Danmarks Indsamling anno 2022: Nu må det stoppe

Showets værter Kristian Ring Hansen, Tine Gøtzsche, Jesper Nøddesbo, Lotte Friis og Andreas Bo.


Foto: Danmarks Indsamling
Forfatter billede

30. januar 2022

Bjørn Førde satte sig for at se hele indsamlingshowet lørdag aften. Her er hans beretning fra tv-stuen.

Klokken 24:00 – resultatet

En flok stadigt overstadige indsamlingsværter danser rundt på scenen, mens de annoncerer, at nu kommer aftenens højdepunkt, resultatet i kroner og ører af al den godhed, danskerne, vi alle sammen, i fællesskab, for det kan vi jo, vi danskere, når der er brug for det, har fået til at flyde i stride strømme ned ad skærmen i fem uudholdelige timer.

”Fantastisk!” siger én af værterne, endnu engang, ja, gad vide for hvilken gang, det har han vist øvet sig på, eller måske står det på det kort, han på festlig vis vifter med, det har i sig selv været uudholdeligt at høre på i fem stive timer, da tallet viser sig på skærmen: 101.087.510 godhedskroner fra danskerne.

”Det kan godt være, at vi er et lille land, men vi kan, når vi skal…”

Sandheden er, at det for arrangørerne må have været aftenens lavpunkt. Enhver indsamling med respekt for sig selv har som mål at indsamle mere end sidste år. Det lykkedes ikke. Cirka 20 millioner mindre blev det til.

Og endnu mere beskæmmende må det have været, at der blev samlet mindre ind, end tilfældet var i 1962, som påpeget undervejs i showet, da der var plads til et par sekunders eftertanke. Dengang blev det til 130 millioner. Nutidskroner.

Jeg har været spærret ind i fem timer, denne aften hvor min kære hustru ellers har fødselsdag, men jeg måtte meddele, at jeg var nødt til at se det hele for at kunne skrive om det.

På intet tidspunkt under pandemien har jeg oplevet indespærringen mere udmattende og udfordrende end denne aften. Nu ved jeg, hvad det vil sige at blive fyldt med en følelse af tomhed og meningsløshed, for alt, næsten alt i hvert fald, har denne aften har været tomt og meningsløst, præget af manglende eftertænksomhed og anstændighed, sådan som jeg har hævdet i min indledning til de indlæg, jeg også skrev inden showet.

De tidligere indlæg
Danmarks Indsamling anno 2022
Danmarks Indsamling anno 2022 – de ansigtsløse partnere

Mens jeg tørrer de sidste rester af selvsmagende godhed op fra gulvet, skurrer tonerne af Nannas ”Giv en hånd til Afrika” i min udbrændte hjerne. Den er fra 1985, udsendt til støtte for de sultende i Afrika. Allerede dengang var sangens selvforståelse en udfordring for mange af os, og de 35 år har ikke gjort det bedre, men hvad har planlæggerne tænkt, da de besluttede, at det var en god idé?

På vej i seng tænker jeg, at nu må det her slutte! Nu må DR selv indse, at det er blevet for pinligt.

Ellers må lederne af de 12 organisationer, som ikke selv optrådte undervejs, trække stikket, nægte at deltage, fortvivlede som jeg tillader mig at formode, at de må være, over at lytte til den enfoldige og repetitive informationsstrøm, som har til formål at bekende for os selv, hvor gode vi er, selvom de 12 ved, at sådan hænger det ikke sammen, hvilket nogle af dem også indimellem artikulerer på udmærket vis. Når det gælder Danmarks Indsamling, har de valgt tavsheden, og det tjener dem ikke til ære.

Klokken 20:00 – den røde tråd

Så er der gået en time, og jeg har forstået, at der forsvinder 150 kroner fra min konto, hvis jeg kommer til at sende en sms til 1212. Det gør jeg ikke! Bagerfolket og portrætmalerne er i fuld sving, værterne hopper rundt i kulisserne, og telefonsvarerne fortæller med tæt på tårer i øjnene om børn, der slår deres gammeldags sparegris i stykker med en forhammer til fordel for indsamlingen.

