Nogle af mine bedste venner såvel som nære familiemedlemmer påstår, at jeg har fået den årlige Danmarks Indsamling til fattige mennesker i nogle af verdens fattigste lande på hjernen. Det må jeg give dem ret i! I hvert fald har jeg i årevis skrevet om et indsamlingsformat, som jeg finder uanstændigt og utidssvarende.
Især fordi fokus overvejende er på os selv, de privilegerede i det ”lille land med det store hjerte.” Alene dette usmageligt selvforherligende slogan for indsamlingen kan få mig til at råbe: ”Hvad fanden har de gang i? Tror de, vi er idioter?”
For det passer jo ikke! Da slet ikke i dag. Selvfølgelig er det rigtigt, at Danmark er et lille land, både i areal og befolkning. Men at vi danskere sådan i al almindelighed skulle være udstyret med et specielt stort hjerte, forekommer i stigende grad at være vanskeligt at føre bevis for. Medmindre vi som ministre og ordførere noget forstemmende gør nærmest per refleks, når de henviser til, at vi er ét af de få (fire-fem stykker) vestlige lande, som lever op til FN’s beskedne mål om et globalt udviklingsbidrag på 0,7 procent af vores økonomiske velstand.
Jovist, det er vi, og det har vi efterhånden været i et halvt århundrede. Så statistikken betvivler jeg ikke. Men er det virkelig anstændigt at fortsætte med at fremhæve dette, når vi i dag godt ved, at denne del af vores globale adfærd blot er en lille del af vores samlede globale adfærd.
Hvad med at vores klimaadfærd gennem årtier har påført de fattige lande byrder, hvis omfang vi ikke kender størrelsen af, men som meget vel kan være langt større end udviklingsbistanden?
Eller hvad med at vi fodslæbende undlader at øge bistanden til klimaindsatsen med ekstra (det hedder ”additionelle” i det internationale bistandssprog) midler, sådan som vi har sagt, at vi ville, mens hele verden hørte på det, men i realiteten blot omdøber og omplacerer eksisterende midler?
Hvad med den kreative, men tilsyneladende helt lovlige brug af udviklingsmidler til Danmarks integrationsindsats, som regeringer med skiftende farver uden at rødme har forfulgt?
Ret beset burde vi vel også nævne, at en stor del af bistandspengene ender i lommerne på danske konsulenter, danske virksomheder og danske organisationer, til glæde for omsætningen i Danmark? Det er ikke kriminelt, men helt nødvendigt for at drive vores bistandsindsats, og jeg har selv nydt godt af det i årtier. Men vi kan vel godt være åbne om det?
Hvorfor har coronakrisen delt verden i to?
At der er masser af danskere med store hjerter er en ubestridelig kendsgerning. Det dokumenteres af de mange ulandsforeningers mange støttemedlemmer, og det ser vi for eksempel udmøntet i konkret form, når flygtninge dømt til udrejse finder beskyttelse hos lokale borgere. Mange danskere har masser af hjerterum! Men at institutionalisere en forestilling om ”det lille land med det store hjerte” forekommer lige så selvovervurderende og selvforherligende som den tone, som også præger den nye udviklingsstrategi ”Fælles om verden”.
Efter denne forhåbentlig opbyggelige indledning vil jeg springe videre til Danmarks Indsamlingens officielle programerklæring for 2022. I lighed med i 2021 er det corona-krisens børn, der er i fokus. På hjemmesiden kan man læse følgende:
”Coronakrisen har delt verden i to. Under vores himmelstrøg er vi langsomt vendt tilbage til en tryg hverdag. Men i mange af verdens fattigste lande er krisen ude af kontrol. Hvor nøden før var stor, er den nu ekstrem. Konsekvenserne rammer alle, men det er ofte børnene, der bliver hårdest ramt. Fordi deres håb om en bedre fremtid forsvinder, når skolerne lukker, når sulten tager over og folk dør, når fattigdommen vokser, og det, der fylder mest, er alt det, der mangler.”
