Siden dokumentarfestivalen CPH:DOX så dagens lys i 2003, er festivalen vokset til en af verdens største.
Op mod 80 forskellige film er på programmet for dette års udgave, der løber af stablen mellem 23. marts og 3. april. Festivalens onlineprogram – et coronatiltag, der hænger ved – er på mellem 50-70 film og er tilgængeligt mellem 1.-10. april på doxonline.dk.
Nedenstående guide er en generel guide, så deltager du kun online, er det altså ikke sikkert, at du kan se alle nævnte film.
’Prism’
Instruktør: Rosine Mbakam, An van Dienderen og Eléonore Yameogo
Cameroon, Belgien, Burkina Faso
78 minutter, 2021
Det har efterhånden været kendt længe, at alverdens ting og hjælpemidler – såsom redningsveste og sikkerhed i biler – er skabt for at beskytte mænd og ikke kvinder. ’Prism’ tager udgangspunkt i, hvordan film-hjælpemidler siden filmens spæde begyndelse ligeledes har haft et bias – et hvidt ét af slagsen. Lys, linser og kameraer har været kalibreret efter den hvide hudfarve, og med det som udgangspunkt undersøger de tre instruktører relationen til historiske uligheder og magtforhold og interagerer dermed med seeren på et metaniveau.
Mere info om spillesteder og billetter her.
‘A night of knowing nothing’
Instruktør: Payal Kapadia
Frankrig
96 minutter, 2021
“Et kontemporært essay fra et land af indre modsætninger,” skriver CPH:DOX selv i sin omtale af filmen. ‘A night of knowing nothing’ finder sted i Indien, hvor unge mennesker protesterer og kræver forandring, men bliver mødt af politi og modstand. I dette virvar udspiller der sig en ulykkelig kærlighedshistorie mellem L og K.
Filmen fik prisen for bedste dokumentarfilm på sidste års Cannes filmfestival.
Mere info om spillesteder og billetter her.
’A marble travelouge’
Instruktør: Sean Wang
Nederlandene, Hong Kong, Frankrig, Grækenland
97 minutter, 2021
“Følg pengene” lyder et råd, når der skal afsløres store sammensværgelser og studehandler. I denne film er det marmoren, der skal følges fra en udgravning i Grækenland, til Kina og tilbage til Vesten igen. Gennem denne odyssé, hvor vi holdes i hånden af kinesisktalende tvillingesøstre, der er døtre af en græsk forretningsmand, undersøger filmen det svære forhold mellem Vesten og den asiatiske stormagt.
Mere info om spillesteder og billetter her.
‘The territory’
Instruktør: Alex Pritz
Danmark, USA, Brasilien
85 minutter, 2022
I takt med at efterspørgslen på kød stiger, ryddes mere og mere af Amazonas-regnskoven for at give plads til marker til foder og kvæg. ’The territory’ skildrer kampen mellem det oprindelige uru-ey-wau-wau-folk og de landmænd, der støttet af Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, inddrager mere og mere af uru-ey-wau-wau’ernes ellers beskyttede jord.
Vi følger den unge aktivist, der opbygger en hær af borgerjournalister, som bevæbnet med videokameraer tager kampen op med landmændene for at dokumentere krænkelserne og standse rydningen af skoven.
Filmen vandt publikumsprisen på Sundance Film Festival 2022, hvis jury også tildelte den en specialpris for det dokumentariske håndværk.
Mere info om spillesteder og billetter her.
’No simple way home’
Instruktør: Akuol de Mabior
Sydsudan og Kenya
81 minutter, 2022
Da filmens instruktør efter mange år i udlandet vender hjem til Sydsudan, skildrer hun sin mor, Rebecca Nyandeng de Mabiors, vej ind i politik. Moderen bygger sit politiske program på en vision om fred, som hun har overtaget fra sin afdøde mand. John Garang de Mabior spillede nemlig en væsentlig rolle i fredsaftalen mellem Sudan og Sydsudan og hans kontrafej pryder nu landets pengesedler.
Som CPH:DOX skriver, er der tale om ”en politisk familiefortælling fra et ungt land, fortalt indefra”
’No simple way home’ var den første sydsudanesiske film til at blive vist på Berlinalen.
Mere info om spillesteder og billetter her.