Tid: 25/05/2021 16:30 til 25/05/2021 18:00

Sted: Ungdomshuset Nørregade 60, 5000 Odense C

Arrangør: N/A

Omsorgens Pris – Feminist Talks i Odense

Overalt i verden bliver kvinders arbejde systematisk nedvurderet og taget for givet: Der findes ikke et sted, hvor kvinder tjener det samme eller mere end mænd. Ej heller et sted, hvor hus- og omsorgsarbejdet fordeles lige mellem kønnene eller respekteres som rigtigt arbejde.

Det er et problem i Danmark, hvor sygeplejerske og feminist Emilie Haug Rasch kæmper for ordentlig løn og værdige arbejdsvilkår for vores omsorgsarbejdere. Og det er et problem i Mellemøsten og Nordafrika, hvor palæstinensiske Asmaa Abu Mezied arbejder for kvinders rettigheder, adgang til arbejdsmarkedet og mere retfærdig fordeling af omsorgsarbejdet.

Hvordan påvirker uligheden kvindernes liv og muligheder? Hvordan kan vi som samfund lære at værdsætte kvinders arbejde på lige fod med mænds?

Under overskriften Feminist Talks mødes de to aktivister for at dele erfaringer, viden og værktøjer og gøre os alle klogere på, hvordan vi sammen kan gøre noget ved uligheden og uretfærdigheden omkring os.

Forlægger ved Rebel With Cause og bestyrelsesmedlem i Everyday Sexism Project Danmark, Iben Hendel Philipsen moderer samtalen, som foregår på engelsk.

Deltagelse er gratis. Tilmeld dig her (og husk coronapas).

Bliver du forhindret i at deltage, så giv meget gerne besked på [email protected], så vi kan give pladsen til en anden.

Arrangeret af: Oxfam IBIS