Johan Balslev indledte sin u-landskarriere som ”Cattle Specialist” i 1964, hvor han havde ansvaret for transporten af 50 kvier og 4 tyre fra Danmark til Indien, med fragtskib, tog og lastbil. I Bangalore mødte han sin fremtidige kone Lone Schrøder, med hvem han fik tre børn.
Sidenhen fulgte ansættelser som projektleder i Tanzania og Zambia, indtil han blev ansat i LWF’s hovedkvarter i 1978-1996 efter fem år som landmand på Djursland.
I de 18 år han var ansat i Genève, var Johan Balslev ansvarlig for katastrofehjælp i blandt andet Bangladesh, Uganda, Kenya, Rwanda, Kroatien og Bosnien.
Johan Balslev efterlader et varigt og betydeligt eftermæle i LWF og i nødhjælpsarbejde generelt – kendt som en ”cowboy”, der fik ting til at ske hurtigt og effektivt til gavn for mange tusinde mennesker.
Tidligere kollega Nigel Nicholson har beskrevet, hvordan Johan Balslev i sit partnerskab med Brian Neldner bidrog til at gøre LWF til en stor humanitær aktør. LWFs globale nødberedskab (målt ved dets budget) blev syvdoblet fra 1980 til 1992. Johan og Brian (sammen med andre) fortjener stor ære for deres bidrag til at opbygge en humanitær indsats på et tidspunkt, hvor verden havde brug for det.
Den sidste del af sit liv boede Johan Balslev med sin kone Deborah i Cornwall i smukke og landlige omgivelser med hyppige besøg fra familie og venner.
Kort før sin død blev Johan Balslev færdig med sine memoirer ”Thanks to the red Cows” eller på dansk “Tak til de røde køer”, som Globalnyt tidligere har omtalt. Bogen kan bestilles ved henvendelse til [email protected].