Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Alle store danske bistandsorganisationer blev til i kølvandet på europæiske krige. De blev skabt af humanitære danskere som reaktion på andre europæeres ødelæggelse, vold og grusomhed.
Dansk Røde Kors kom til verden for at hjælpe syge og sårede under den tysk-danske krig i 1864. Få år før oplevede schweizeren Henri Dunant slaget ved Solferino i Italien, der efterlod 10.000 døde og sårede. Krigen mellem Frankrig og Østrig førte til italiensk selvstændighed – og til det internationale Røde Kors.
Folkekirkens Nødhjælp fejrer i år 100 års jubilæum. Organisationen blev dannet i 1922 for at genopbygge europæiske kirker og kirkesamfund efter Første Verdenskrigs fattigdom og ødelæggelser.
Ideen til Mellemfolkeligt Samvirke blev født af danske fredsvenner under den tyske besættelse 1940-45. Da krigen var slut, startede fredsvennerne et praktisk humanitært genopbygnings- og forsoningsarbejde i de ødelagte og ruinerede samfund i Tyskland, Norge, Grækenland og Italien.
En anden virkelighed
Nu er der igen krig i Europa, men meget stille om de store bistandsorganisationer, der siden 1960’erne har skabt sig virkefelter i Asien, Afrika og Latinamerika, men næsten glemt Europa.
De østeuropæiske lande åbnede op efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989, men det var som om, at de danske organisationer havde svært ved at finde ny relevans på det gamle kontinent.
Krigen på Balkan var med til at forvirre billedet for en generation af bistandsfolk, der var vokset op med en forestilling om, at bistand var rent materiel og hørte til i de varme lande.
Det er blevet langt sværere at praktisere en rolle som praktiske humanister i forhold til hvide mennesker, der ligner os selv til forveksling. Det er som om, der ikke længere er plads til vores egne organisationer her hos os.
Men det er en nødvendig opgave for de danske udviklingsorganisationer at genopfinde sig selv i en uvant europæisk sammenhæng!
Med ukrainske flygtninge i hundredtusindvis er der nok at tage fat på, men opgaven – og den nødvendige omstilling – rækker langt videre end det. Måske helt tilbage til de menneskesyn, der prægede Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke efter sidste århundredes europæiske krige?
Skal vi sende læger og sygeplejersker til Kiev?
For at hjælpe både russiske og ukrainske sårede og nødlidende?
Hvor går skellet mellem bistand og politik i dagens Europa?
Hvordan hjælper vi andre europæere i nød?
Hvordan fremmer vi forsoning?
Måske er de humanitære svar på vold endnu skjult bag skyer af krudtrøg på den europæiske krigsskueplads anno 2022.
Måske har vi bare været for gode til at glemme.
