Tid: 24/03/2018 20:30 til 24/03/2018 21:30

Sted:

Arrangør: N/A

Earth Hour

Lørdag er det Earth Hour – verdens største klimakampagne, hvor mennesker, virksomheder og byer over hele kloden slukker lyset i en time. Vil du være med? Så sluk lyset og sæt fokus på de klimaforandringer, der truer vores natur og vilde dyr.

Earth Hour er lørdag den 24. marts kl. 20.30 – 21.30.

Det har nemlig fatale konsekvenser for klodens dyr, når temperaturen stiger. En ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden viser, at hvis vores udledning af drivhusgasser fortsætter som nu, vil knap halvdelen af dyre- og plantearter i verdens vigtigste naturområder være i fare for at uddø indenfor de næste 50 år.

Earth Hour handler derfor i år om at sætte fokus på alt det, vi vil bevare. Isbjørnen, pandaen, havskildpadden og orangutangen er kun eksempler på dyr, der allerede kæmper for at overleve, og som vil blive sat yderligere under pres af klimaforandringer. De fortjener en stemme i klimadebatten. Derfor er årets budskab:

Sluk lyset og tænd for livet.

I Danmark bakker en lang række kommuner og virksomheder op om kampagnen med forskellige tiltag, ligesom Randers Regnskov danner rammen om det officielle danske Earth Hour event.

Her vil der i løbet af dagen være en masse forskellige aktiviteter med klimaforandringerne i fokus op til kl. 20:30, hvor lyset i regnskovskuplen slukkes.

Hvad kan du gøre for klimaet?

WWF Verdensnaturfonden har lavet denne lille guide, som kan hjælpe dig med at blive mere klimavenlig i hverdagen. Det er små ting, som du kan gøre allerede i dag. Find guiden her.