”Selvfølgelig kan vi da undvære lidt.”

”Selvfølgelig kan man ikke sammenligne vores coronakrise med deres.”

”Selvfølgelig står vi sammen, når der er brug for det.”

Hvad det mere præcist er, vi står sammen om, blafrer i vinden. At det er os, som kan løse deres problemer, fordi de ikke selv kan finde ud af det? At vi har et medansvar for deres problemer, som vi ikke har lyst til at vedkende os? At dette lille lands overnaturlige evne til at yde godhed over evne er en løgn, som nærmer sig den fornægtelse af vores medansvar for slaveriet, vi er ved at vikle os ud af?

Tja, det var svært at finde ud af i den flom af almindeligheder, som flokkedes om at få taletid.

På dette tidspunkt har jeg til gengæld fundet ud af, at det er bilerne, som udgør showets røde tråd. Hver eneste gang jeg tænker, at nu kan jeg lige tage en tiltrængt pause, trækker et par værter et sort klæde af en dyr bil og forsøger at få mig til at sende en sms, og hvis ikke bilen i sig selv er attraktiv nok, har de fyldt alle dens hulrum op med gode forbrugsvarer, som om Mette Frederiksen ikke bare havde aflyst coronakrisen, men også klimakrisen.

Kammerat Klavs skriver fra sit domicil i ét af de lande, hvor han er tæt på sol og varme, men også oplever større ustabilitet og usikkerhed end herhjemme: ”Nu trækker jeg stikket. For meget sludder og reklameflimmer.”

Jeg skriver tilbage og konstaterer, at der stadig ikke er nogen, som har nævnt vaccinerne. Elefanten i lokalet. Den løsning vi glemte at være solidarisk om.

Klokken 21:00 – Mary er den bedste

Esbjerg kan med en stolt borgmester i spidsen meddele, at de har indsamlet 1,5 millioner kr. Den første bulletin om hele indsamlingen lige nu siger omkring 25 millioner. Hvor lidt eller meget er det egentlig? Hvordan kan vi kvalitativt udtrykke den beløbsmæssige størrelse af vores godhed?

Værten er ikke i tvivl: ”Det er fuldstændig vanvittigt!”

Men allerede nu kan man fornemme, hvis man husker tidligere indsamlinger, at vi ikke når op på de 120 millioner fra sidste år. Det vidner værternes bønfaldende blikke om. De fornemmer, at det ikke går godt nok.

Vi endte som bekendt lavere, nemlig godt 100 millioner Er det meget eller lidt? Hvis det passer, at regionerne bruger seks millioner om dagen på coronatests, svarer 100 millioner til mindre end en måneds testforbrug. Et sted har jeg læst, at vi bruger omkring 450 millioner på fyrværkeri hvert nytår. Urimelige sammenligninger?

Bestseller donerer fem millioner kr. Værten synes det er ”fantastisk”. Koncernens regnskab for 2020-21 viste et overskud før skat på 4,6 milliarder. Efter skat er der vel mindst tre milliarder tilbage (jeg formoder, de betaler en rimelig andel i skat), så donationen svarer til mindre end 0,2 procent, altså lavere end de 0,7 procent den nuværende regering mener, vi skal nøjes med at yde i bistand. Bestseller kunne med lethed have doneret de 100 millioner det hele nu endte med.

Heldigvis troner Prinsesse Mary frem på skærmen og bidrager med aftenens mest sammenhængende og meningsfulde indlæg, langt mere præcist end det udviklingsministeren sidst på aftenen præsenterer.

Det er uretfærdigt! Hvorfor skal en pige leve sådan? Jeg bliver oprørt! Krisen har forstærket problemerne. Nytter det noget? Ja! Det er fornuftigt at investere i piger og kvinder.

