Tid: 30/01/2019 09:30 til 30/01/2019 12:30

Sted: Landstingssalen, Christiansborg

Arrangør: N/A

Høring om systematisk brug af seksuel vold som krigsvåben (København)

Folketingets Udenrigsudvalg afholder i samarbejde med Folketingets Tværpolitiske Netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder en åben høring om systematisk brug af seksuel vold som krigsvåben.

Formålet med høringen er at opnå en større indsigt i systematisk brug af seksuel vold som våben i krig og væbnet konflikt. Høringen vil således belyse omfanget af problemet og det tilknyttede internationale rammeværk. Der vil blive sat fokus på, hvad der gøres for at stoppe brugen af seksuel vold som krigsvåben samt afbøde konsekvenserne heraf. Samtidig vil der også blive diskuteret Danmarks mulige bidrag til bekæmpelse af seksuel vold i krig og væbnet konflikt.

Høringen er inspireret af uddelingen af Nobels fredspris i 2018, hvor Nobel-komitéen satte international fokus på seksuel vold i krig og væbnet konflikt, da fredsprisen blev uddelt til Denis Mukwege, der som læge har arbejdet med rehabilitering af ofre for krigsforbrydelser og Nadia Murad, som er overlever efter at have været udsat for seksuel vold.

Høringen vil ligeledes udgøre et vigtigt indspark til en opdatering af den danske handlingsplan om “Kvinder, Fred og Sikkerhed” udarbejdet af Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet for perioden 2020-2024.

På høringen vil der bl.a. være oplæg fra:

  • Ulla Tørnæs (V), udviklingsminister
  • Margot Wallström, interim udenrigsminister, Sverige, fhv. Special Representative of the UN Secretary-General on Sexual Violence in Conflict (2010-12) TBC
  • Madeleine Rees, generalsekretær for Women’s International League for Peace and Freedom • Dr. Sennen Hounton, UNFPA-landerepræsentant, den Demokratiske Republik Congo
  • Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp
  • Merete Engell, sygeplejerske og forfatter, Læger Uden Grænser

Programmet kan læses her.

Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest dagen før kl. 12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Tilmeld dig her.

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.

Høringen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under “TV fra Folketinget”. Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.