Tid: 30/09/2019 16:30 til 30/09/2019 19:30

Sted: CISU, Klosterport 4X, 3. sal, 8000 Aarhus C

Arrangør: N/A

Aarhus: Hvordan styrkes klima i udviklingsarbejde?

I udviklingsarbejde er der et stadig større fokus på at adressere de klimaudfordringer vi står overfor. Hvor klimaindsatser ofte udgør selvstændige projekter, ser vi et behov for at skabe muligheder for at klima også kan indtænkes i eksisterende udviklingssamarbejder med andre tematikker og indsatsområder. For bedre at kunne støtte medlemsorganisationerne i at integrere verdensmål 13 om klima i deres udviklingssamarbejde, er vi i CISU ved at udvikle et climate tool. Climate tool’et er et praktisk og let anvendeligt hjælperedskab til at integrere klima i ens udviklingssamarbejde. Det giver blandt andet konkrete eksempler på, hvordan klima kan tænkes sammen mellem forskellige verdensmål, og hvordan man kan undersøge muligheder for at integrere klima indenfor forskellige typer af projekter.

Målgruppe

Fyraftensmødet er for organisationer, som er nysgerrige på, hvordan de kan komme i gang med at integrere klima i deres udviklingssamarbejde, og/eller som er interesserede i at høre mere om CISUs nye climate tool og give inputs til udviklingen af dette tool. Det er ikke en forudsætning, at I tidligere har arbejdet med klima for at deltage i kurset.

Formål

Formålet er at støtte organisationer, som ikke har klima som deres kerneområde til at komme i gang med at integrere klima i deres udviklingssamarbejde. Vi vil også teste tool’et og samle tilbagemeldinger fra deltagerne, som vi vil bruge i processen med at målrette den endelige version af tool’et bedst muligt til CISUs medlemmer.

Indhold

På fyraftensmødet præsenteres CISUs nye climate tool, der er et redskab primært til planlægning af projekter for at undersøge, hvor der er potentiale for at integrere klima i udviklingsindsatser. Der vil være eksempler på, hvordan tool’et kan bruges til at blive opmærksom på kontaktflader mellem klima og andre tematiske områder. Efter præsentationen får deltagerne mulighed for at afprøve det på deres eget arbejde. Til sidst samler vi op på styrker og svagheder. Disse inputs bliver brugt i færdiggørelsen af tool’et for at sikre, at det bliver så brugervenligt som muligt.

Program

16.30-17.00 Velkomst og forventningsafstemning v. CISU

17.00-18.00 Præsentation af nyt climate tool v. Martin Enghoff, konsulent ved Nordic Agency for Development and Ecology: Der vil blandt andet være eksempler på, hvordan klimahandling kan kobles med forskellige verdensmål/sektorer og på de tre dimensioner af udviklingstrekanten.

18.00-18.30 Let forplejning

18.30-19.15 Test af climate tool’ets anvendelighed v. Martin Enghoff: her får deltagerne mulighed for at afprøve det nye climate tool på deres eget udviklingsarbejde og komme med forslag om ændringer til den endelige version af tool’et. Det kan eksempelvis være i forhold til koblinger til forskellige former for udviklingsindsatser

19.15-19.30 Opsamling og tak for i dag v. CISU

Kursusansvarlig: Rådgiver Maria Graversen

Pris 50 kr. Tilmelding her