Sagt stilfærdigt, så man kunne fornemme, at det var ærligt og respektfuldt. Ikke med højtaler, som blev brugt ved andre lejligheder.

Klokken 22:00 – navnløse og ansigtsløse

Undervejs er der korte indslag om de projekter, pengene skal bruges til. Om traumatiserede børn i Syrien, rent drikkevand i Nepal, piger i Burkina Faso, piger der bliver barnebrude, skolegang i Rwanda, prostitution i Zimbabwe, sygehuse i Irak, manglende indtægter i Laos.

Jeg talte ikke efter, men mon ikke alle 12 organisationer fik en omtale, selvom jeg ikke husker, om alle fik deres navn nævnt.

Til gengæld husker jeg, at ikke en eneste reportage berettede om den lokale forankring af projekterne, og heller ikke nævnte en konkret partner. De forblev navne- og ansigtsløse.

Mærkeligt, for det var netop hvad ministeren fremhævede, da han blev udspurgt af én af værterne. Her forklarede han, at vi i dag arbejder helt anderledes, end da første indsamling fandt sted. Vi har lokale partnere. Det lokale er vores udgangspunkt. Det skal være selvbærende og holdbart.

Men det var ikke, hvad danskerne fik indtryk af undervejs. Her var det os, der kørte med klatten. Det var danskernes vilje til vise godhed, som var i fokus.

”Hvad betyder det her for dig?” spurgte værterne igen og igen de danskere, som sad ved telefonerne eller havde doneret et beløb. ”Hvad betyder det for dig at få lov til at være med til at vise, at du hjælper?” var det, de i virkeligheden spurgte om, men ikke rigtig syntes de ville sige, trods alt, for det kunne måske virke lidt for selvpromoverende og anmassende.

Sådan som hele konceptet er, anmassende i fysisk forstand, med bunker af daglige forbrugsvarer, spaophold, senge og dyner, sofaer og hele dagligstuer slynget i ansigtet på seerne. Forbrug er godt, husk det! Det at godt at udvise godhed, og godt at få noget for det.

Klokken 23:00 – hvor blev vaccinerne af?

Efter fire timers fjollerier, fra pandekagebagning til portrætmaling, videre til store el-biler og rejser til de varme lande, afbrudt af en snak med en kendis ved telefonerne, plus håndboldstjerne ikke at forglemme, var kroppen efterhånden mør og tristessen uudholdelig.

Derfor var jeg indstillet på at give showet en chance den sidste times tid. Når man er så meget ude af takt med befolkningen, som jeg åbenbart er, må man gøre en indsats for at finde noget positivt.

Her kommer ministeren meget belejligt ind. Han er altid ærligt begejstret. ”Det er en meget rørende aften,” siger han, og takker alle, og jeg tror han mener alle danskere, men måske især dem, der har sendt en sms eller gjort noget andet for at bidrage, med deltagelse i en godhedsaktivitet, med hjerte i hånd.

Så sker det utænkelige på en aften som denne. Værten tillader sig at stille ministeren et kritisk spørgsmål: ”Kunne vi ikke godt give lidt mere i udviklingsbistand? Har vi ikke givet mere før?” Det tror jeg ikke var planlagt, men det førte ikke til noget. Ministeren parerede med det mantra, som efterhånden ikke behøver at stå i talepapirerne, fordi det har været gentaget så ofte: ”Vi lever op til FN-målet. Vi er blandt de fire bedste i verden.”

Værten spurgte ikke om vacciner, og ministeren mente åbenbart ikke, at der var grund til at bringe det tema ind i debatten. I præfabrikerede indslag slog indsamlingen fast, at ”coronakrisen har delt verden i to”, hvilket jeg tidligere har afvist som forkert­. Vi har gennem vores usolidariske adfærd på vaccinefronten skabt en todelt verden, eller bidraget til at uddybe kløften. På hjemmesiden står der nu mere korrekt, at ”coronapandemien har forandret vores verden”.

