Tid: 07/05/2020 19:00 til 10/05/2020 16:00

Sted: Makvärket, Teglværksvej 30, 4420 Regstrup (Vestsjælland)

Arrangør: N/A

Aktivistskole (3 dage): Klima før frihandel (Regstrup)

Den danske klimabevægelse er i stærk vækst for tiden, og vi elsker at sige, at vi har presset regeringen til at vedtage “verdens mest ambitiøse klimalov”. Men hvad gør politikerne egentlig? Vi kan ikke sætte vores lid til, at staten kan løse problemerne med business as usual. Klimakrisen kræver, at vi sætter spørgsmålstegn ved hele fundamentet for vores samfund og det politiske og økonomiske system, vi har skabt. Og det står klart, at vi er nødt til at ændre det system.

Første prioritet er private virksomheders rettigheder – dernæst kommer demokrati. Spillereglerne i handelssystemet og for international frihandel i dag er baseret på profitinteresser og ikke folkelige interesser. Det er et område for udnyttelse og udbytning af natur og mennesker til fordel for en lille elites profitmaksimering. Handelsaftaler udarbejdes i høj grad i samarbejde med og giver store multinationale virksomheder (udvidede) rettigheder og indflydelse til at overrule klima- og miljølovgivning. De gør det endda muligt for multinationale virksomheder som Shell, Monsanto og Vattenfall at sagsøge lande, hvis det pågældende land indfører ambitiøse klimatiltag, som virksomhederne mener vil påvirke deres fremtidige profit. Sådanne søgsmål sker gennem det, man kalder ISDS-mekanismen, som er en del af alle handels- og investeringsaftaler og undergraver vores demokrati.

Vi står midt i en galopperende klimakatastrofe og miljøkrise. Hvorfor har vi skabt, og hvorfor opretholder vi, et handelssystem, som ikke bare forhindrer, men aktivt modsætter sig klima- og miljøhandling? Hvorfor er det aldrig noget, vi taler om? Og allervigtigst: hvordan forandrer vi det?

Vi vil være sammen fra den 7. til 10. maj og dekonstruere de dominerende narrativer, retorikken og de politikker, der driver den kapitalocæne tidsalder og som dermed også forhindrer os i at skabe en fremtid bygget på klimaretfærdighed. Vi vil styrke vores fælles kritiske tænkning og vores viden om de skjulte barrierer, der dominerer vores samfund. Det er barrierer i den forstand at de sætter rammerne for, hvordan vi har mulighed for at handle og rammerne for hvilke drømme, vi kan føre ud i livet. Vi vil lære og dele erfaringer om direkte aktioner og civil ulydighed.

Vi insisterer på at (re)politisere klimahandling. Klimahandling handler ikke kun om videnskabelige kurver og tal, men er i allerhøjeste grad noget, der ikke kan adskilles fra social retfærdighed, antiracisme, dekolonisering, kampen mod ulighed, demokrati og magt, og som noget der altid må ses ud fra både det lokale og globale perspektiv.

Kom og vær med, når vi indtager Makvärket på Midtsjælland, hvor vi vil diskutere, dekonstruere og genskabe (https://makvaerket.wordpress.com/).

Program
Vi har inviteret et bredt udsnit af fantastiske og inspirerende politiske handlingsmennesker fra forskellige lande, som vil hjælpe med at facilitere vores fælles læring. Programmet vil blive opdateret løbende. Stay tuned!

Hvem er du?
Du er træt af snak uden handling. Du er ivrig efter at udvide din viden og efter at styrke din kritiske tænkning og repolitisere klimahandling. Deltagelse i aktivistskolen er selvfølgelig ikke bindende, men vi forventer, at du vil tage din læring med dig og bruge den aktivt sammen med andre. Ideen er, at vi skaber et aktivistnetværk på Makvärket, som fremover sammen vil bringe deres erfaringer i spil som konkrete klimaretfærdighedshandlinger. Efter Makvärket vil vi også facilitere rum, hvor aktivisterne aktivt kan bygge videre på deres erfaringer og planlægge, hvad der efterølgende skal ske.

Deltagelse koster en sølle 100lap pr. person, der vil dække en smule af maden i løbet af dagene. Det er da ok billigt.

Tilmeld dig ved at sende en mail til [email protected] senest den 1. april.