Fra bistandens barndom

Ane Nordentoft

8. april 2019

Johan Balslev: ”Tak til de røde køer”

133 sider, illustreret. Udkommet 5. januar 2018. Pris 139,95 kr. Bogen kan erhverves fra Saxo.

Johan Balslevs lille bog ”Tak til de røde køer” kunne også hedde ”På sporet af den tabte tid”, titlen på Marcel Prousts berømte værk fra 1927.

Det er nemlig en bog om Balslevs eget liv i og med det, der blev den humanitære udviklingsbistands guldalder, som i dag er ved at være en svunden æra, der stort set kun giver mening for dem, der var med på rejsen.

De glade 1960’ere

Som ung landvæsenselev blev Balslev i 1962 hyret til at ledsage 54 røde danske malkekøer med dampskib fra Hamborg til Mumbai og videre med tog til Hessaragatha i Sydindien. Der havde det senere Danida et af Danmarks allerførste statslige udviklingsprojekter.

Og som briggen i sangen ”Fra Engeland til Skotland”, der hverken havde mast eller rig, så var unge Johan kun halvvejs gennem sin uddannelse, havde aldrig været i udlandet, kunne ikke tale tysk med skibets menige østtyske besætning, og kun dårligt gøre sig forståelig overfor styrmanden og kaptajnen på engelsk.

Men det var i Danidas og udviklingsbistandens glade 1960’ere. Køerne nåede frem til Hessaragatha, og Balslev endte endda med at blive gift med den danske projektleders datter.

Fra Indien til Afrika

Den færdiguddannede Balslev blev bidt af bistandsbacillen. Han fik et nyt Danida-job i Indien og endnu et i det sydlige Afrika, hvor han kom i karambolage med organisationens chef, Hans Kastoft.

Balslev forsatte via Folkekirkens Nødhjælps legendariske generalsekretær Viggo Mollerup til endnu en stilling i Afrika. Denne gang for Det Lutherske Verdensforbund, der beholdt ham i 18 år og endte med at betro ham højt placerede poster i katastrofe- og udviklingsafdelingen.

Balslevs sidste store aktion var hjælp til flygtninge efter borgerkrigen i Rwanda i 1994. I bogen fortæller Balslev om en dramatisk flyvetur fra Goma i Congo sammen med Jyllands-Postens Henrik Thomsen og med en ukvalificeret pilot ved styrepinden. Sammen med journalist Øyvind Kyrø så han senere flere hundrede lig i grænsefloden mellem Rwanda og Tanzania. Ligene (ofre fra borgerkrigen) var blevet hvide. Sorte menneskers lig mister nemlig pigmenteringen, når de ligger længe i vand.

Insiderberetning

Balslev har livet igennem haft store opgaver: Sidst i Rwanda og eks-Jugoslavien, tidligere i forbindelse med flygtninge fra befrielseskrigene i det sydlige Afrika og endnu tidligere med opstarten af de første danske landbrugsprojekter.

Læseren skimter de store temaer, men bogens styrke er især de glimt vi får fra forfatterens dagbog, en privat logbog med lune anekdoter fra et langt liv i og med bistand og bistandsfolk.

Jeg kan især anbefale bogen til andre, der husker tiden og de organisationer, historier og navne, der dukker op og får hib og hilsner med undervejs. Det er absolut en underholdende insiderberetning om og fra udviklingsbistandens gyldne tid fra 1960’erne til årtusindskiftet. Vi får pust tilbage fra den rige bistandskultur, der nu er ved at gå i glemmebogen.

Bogen skæmmes desværre af mangel på korrekturlæsning og bærer præg af, at forfatteren har levet en større del af sit voksne liv med det engelske end med det danske sprog.