Tid: 01/12/2021 18:30 til 01/12/2021 20:30

Sted: Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3, GLASSALEN, 2300 København

Arrangør: Nairobi Klubben

Debatmøde: Nichemedierne Globalnyt, Danwatch & Verdens Bedste Nyheder

Nairobi-klubben ønsker at sætte fokus på de tre nichemedier og deres mulighed for at sætte globale udviklingstendenser på dagsordenen i en dansk sammenhæng.

Vi starter med et kvarters oplæg fra hvert medie – med en orientering om mediets fokusområde, dets organisatoriske baggrund, fremtidige udviklingsplaner, ligheder og forskelle. Derefter en runde med kommentarer imellem de tre medier. Til slut åbnes der for kommentarer og spørgsmål fra de fremmødte deltagere.

Panelet: 

  • Globalnyt v. Laurits Holdt
  • Danwatch v. Jesper Nymark
  • Verdens Bedste Nyheder v. Thomas Ravn Pedersen

Baggrund

Mediebilledet omkring udviklingssamarbejde og andre globale udviklinger har ændret sig dramatisk siden Nairobi-klubben blev dannet i 1976. Over årene er der blevet skruet ned for de danske mediers journalistiske udenrigsdækning via udsendte eller faste reportere. Danske NGO’er har også neddroslet deres oplysningsarbejde og satser i stigende grad på kampagner knyttet til økonomisk støtte.

Det danske mediebillede er siden digitaliseringens start kommet under stor forandring. Oplagene rasler ned på papirmedierne, og en stribe nye rent digitale medier er opstået. Blandt disse også tre nye ’nichemedier’ indenfor vores felt, men med hver deres baggrund.

  • Globalnyt (2003) startet af den tidligere redaktør for Danidas ”Udvikling”, Jesper Søe, og senere omdannet til Foreningen Globalnyt.
  • Danwatch (2007) er stiftet i 2007 af Forbrugerrådet Tænk, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Solhvervsfonden og WWF.
  • Verdens Bedste Nyheder (2010) startede som en oplysningskampagne i 2010. Bag initiativet stod Globalt Fokus (det daværende NGO FORUM), Danida og FN.

Der er gratis adgang, men man skal melde sig til, for at kunne deltage.

Tilmelding her.