Tid: 14/04/2019 17:00 til 14/04/2019 20:00
Sted: Restaurant Øens Spisested, Hombladsgade 71 i kulturhus Prismen på Amager.
Arrangør: N/A
CAFx: The Human Shelter – Fine Dining med instruktør
Eksklusiv filmvisning med efterfølgende flere-retters middag i selskab med filmens instruktør Boris Benjamin Bertram. Kom til en fantastisk søndags filmmiddag hos den hyggelige og altid udsøgte restaurant Øens Spisested i PRISMEN. Du kan efter filmen møde filmens instruktør Boris Benjamin Bertram henover en intim middag med maks 25 deltagende. Boris vil fortælle om filmens tilblivelse og sine personlige oplevelser i processen samt besvare spørgsmål fra publikum.
The Human Shelter (2018, 58 min.) tager dig med på en poetisk ekspedition rundt om verden. Filmen er en antropologisk undersøgelse af, hvordan vi mennesker skaber vores hjem på jorden. Instruktør og opdagelsesrejsende Boris Benjamin Bertram begiver sig i løbet af to år ud på en sansemættet odyssé over fire kontinenter. Mens han filmer i ni lande, rejser han spørgsmål om begrebet hjem – et universelt fænomen i mange former: Hvornår bliver et flygtninge-shelter i Irak til et hjem? Hvad kan arktiske rensdyrnomader lære vestlige storbynomader om tid? Hvordan ser fremtidens hjem ud på Mars? På tværs af kulturer og kontekster åbner filmen på forunderlig vis sprækker ind til menneskets evne til at leve og udtrykke sig poetisk om det at skabe et hjem.
Pris 250,-. Bestil din billet via dette link