Mere end et halvt års spænding er udløst, efter at Udenrigsministeriet netop har offentliggjort, at Journalistbureauet TANK i et samarbejde med PlanBørnefonden og rådgiver Morten Ro har vundet idekonkurrencen om at skabe et nyt globalt medie, der skal afløse Magasinet 360°.
Tingenes verden bliver navnet på det nye medie, der får 13-29-årige danskere uden den store grundinteresse i globale forhold som sin primære målgruppe, og den skal nås på utraditionel vis ved at tage udgangspunkt i genstande, der fylder i unges hverdag.
”Ved at lade de enkelte historier tage udgangspunkt i konkrete ting, som vi alle har et forhold til, kan der bygges bro til fortællinger om globale magtstrukturer, ulighed og klimaproblematikker – og om den rolle, Danmark spiller,” siger chefredaktøren for det nye medie, Sven Johannesen, der selv er journalist og sammen med et par kolleger i 2014 stiftede Journalistbureauet TANK.
”Vi brænder for at fortælle historier fra Det globale Syd og for at fortælle dem på en måde, der appellerer til unge. Derfor var det oplagt for os at komme med et bud på, hvordan vi kunne løse den opgave, Udenrigsministeriet udskrev om at sikre et større engagement i udviklingssamarbejdet fra en bredere del af befolkningen. Og vi er lykkelige for, at opgaven er landet hos os.”
Ingen brugerbetaling
Det nye medie bliver gratis at bruge. Det finansieres af et årligt tilskud fa Udenrigsministeriet på 2 millioner kroner i foreløbigt to år, men med mulighed for forlængelse i yderligere to år. Tingenes verden vil få sin egen hjemmeside, men skal efter planen være endnu mere synlig på de sociale medier og på de platforme, som målgruppen har tillid til og befinder sig på i forvejen.
Journalistbureauet TANK har gode erfaringer med at nå målgruppen efter i tre år at have drevet undervisningsmediet Koncentrat i samarbejde med forlaget Alinea.
”Vi har etableret en selvstændig forening til at drive Tingenes verden, og selv om der kan blive et samarbejde med Koncentrat, er det vigtigt at holde tingene adskilt,” understreger Sven Johannesen, der sagtens kan se for sig, at det nye medie kommer til at indgå samarbejdsaftaler med andre medier og flere civilsamfundsorganisationer. Han tilføjer, at Tingenes verden har fået et frihedsbrev af Udenrigsministeriet og er redaktionelt uafhængigt af både ministeriet og ngo’er.
PlanBørnefonden stiller med globale mobiljournalister
Tingenes verden har allerede allieret sig med PlanBørnefonden, der er i gang med at uddanne et korps af unge mobiljournalister i over 40 lande, som vil kunne bidrage til det nye medie:
”Vi synes det er afsindigt vigtigt, at de unge, vi arbejder med i det globale syd, får retten til deres eget narrativ. Vi behøver ikke at tale på vegne af dem, de kan sagtens fortælle deres egen historie. Gennem Tingenes verden er det vores håb, at danske unge kommer til at identificere sig med børn og unge i udkants-Bangladesh eller slum-områder i Lima eller Nairobi,” siger direktør i PlanBørnefonden Dorthe Petersen.
Går i luften i foråret
Med aftalen med Udenrigsministeriet på plads håber Sven Johannesen, at Tingenes verden kan lanceres allerede i marts eller april. Forarbejdet til det nye medie har været grundigt og begyndte allerede i foråret 2021, da ministeriet udsendte et såkaldt call for proposals til forslag fra interesserede non-profit-aktører til et nyt uafhængigt medie, der kan engagere danskerne i verdens bæredygtige udvikling – og især de danskere, der ikke allerede interesser sig for verdensmålene og globale forhold.
Der kom otte bud, og fire blev udvalgt til at indsende en endelig ansøgning. De blev vurderet af et udvalg bestående af interne medarbejdere og eksterne rådgivere, ligesom forslagene også blev testet i en fokusgruppe. Det resulterede i, at Tingenes verden opnåede den højeste score og blev tildelt opgaven.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen er overbevist om, at den rigtige vinder er fundet:
”Vi ved alle sammen, at engagement og interesse kommer når man kan se sig selv i et emne. Det synes jeg, at Tingenes Verden har fanget. De tager udgangspunkt i, hvad målgruppen interesserer sig for. Og deres koncept er iderigt og klart.”
Bag ”Tingenes verden” står:
Journalistbureauet TANK (Hovedansøger)
Journalistbureauet TANK blev stiftet i 2014 af journalisterne Sven Johannesen, Lasse Wamsler og Sune Gudmundsson og producerer blandt andet webfortællinger og radio fra det globale syd. TANK driver også ungdomsmediet Koncentrat, der producerer overbliksjournalistik med undervisningsforløb til landets 7. til 10. klasser.
PlanBørnefonden
PlanBørnefonden er en del af Plan International, der er til stede i 77 lande. PlanBørnefonden står bag et nyt globalt initiativ, hvor organisationen uddanner unge mobiljournalister i 45 lande på alle kontinenter-
Morten Ro
Morten Ro er journalist og engagementsrådgiver hos kommunikationsbureauet Bro. Han har en fortid som journalist og redaktør på TV 2 News og som engagementsudvikler hos Hearken.