De fleste læsere vil sikkert finde dette rigtigt og rimeligt og et kvalificeret grundlag for at indsamle mindst 120 millioner, som vi gjorde sidste år. Skabelonen er kendt: det er jo altid børnene (plus kvinderne) som rammes hårdest, uanset om der er tale om klimakriser, oversvømmelser, tørker, hungerkatastrofer, diktaturer, terrorisme, flygtningestrømme, konflikter, krige – og altså også corona. Så det grundlag kan jeg sådan set godt skrive under på.
Programtekstens forsøg på at sige noget præcist og meningsfuldt om verden anno 2022 er desværre ikke alene uigennemtænkt, men efter min mening direkte forkert. Og det er et problem, fordi det endnu engang bidrager til en fortælling, som åbenbart skal skabe hyggelig indsamlingsstemning uden forstyrrende mislyde, snarere end forståelse for og forandringer af en ulige og uretfærdige verden, som vi er fælles om og i høj grad medansvarlige for udformningen af!
For er det virkelig korrekt at skrive, at coronakrisen har delt verden i to?
Nej. Meget ondt kan vi gøre Mister Corona ansvarlig for, men burde vi ikke anstændigvis påtage os selv ansvaret for delingen af verden i to – én med nok af vaccinedoser, og én med alt for få? Fordi vi i vesten/nord alle forfulgte en Os Selv Først politik ved hjælp af al den økonomiske og politiske muskel, vi råder over. Og gjorde det med åben pande, åbne ører, åbne øjne og en helt åben tegnebog (glem alt om hvorfor ’additionelle’ midler normalt ikke er det), samtidig med at forsigtige og velopdragne forskere, organisationsfolk og FN-ansatte fra starten gjorde det klart, at vi ikke selv ville kunne føle os sikre, før alle de andre også var vaccinerede.
Derfor foreslår jeg, at Danmarks Indsamling 2022 ændrer sin indledende programerklæring til følgende mere præcise og sandfærdige tekst:
”Verdens rige og privilegerede, den gruppe vi danskere tilhører, har tilladt, at coronakrisen har delt verden i to. Under vores himmelstrøg vendte vi langsomt tilbage til en tryg hverdag (indtil en ny bølge kom brusende), fordi vi prioriterede at få vaccineret vores egne borgere først. Men i mange af verdens fattigste lande er krisen ude af kontrol, blandt andet fordi vi ikke i praksis har ydet den nødvendige bistand, vi havde stillet dem i udsigt. Derfor ser vi nu, at hvor nøden før var stor, er den nu ekstrem, og konsekvenserne rammer børnene hårdest.”
Og for at gøre det helt klart, at vi nu indser, at vi har fejlet, foreslår jeg, at programerklæringens korte afsnit om landet med det store hjerte omformuleres, så det både er sandfærdigt og solidarisk:
”Vi opfordrer til en ekstraordinær global indsats, fordi vi som et lille privilegeret land har pligt og penge til at bidrage over evne. Vi gør det nu, fordi coronakrisens børn har akut brug for hjælp. Og vi gør det sammen med de mange lokale organisationer, som gør en stor indsats, og sammen med børnenes forældre, som gør deres bedste. Ingen kan gøre det alene. Ikke engang Danmark.”
På dette reviderede grundlag vil jeg også opfordre danskerne til at se med, når hele Danmark samler ind ”i den gode sags tjeneste” lørdag d. 29. januar. Inden vi når så langt, vil jeg næste gang blandt andet se nærmere på de projekter, organisationerne samler ind til, og jeg vil især interessere mig for, hvordan organisationer og partnere i de fattige lande bidrager til at sætte dagsordenen. Måske vil jeg også komme ind på, hvorfor der kun er 12 organisationer med i showet, når der trods alt findes over 300 ulandsforeninger i Danmark?
Bjørn Førde er forfatter og tidligere generalsekretær i MS, FN-chef i Botswana og direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati.