Lidt efter blev den heldige vinder af den sidste bil, inklusive et spaophold hos Ole Henriksen i Los Angeles, fundet. Vinderen var da glad, men han havde to biler i forvejen, og det var betryggende.

Klokken 24:00 – vi kan gøre det bedre

Jeg har ikke noget imod indsamlinger! Skruet sammen på den rigtige måde kan en landsdækkende indsamling være med til at skabe en fællesskabslignende fortælling om vores, Danmarks og danskernes rolle i en ulige, ubalanceret og uretfærdig verden.

Den fik vi ikke i aften, men det havde været rart at få den. Den slags fortællinger har vi evnet at skabe sammen før i tiden. Hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det igen, uden at det virker pinligt?

Derfor var det opmuntrende, at der var et indslag, hvor Kong Frederik opfordrer til at bidrage til landet første indsamling til udviklingslandene i 1962. Som gammel MS-medarbejder vidste jeg, at det var folk i Mellemfolkeligt Samvirke, som i 1961 skrev til statsminister Viggo Kampmann og foreslog en bredt anlagt oplysnings- og indsamlingskampagne. Bistand til udvikling var noget nyt, Kampmann var positiv, der blev nedsat et arbejdsudvalg, senere et præsidium af fremtrædende personer. Landsindsamlingen Danmarks U-landshjælp var en realitet.

Logistikken lå hos MS, men mange andre organisationer var med. Der blev dannet 463 lokalkomitéer, som gennemførte imponerende arrangementer. Mindst 1.400 skoler deltog i ”Danske Skolers U-landshjælp” for at samle penge ind til skolebyggeri i Marokko.

Der var i sandhed tale om en landsindsamling, som mobiliserede hele landet. Ja, snarere end en indsamling kan man med fare for at blive rørstrømsk tale om en samling omkring en sag.

Det endelige resultat blev 12,3 mio., svarende til godt 130 mio. i nutidspenge. Regeringen havde besluttet at doble op, så alt i alt blev det til 24 mio. – 260 mio. målt i dagens værdi. Det burde ministeren have husket. Det burde også have været muligt at samle ind i år.

Snarere end en Danmarks-indsamling har vi i dag brug for en Danmarks-samling omkring globale udfordringer, som vi med vedtagelsen af FN’s globale bæredygtighedsmål har forpligtet os til at løse i samarbejde med andre. Det kan være sulten, klimaændringerne, flygtningestrømmene, uligheden, arbejde til de unge, kvinders rettigheder, og pandemier. Der er nok at tage fat på.

Hovedprincipper for en ny slags indsamling skal som minimum være:

Ingen indsamling af penge. Tiden er inde til at droppe indsamlingen af penge. Det kan organisationerne tage sig af i deres daglige arbejde. Vi kan ikke spilde vores tid på pjattet reklamering for bilmærker og andet.

Fokus på idéer og begejstring. Vi har brug for at udvikle idéer og skabe begejstring omkring det, vi i fællesskab kan gøre, som enkeltpersoner, lokalsamfund, nation og klode.

Alle organisationer skal involveres. Der findes ikke blot tolv, men mange hundrede organisationer i Danmark, som arbejder med at fortælle, forklare og forandre både hjemme og ude.

Ansigter og stemmer derudefra. Vi er nødt til at indse, at forandringer først og fremmest skabes af folk lokalt, og vores rolle er at støtte og hjælpe, med gode idéer og også penge. Vi skylder dem respekt ved at inddrage dem.

Der er kort sagt brug for at nytænke, hvordan vi kan mobilisere til landsomfattende samling om udfordringer, vi er nødt til at finde fælles løsninger på. Hvis den årlige indsamling fortsættes på de nuværende præmisser, vil det være bedre at stoppe.