Ukraines sundhedsvæsen er under heftigt pres. Hver eneste dag skal læger og sygeplejersker behandle krigens ofre – i tillæg til alle de sædvanlige patienter. Og for hver dag, der går, har de sværere ved at klare opgaven. Der mangler forsyninger, der mangler udstyr, der mangler sundhedspersonale, og så bliver de bliver angrebet.
I de første 100 dage af den russiske krig mod Ukraine er ukrainske hospitaler, andre sundhedsfaciliteter eller sundhedspersonale blevet angrebet over 260 gange, lyder det fra WHO. Og det er det verificerede antal, det reelle tal kan være højere.
For at lette presset på det ukrainske sundhedsvæsen har en række EU-lande meldt sig som frivillige hjælpere, der kan modtage syge eller sårede, der kræver langtidsbehandling. Det kan være kræftsyge eller andre meget behandlingskrævende patienter, det kan være sårede fra krigen, som har brug for længerevarende opfølgning.
Nabolande til Ukraine som Polen og Moldova, der har taget imod mange flygtninge og patienter, har også brug for at blive aflastet.
Danmark lover at hjælpe
EU koordinerer indsatsen ved at samle anmodningerne fra de lande, der gerne vil aflastes, og tilbuddene fra de lande, der gerne vil hjælpe, i et system, der skal sikre hurtig og effektiv hjælp. I begyndelsen af juni rundede EU 500 patienter, der var blevet overflyttet fra Ukraine eller nabolandene til 13 andre EU-lande.
Danmark er et af de 13 lande. Den 1. marts fremgik det af en pressemeddelse fra Sundhedsministeriet, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blandt andet havde tilbudt Ukraine op imod 200 sengepladser på de danske sygehuse.
I Danmark har det frem til 1. juni været Region Midtjylland, der i samarbejde med en visitationsgruppe i Sundhedsstyrelsen, har taget stilling til, hvilke anmodninger om behandling, Danmark byder ind på, og hvor patienterne skal sendes hen. Nu går opgaven på tur mellem regionerne.
Palle Juelsgaard, lægefaglig direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland og medlem af den nationale visitationsgruppe for patienter fra Ukraine, sagde den 2. maj til Ugeskrift for Læger, at de var blevet rigtig gode til at håndtere anmodningerne.
“Der går cirka 20 minutter fra Sundhedsstyrelsen modtager en anmodning om behandling af syge og krigssårede ukrainere, til vi har besvaret anmodningen, og EU har rost os for, at vi er så ekstremt hurtige,“ sagde Palle Juelsgaard.
På det tidspunkt havde Danmark modtaget 40 anmodninger om behandling og langt færre patienter.
“Undervejs i processen – efter vi har været i dialog med danske hospitaler – sker det ofte, at enten Ukraine eller patienten selv vælger behandling i et andet land. Typisk et land tættere på eller hvor der i forvejen er familie eller pårørende, sagde Palle Juelsgaard til Ugeskrift for Læger.
Den 25. maj oplyste sundhedsministeren på Twitter, at der er kommet 10 syge eller sårede ukrainere til Danmark.
Og den 3. juni oplyser EU’s humanitære afdeling, at det samlede antal ukrainske patienter som EU-systemet har sendt til Danmark er seks.
Palle Juelsgaard udtrykte i sidste måned en vis forventning om flere patienter i artiklen i Ugeskrift for Læger.
“Vores fornemmelse er imidlertid, at der snart går hul på bylden, og at der formentlig vil kunne etableres sikre evakueringsveje samtidig med, at mængden af sårede når et niveau, der bliver kritisk. I tillæg hertil vil svigt af el, vand og sanitære forhold gøre det vanskeligere at opretholde et fungerende hospitalsvæsen. Samlet set vil dette betyde, at en større mængde kvæstede personer vil have behov for at blive visiteret til og behandlet i Danmark.”
Læge: Vi må selv hente patienterne
“Det nytter ikke at fortsætte på den måde, hvis vi vil hjælpe ukrainerne, og det synes jeg, vi skal,” lyder det fra Flemming Hansen.
Han er ortopædkirurg, overlæge på Akutafdelingen på Regionshospitalet i Viborg og har gennem 20 år været tilknyttet det danske militær og udsendt til Afghanistan flere gange.
“Vi kan ikke bare regne med, at det overbebyrdede ukrainske sundhedspersonale finder tid til at logge sig ind i EU’s system og udfylde anmodningen om at få overflyttet den og den patient. Eller at de ukrainske ministerier gør det. Det er også det, som de seneste tre måneder har vist. Der er ikke kommet en eneste patient til Danmark efter aftale med Ukraine. De patienter, som er kommet, er hovedsageligt kommet på eget initiativ (med brug af korruption/bestikkelse) eller nogle få på foranledning af andre EU-landes myndigheder. Der kommer ingen anmodninger fra Ukraine, de har ikke ressourcerne til det. Og Ukraines og EU’s systemer har ikke let ved at kommunikere. Men når vi er i direkte kontakt med vores kollegaer i landet, så hører vi om et kæmpe behov. For eksempel for genoptræning af amputerede, for hjælp til folk, der skal genopereres,” siger han til Globalnyt.
