”Ikke flere af min slags”
”Lad ikke min efterfølger være sådan en som mig.” Det var et af budskaberne fra Martin Griffiths, der er chef for FN’s humanitære kontor, OCHA, da han blev interviewet til podcasten Rethinking Humanitarianism, som udgives af The New Humanitarian.
’En som mig’ er i denne sammenhæng en britisk statsborger, og årsagen til, at det er relevant her, er, at Martin Griffiths’ fire forgængere også var britiske, og at der på en eller anden måde er opstået en tradition for at Storbritannien sidder på netop den post. Det giver ingen mening, giver Griffiths udtryk for.
Hans titel er Under-Secretary-General for Humanitarian Affairs and Emergency Relief Coordinator, og den blev oprettet i 1991 og var først besat af svenske Jan Eliasson. Han blev afløst af danske Peter Hansen i 1994, der bestred posten i to år.
Briterne overtog posten i 2007, og siden da har fem diplomater fra den forhenværende EU-stat siddet på posten.
Modellen er ikke unik for OCHA. Verdensfødevareprogrammet, WFP, har siden 1992 haft en amerikaner som chef, og det samme gælder for UNICEF, der blev etableret i 1947. Og som vi fortalte forleden, har en ny amerikaner netop indtaget chefkontoret.
Resten af interviewet med Martin Griffiths handler om, hvor den humanitære bistand og miljøet omkring bistanden er på vej hen. Det er sidste del af anden sæson af podcasten Rethinking Humanitarianism, som varmt kan anbefales til alle, som beskæftiger sig med eller interesserer sig for det humanitære område.
Tonga undgik ikke at få corona sammen med nødforsyningerne
Én ulykke kommer sjældent alene. Tonga, som kom på verdens medieforsider, da et undersøisk vulkanudbrud sendte en tsunami og store mængder aske ind over øerne, og som mere eller mindre mistede forbindelsen til omverdenen, da vulkanudbruddet ødelagde et telekabel på havbunden, er nu blevet ramt af endnu en ulykke.
Coronavirusset, som ø-staten i det store hele ellers behændigt har undgået, er nu gået i land. Som jeg skrev i sidste uge, frygtede myndighederne, at skibe med nødhjælp kunne bringe virusset med. Især det australske flådefartøj HMAS Adelaide, hvor 29 ombordværende blev konstateret positive undervejs på turen fra Australien, vakte bekymring.
For at undgå smitten blev det besluttet, at der ikke måtte være kontakt mellem skibenes mandskaber og folk i havnen. Men noget tyder på, at den foranstaltning ikke var nok, for tidligere på ugen blev to havnearbejdere testet positive, og senere blev også den enes hustru og to børn testet positive.
Det fik myndighederne til at lukke ned for landet i går, onsdag 2. februar. Det betyder, at alle undtagen frontlinjepersonale skal blive hjemme, at alle skal bære mundbind, når de forlader hjemmet og at alle ikke nødvendige forretninger og services skal holde lukket, skriver Radio New Zealand, som dækker Stillehavsregionen.
Indtil videre er myndighederne nået frem til, at smitten ikke stammer fra det australske skib, hvorfra lasten blev losset og desinficeret af australierne, hvorefter forsyningerne stod urørte i 72 timer, før havnearbejderne hentede dem. Det betyder, at smitten sandsynligvis stammer fra et af de civile skibe, der har leveret nødhjælp i den første tid efter vulkanudbruddet.
Verden har 20 ’hunger hotspots’
Sult er et stigende problem i verden, og i især fire lande ser det slemt ud: Etiopien, Sydsudan, Nigeria og Yemen.
I de fire lande er fødevaresituationen i visse egne så katastrofal, at der er fare for reel hungersnød. I faglige termer er der tale om, at katastrofen når op på 5 (højeste niveau) på IPC-skalaen, som ses herunder.
Men det er langt fra kun i disse lande, at det er helt galt. I en ny rapport fra WFP og FAO identificeres 20 såkaldte ’hunger hotspots’ – lande og regioner, hvor konflikter, økonomiske kriser, naturkatastrofer og politisk ustabilitet begrænser adgang for den humanitære hjælp. Her er millioner af menneskeliv på spil, lyder det fra de to FN-organisationer. Der er i høj grad tale om lande i Afrika.
