Tid: 17/08/2021 21:00 til 17/08/2021 21:00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55 1123 København K
Arrangør: N/A
Arabian Nights i Cinemateket: ”It Must Be Heaven” med introduktion (København)
Se den palæstinensiske film ’It Must Be Heaven’ med introduktion om instruktøren Elia Suleimans filmkunst ved June Dahy, der er studielektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Arrangementet er en del af filmfestivalen ‘Arabian Nights’.
“Jeg er stor fan af Elia Suleiman. ‘The Time That Remains’ og ‘Divine Intervention’ er for mig ligesom verdenslitteratur. De skildrer den næsten uudholdelige nærhed i Nazareths palæstinensiske samfund, presset som det er af det omkringliggende israelske, men samtidig er filmene så universelle i deres udtryk, at man umiddelbart forstår hans pointer,” siger June Dahy.
Hun er snart aktuel med antologien ‘Mellem grænsen og det grænseløse’ (redigeret sammen med Anita Pluwak).
Introduktionen foregår på dansk og varer ca. 20 minutter. Billetpris: 100/70 kr.
Om filmenDer er lidt Jacques Tati og Roy Andersson over dem, men ingen instruktører laver film helt som palæstinensiske Elia Suleiman: Snurrige, humanistiske, mildt satiriske og samtidig skarpsindige afdækninger af, hvordan det er at være borger og menneske uden en stat.
‘It Must Be Heaven’ var med i konkurrencen om Guldpalmen under Cannes-festivalen, og den følger Elia Suleimans stumme alter ego, ES, i forsøget på at finde ud af, hvad ord som “identitet” og “hjemland” egentlig betyder. Stumme ES prøver at undslippe sin hjemby Nazareth, hvor hans citrontræ ‘passes’ af naboen, rejser til Paris, hvor han prøver at skrive, men afbrydes af en insisterende fugl på tastaturet, og videre til New York, hvor han skal afsætte manuskriptet til en kommende film. Det er en deadpan-komedie om ikke at høre til – men også med et uforligneligt blik for det komiske i menneskets gang på jorden.
For overalt på sin rejse møder ES genkendelige typer, som Suleiman lakonisk sætter i ramme med billedkompositioner renset for larm. Filmen består således af en række omhyggeligt koreograferede tableauer, der giver indtryk af, at livet generelt er en temmeligt absurd opfindelse, men måske ingen steder mere end i Palæstina.
Med The Guardians ord: “For Suleiman er komik en form for retorisk, ikke-voldeligt statement. Men heri ligger også en alvor, en advarsel fra en tarotkortlæser, om at en palæstinensisk stat ikke bliver en realitet i hans levetid.”
Pointen – og sensibiliteten – genkender man fra instruktørens tidligere Israel/Palæstina-problematiserende film, ‘Chronicle of a Disappearance’ (1997), ‘Divine Intervention’ (2002) og ‘The Time That Remains’. Men det gør ingenting. Man er i både intelligent og behageligt selskab hos den gamle knark Suleiman.