Tid: 06/03/2022 10:00 til 06/03/2022 11:30

Sted: Vor Frue Kirke, Nørregade 8, 1165 København.

Arrangør: Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp inviterer til 100-års jubilæum i Københavns Domkirke

Søndag den 6. marts begynder fejringen af Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum i Københavns Domkirke med en jubilæumsgudstjeneste ledet af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.

Her deltager blandt andre H.K.H. Prinsesse Marie og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).

Jubilæumsgudstjenesten er startskuddet på et år, hvor Folkekirkens Nødhjælp fejrer 100 år med nødhjælps- og udviklingsarbejde, der har skabt bæredygtige forandringer over hele verden. Med danskerne i ryggen har Folkekirkens Nødhjælp reddet liv, bekæmpet uretfærdighed og skabt udvikling sammen med de mennesker, vi møder ude i verden. 

Som en fin rød tråd til organisationens 100 års historie får Folkekirkens Nødhjælps protektor, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, ved ankomsten til domkirken overrakt blomster af 11-årige Aline Jordt Lardon, som er tipoldebarn af Folkekirkens Nødhjælps stifter, teolog Alfred Theodor Jørgensen.

Minister for Udviklingssamarbejde og Nordisk samarbejde, Flemming Møller Mortensen (S) vil være blandt gæsterne sammen med en række medlemmer af Folketinget.

Biskop Peter Skov-Jakobsen, som er formand for Folkekirkens Nødhjælps Råd, prædiker. Desuden medvirker Københavns Drengekor. Ved gudstjenesten bliver Folkekirkens Nødhjælps jubilæumssang sunget for første gang.

Alle er velkomne til jubilæumsgudstjenesten søndag den 6. marts, der begynder kl. 10.00 i Vor Frue Kirke, Nørregade 8, 1165 København. Kom i god tid.