Der er tre tendenser, som prægede 2021:
- Antallet af mennesker, der sulter, steg
- Priserne på fødevarer steg
- Omkostningerne ved at bringe mad ud til dem, der havde behov, steg
Noget af det, der er med til at forstærke sultkatastroferne, er væbnede konflikter. For når der er konflikt, bliver mange tvunget til at forlade deres jord, arbejde og hjem. Og uden adgang til at høste, til indkomst eller de lagre, man måtte have opbygget, øges risikoen naturligvis for, at man kommer til at mangle mad.
En anden faktor, som får større og større betydning, er ekstreme klimaforhold så som tørke og oversvømmelse, som ofte kædes sammen med de globale klimaforandringer.
Covid-krisen har også indvirkning på fødevarekrisen. Mange steder er bunden gået ud af økonomien på grund af svigtende indtægter som følge af nedlukninger og rejserestriktioner.
FN’s nyhedstjeneste, UN News, har mere om rapporten, som kan downloades her.
Hvor lokale skal ”lokale” være?
Lokalisering – som i denne sammenhæng betyder, at arbejdet med både den humanitære og den udviklingsorienterede bistand skal tættere på de steder og mennesker, som det drejer sig om – er et brandvarmt tema i disse år. Det blev fastslået på det humanitære topmøde, som blev afholdt i Istanbul i 2016.
Lederen af det amerikanske udviklingsagentur, USAID, Samantha Power har talt for, at den amerikanske bistand skal ’lokaliseres’ mere, og at en fjerdedel af USA’s bistand skal gå via lokale organisationer i 2025.
Det er meget positivt, lyder det fra The Modernizing Foreign Assistance Network (MFAN), som er en amerikansk organisation, der arbejder for at modernisere den amerikanske bistand.
En af de ting, som Samantha Power i den sammenhæng bør tage fat på, er at rydde op i definitionerne af ’lokale organisationer’, lyder det fra MFAN. Som det er nu, findes der for eksempel en partner-kategori, som hedder ’locally-established partners’. Men hvad er det for en størrelse?
Jo, det kan for eksempel være en organisation, som godt nok er lokal, men som er etableret af en international organisation for på den måde at få adgang til funding, der er målrettet lokale organisationer. Ved at sende bistand gennem denne type organisationer er det nemmere at nå Samantha Powers mål om at hæve andelen af bistanden, som går via lokale partnere, men det vil ikke være med til at skabe den forandring, som der blev lagt op til på det humanitære topmøde.
Derfor, lyder det fra organisationen, bør Power og USAID droppe kategorien ’locally-established partners’ og nøjes med en klart defineret ’lokal partner’-kategori.
Læs mere The Modernizing Foreign Assistance Network.
Fra vores egen sider
Ugen har budt på et par store nyheder på personalefronten. UNICEF Danmark siger farvel til generalsekretær Karen Hækkerup – dog først til sommer. Hos Oxfam IBIS siger de 1. marts goddag til en gammel kending, Lars Koch, som ny generalsekretær.
Og så var der jo Danmarksindsamling i lørdags. Der blev indsamlet 101 millioner kroner, som fordeles til 12 organisationer. Bjørn Førde er stadig ikke fan af det stort anlagte show, men sad alligevel foran skærmen hele aftenen.
Det er mit indtryk, at mange i bistandsbranchen ikke er vilde med indsamlingshowet, og at Bjørn Førde taler på manges vegne. Men er der ikke nogen – bortset fra arrangørerne og organisationerne, der får del i de indsamlede midler – som har noget positivt at sige om det?
Og som har lyst til at gøre det på Globalnyts sider?
I skriver bare.
Det var alt, vi valgte at bringe i denne uge. Har du eller din organisation tips til nyheder og andre historier fra det danske udviklings- og bistandsmiljø, så tøv ikke med at sende dem til os på [email protected]
