Tid: 18/09/2019 19:30 til 18/09/2019 21:00

Sted: Cafe Globen, Turesensgade 2b, 1368 København

Arrangør: N/A

Optakt til præsidentvalget i Argentina 2019 (København)

 

Den 27. oktober 2019 skal argentinerne til stemmeboksen for at vælge en ny præsident for de næste fire år. Vi har inviteret to argentinaeksperter, som vil give deres syn på, hvor Argentina er på vej hen og hvilke konsekvenser det nye valg har for landet, både økonomisk og socialt.

Ebbe Fischer – korrespondent i Argentina fra 2006-11 for Berlingske, Kristeligt Dagblad m.fl.
Ebbe Fischer vil give et historisk rids af situationen. Fra statsbankerotten i 2001 frem til i dag. Fokus vil særligt være på, hvordan Néstor Kirchner og siden hans kone Cristina Kirchner har påvirket Argentina (de sad på præsidentposten fra 2007-15). Néstor døde i 2010, men Cristina stiller nu op som vicepræsidentkandidat, og hun ser ud til at blive landets nummer to efter den nok kommende præsident Alberto Fernandez (hendes tidligere stabschef). Det har fået markederne til at ryste. Men hvorfor egentlig? Landet rummer enorme ressourcer, og afkastet kan blive stort, HVIS/NÅR økonomien kommer op i gear. Ebbe Fischer vil fokusere på Argentinas had-kærligheds affære med de internationale finansmarkeder.

Nicolas Jacobsen – er født og opvokset midt i den danske trekant syd for Buenos Aires. Han har været bosat i Danmark siden 2003 og er uddannet Cand. Soc. i Udvikling og Internationale Forhold – Latinamerikanske Studier, AAU (Aalborg Universitet).
Der er flere kandidater til posten, men det ser ud til at valget står mellem den nuværende præsident Mauricio Macri fra Cambiemos (en koalition af centrum-højre og centrum-venstre partier), og Alberto Fernández fra el Kirchnerismo; det parti der havde regeringsmagten indtil 2015. Men valget drejer sig om mere end blot at finde en ny præsident. Det handler i lige så høj grad om at definere hvilken retning Argentina vil fortsætte i efter valget.

Valget står mellem en liberal markedsorienteret politik, som indtil videre ikke har formået at skabe de forventede økonomiske resultater til at løse grundlæggende problemer som fattigdom, arbejdsløshed, og inflation; og en populistisk statsdreven politik, som tidligere heller ikke formåede at løse de samme grundlæggende problematikker i det argentinske samfund. Med andre ord, valget står mellem en langsigtet politik, som de mest sårbare ikke har tid til at vente på, og en kortsigtet politik, som kun virker som plaster på såret. Et valg i et land, hvor det langsigtede perspektiv ikke får tid til at rodfæste sig, og det kortsigtede perspektiv altid foregiver at være det rigtige.

Deltagelse er gratis, men det anbefales at komme i god tid.

Følg med på facebook