerne. For hvis de ikke kan få en håndfast garanti for, at deres kvindelige medarbejdere kan arbejde uhindret, så er flere af dem ikke parate til at starte helt op igen. Som det er nu, varierer forholdene fra provins til provins.
Det er The New Humanitarian, som har historien.
”FN’s fødevaretopmøde er udemokratisk”
FN’s fødevaretopmøde (Food Systems Summit) afholdes i denne uge i forbindelse med FN’s generalforsamling i New York. Men det bliver uden deltagelse fra blandt andre organisationerne La Via Campesina og World Forum of Fisher People, der repræsenterer mindre madproducenter, samt miljøorganisationer som Friends of the Earth International. De boykotter nemlig mødet, fordi det efter deres mening er et skridt tilbage i kampen for bæredygtige, demokratiske, og retfærdige madsystemer.
Problemet er, at mødet i år er arrangeret af World Economic Forum, som de boykottende organisationer betegner som en interesseorganisation for private virksomheder, og ikke af FN’s landbrugsorganisation, FAO, som plejer at være arrangør. Det gør mødet udemokratisk, lyder det fra organisationerne.
I et indlæg hos Al-Jazeera udlægger Elizabeth Mpofu fra Zimbabwe og Edgardo Garcia fra Nicaragua detaljerne i kritikken.
Fra Globalnyts egne sider
Her til sidst et tilbageblik på de historier fra den udviklingsorienterede og humanitære sektor, som vi har bragt i den seneste uge.
Biometriske data – fingeraftryk og scanninger af irissen i øjet – bliver mere og mere udbredt som identifikationsmiddel. Det gælder også i nødhjælpssektoren. Men dataindsamlingen er (surprise!) ikke uden bagsider, for hvad sker der, når de forkerte får fat i de mange data? Det har Toke Møldrup Wolff fra Center for Afrikastudier, Københavns Universitet set på.
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri har åbnet kontor i Nairobi, men det er ikke med eksportfremme for øje, lyder det. Kontoret skal først og fremmest hjælpe lokale partnere i Kenya og Østafrika.
Indonesien og Norge havde egentlig lavet en aftale, som betød, at indoneserne ville lade være med at fælde skov, mod at nordmændene sendte en check. Men nu siger Indonesien nej tak til pengene og dropper aftalen.
Kan du huske, at en masse lande, institutioner og organisationer for fem år siden aftalte, at en fjerdedel af finansieringen til humanitær bistand skulle gå gennem lokale aktører? Det går ikke så godt med målsætningen, men der er ved at ske noget. Spørgsmålet er, om de danske organisationer er klar til forandringens vinde, skriver Mie Roesdahl fra ngo’en Conducive Space for Peace.
Uden subsidier har størstedelen af indbyggerne i verdens fattigste lande ikke en chance for at kunne omstille sig fra at bruge fossile brændstoffer til at bruge bæredygtig energi, skriver Ole Therkildsen fra DIIS i et blogindlæg.
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]