Flemming Hansen er – ligesom en ukrainsk kollega i Viborg, der holder tæt kontakt til flere sygehuse i Ukraine – med i Jutlandia-netværket, som søger at fremme en mere aktiv dansk hjælp. Den oprindelige ide var at bruge det netop nedlagte Holstebro sygehus til ukrainske patienter, man kunne endda bemande det med ukrainsk sundhedspersonale.
“Men den ide var for omfattende, så nu har vi tilbudt sundhedsministeriet en totalt skrabet plan for, hvordan vi med et par ambulancer kunne køre i rutefart mellem Polens grænse til Ukraine og Danmark. Vi ville kun skulle modtage få patienter ad gangen på de danske sygehuse, vi ville kunne hente patienter med blot to dages varsel. Men vi bliver nødt til aktivt at hente patienterne i stedet for at vente på, at lægerne eller de selv finder vej gennem systemet,” siger han.
Ifølge Flemming Hansen er der stort set kun en vej til selv at kunne sørge for at komme i behandling i et andet land. Den vej går gennem personlige forbindelser og korruption, hvor mændene må bestikke grænsebetjentene for, at de kan rejse ud af landet, og det betyder, at det ikke er de mest trængende, der får hjælp. Det er dem med de fleste penge og de bedste forbindelser.
“Men Norge har for eksempel iværksat en egen aktiv evakuering af sårede og svage. Norge henter 550 ukrainske patienter og over 5000 sårbare ukrainske flygtninge i Moldova.”
Bestikkelse er vejen ud af Ukraine
Ukraine har totalmobilisering. Det blev iværksat umiddelbart efter Ruslands invasion den 24. februar og betyder, at ukrainske mænd ikke må forlade landet – uanset deres tilstand. Medmindre Ukraine modtager en officiel forespørgsel fra modtagerlandet, for eksempel Danmark, om medicinsk evakuering. En forespørgsel, som skal godkendes i både forsvarsministeriet og sundhedsministeriet i Kyiv.
Det fortæller Malene Brandt Winther, der er tidligere seniorrådgiver i offentlig administration for EU i det ukrainske indenrigsministerium og har et indgående kendskab til Ukraines bureaukrati.
Det er tilladelser, som kræver en godkendelse af lige netop den general i forsvarsministeriet og lige netop den person i sundhedsministeriet. Og Jutlandia-netværket, som Malene Brandt Winther også er med i, har givet de danske myndigheder et udkast til en forespørgsel, samt navne og kontaktoplysninger på de rette personer i Ukraine. Så er det op til Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, om de vil lave direkte aftaler.
Hvis ikke der bliver lavet de rigtige aftaler, så er Malene Brandt Winther fuldstændig enig med Flemming Hansen, så er det kun ukrainske mænd med penge og forbindelser, der kommer ud af landet. Og helt generelt har embedsfolk i Danmark og Ukraine meget svært ved at forstå hinanden.
“Det ukrainske system er meget anderledes end vores. Det er topstyret, folk kender ikke hinandens arbejdsgange, man er meget forsigtig med at gøre noget på eget initiativ og dermed risikere ballade. Vi går ud fra, at hvis de ikke vender tilbage til os, vil de nok ikke have hjælp. Jamen, hvem er “de”? På hospitalerne vil de gerne have hjælp, ved vi,” siger Malene Brandt Winther.
Ukraines hospitaler kører på papir
Noget af det, der virkelig bremser Ukraines udnyttelse af EU’s system til fordeling af patienter til andre lande er det faktum, at størstedelen af Ukraines offentlige sundhedsvæsen ikke er digitaliseret, og specielt på militærhospitalerne fungerer alt på papir og med stempler og underskrifter. Større hospitaler har ikke overblik, de har journaler på de enkelte patienter, men kan ikke trække data på tværs af journalerne, fortæller Malene Brandt Winther.
Hun har netop været i forbindelse med kontakter i Ukraine.
“Specielt på militærhospitalerne er al dokumentation inklusive patientjournaler i papirform. Ofte har hospitalerne ikke scannere, så de kan ikke umiddelbart dele patientjournaler. Lægerne har adgang til internettet, men det er ofte ikke en central hospitalsadgang. Nogle hospitaler har computere, men typisk bruger lægerne deres egne private bærebare computere.”
“Det giver et meget godt billede af, hvor fragmenteret sundhedssystemet er. Man gør forsøg med digitalisering, der virker for nogle (ofte de få) og kun nogle funktioner fungerer, mens meget fortsætter på papir, fordi det ved man, hvad er, og fordi langt fra alle har adgang til de digitale muligheder. Og som sagt kører militærhospitalerne deres eget system, hvor alt er på papir,” tilføjer Malene Brandt Winther.
Derfor er der brug for lavpraktiske løsninger som at sende ambulancer og følgebiler efter patienter ved den polske grænse eller simple koordinerings- og fordelingssystemer på e-mail, hvis Danmark vil prøve at hjælpe med det, som ukrainerne har brug for, lyder det fra Malene Brandt Winther.
Hun understreger vigtigheden af, at patienterne udvælges efter humanitære principper, altså efter behov. Danmark kunne samarbejde med International Røde Kors, Læger Uden Grænser eller andre internationale organisationer, der kunne hjælpe med at udvælge de rette patienter på de ukrainske hospitaler. På den måde vil Danmark heller ikke medvirke til, at der opstår en ny korruptionsindustri på sygehusene, hvor patienter betaler sig til evakueringer.
