24. februar er det to år siden, Rusland invaderede Ukraine. For mange i Vesten markerede det indledningen til en kamp om værdier og for selve demokratiet. Men reaktionen fra Asien, Sydamerika og særligt Afrika har for mange været overraskende afdæmpet. For andre er reaktionen helt forventelig og fortæller os meget om et allerede betændt forhold mellem Vesten og omverdenen.
Vi har spurgt fire garvede internationale iagttagere, herunder en tidligere udenrigsminister, to danske forskere og en indisk forsker, om hvad krigen har betydet for forholdet mellem Vesten, og det vi i mangel på bedre ord kalder Det Globale Syd. Og ikke mindst har vi spurgt om hvad vi i Danmark og i Vesten kan gøre for at forbedre det forhold.
Alle fire iagttagere peger på et sted nøglen ligger gemt, nemlig Gaza.
Mogens Lykketoft
Tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling
Hvordan har krigen i Ukraine ændret forholdet mellem Vesten og Det Globale Syd?
Hvis man vil følge USA’s kurs, så er vi jo op imod, at stort set alle lande i den sydlige del af verden ikke vil forpligtes til at bakke 100 procent op om Vestens positioner. De ønsker en verden, hvor de har friheden til at samarbejde til alle sider. Med USA, med Europa, med Kina, med Rusland, hvis det passer dem. Det er blevet afspejlet mere, end jeg tror, de fleste i Vesten var klar over, i reaktionen på invasionen i Ukraine.
Det er et problem for Vesten, med USA i spidsen, hvis vi ikke lægger alle kræfter ind i at få opfyldt Haag-domstolens krav.
Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
Det vi har oplevet med konflikten i Gaza er, at grøfterne mellem, hvordan vi læser verdenssituationen, er blevet endnu dybere. Den gamle mistanke de har haft om, at vi mest er optaget af menneskerettigheder og respekt for krigens love, når det er vores venner, vi taler om, og at vi er dobbeltmoralske i vores holdninger, det har de fået bekræftet i Gaza.
Det er frygteligt af alle mulige grunde, at vi står med et moralsk problem i vores argumentation over for Det Globale Syd. Det kommer til udtryk i Sydafrikas sag ved Haag-domstolen, som man skal huske ikke var en afvisning, men selvfølgelig heller ikke en dom om folkemord, men en foreløbig kendelse, som var ret præcis i sit krav om en anderledes afmålt form for krigsførelse med beskyttelse af civile og adgang for nødhjælp.
Det er et problem for Vesten, med USA i spidsen, hvis vi ikke lægger alle kræfter ind i at få opfyldt Haag-domstolens krav.
Hvad kan vi i Vesten gøre for at forbedre forholdet?
Hvis man levede op til de forblommede løfter om effektiv klimaindsats, så ville man stå stærkere, og så ville man have en større chance for, at vores klimamål blev nået. Det er bare ét eksempel.
Det er et spørgsmål om en mere udtrykkelig, effektiv global solidaritet, også næste gang der kommer en global pandemi, men klimaet er jo et helt nærliggende sted at tage fat, hvis man vil opbygge en troværdighed. Og det har vi også fået bekræftet på det sidste COP-møde, at der med fordel kunne ske meget mere der.
Hvad kan Danmark gøre?
At fastholde vores position som et af de trods alt førende lande inden for ulandsbistand og klimaindsats. Men vi skal også op i tempo med bistanden til de mennesker, der lider under Gaza-krigen som er blevet selve symbolet på en blodige uretfærdighed for Det Globale Syd. Det ville være udtryk for, at vi trods alt har erkendt, hvor stor en katastrofe det er, der overgår palæstinenserne. Det vil spille en rolle.
Og det, som udenrigsministeren heldigvis også har sagt er, at det jo ikke kan nytte noget, at man, fordi der er 13 ud af 13.000 UNRWA-medarbejdere, som har deltaget i Hamas’ overgreb, så stopper strømmen af nødhjælp til den organisation, som har de bedste forudsætninger for at hjælpe de mennesker, der er ramt nu.
Og Gaza er ikke den eneste. Der sker også noget i Sudan, som vi helt har glemt, men som er gået fuldstændig amok.
Ravinder Kaur
Lektor i moderne indien- og sydasienstudier ved Københavns Universitet
Hvordan har krigen i Ukraine ændret forholdet mellem Vesten og Det Globale Syd?
Det er ikke nødvendigvis en forværring af forholdet, men mere et skifte. Det handler om typen af relation. Den er blevet mere transaktionel, på den måde at den handler om udveksling. Noget for noget. De spørger, hvad kan vi få ud af det? Det er ikke ubetinget støtte. Og det er ikke kun i Asien. Flere lande, store som små, i hvad man kan kalde ”Det Globale Syd” spørger: what’s in it for us?
Selvom ingen i Vesten trækker den klare grænse mellem, hvad der sker i Gaza, og hvad der sker i Ukraine, så trækker resten af verden den grænse
Ravinder Kaur, lektor, Københavns Universitet
Asien er i sig selv mangesidig. På den ene side har du Kina, som er en stor spiller i Asien og verden som sådan. Kina har tydeligt stillet sig bag Rusland. Indien har ligesom mange lande i Asien, Afrika og Latinamerika indtaget en uforpligtende holdning, som nogle har kaldt neutralitet. De har ikke fulgt mange af de økonomiske sanktioner, som blev pålagt af vestlige lande. Indien er blevet en af de største aftagere af russisk olie.
Nogle udfordringer byggede sig allerede op lige efter, krigen startede. Der var egentlig en støtte til, at Ruslands invasion ikke var retfærdig, men man ville ikke forpligte sig i en række FN-afstemninger. Jeg tror, at mange af de ting har ændret sig i de seneste måneder, efter krigen i Gaza startede.
Et ord man ofte hører er ”moralhykleri”. Selvom ingen i Vesten trækker den klare grænse mellem, hvad der sker i Gaza, og hvad der sker i Ukraine, så trækker resten af verden den grænse. Der er en meget klar forståelse af, at det her ikke er Asiens krig, eller Afrikas krig. Det her er Europas krig.
Hvad kan vi i Vesten gøre for at forbedre forholdet?
Man må indse, at verden forandrer sig hurtigt og prøve at forstå hvilken retning den har bevæget sig i på få år. Der er et forsøg fra mange lande i Det Globale Syd på at omdanne deres nye økonomiske magt til politisk magt.
Et eksempel på, hvad EU allerede gør er deres ”Global Gateway”-plan som modsvar på Kinas Silkevejsprojekt (Belt Road Initiative, red.). Her har EU bygget deres egen vision op om, hvordan samarbejdet med Asien, Afrika og Indien-Stillehavsregionen kunne være.
Hvad kan Danmark gøre?
Danmark er måske et lille land territorialt set, men landet har en bred indflydelse og en rolle i verdensøkonomien. Sådan har det været historisk, men selv i dag har Danmark har verdens næststørste rederi. Den danske kystlinje er lige så lang som den indiske. Den slags kan man bruge i sin relation til Det Globale Syd.
Ole Wæver
Professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
Hvordan har krigen i Ukraine ændret forholdet mellem Vesten og Det Globale Syd?
Det er en udbredt reaktion i det globale syd, at konflikten udstiller en form for selvcentrerethed og dobbeltstandarder fra Vestens side. Fordi vi opfatter den konflikt som værende altomgribende på en måde, som de ikke har oplevet, at vi har gjort med andre konflikter.
Og derfor bliver vi set ude i verden i høj grad som nogen, der kommer og vil påtvinge andre en dagsordenen, som ikke er deres.
Det har været en ”aha-oplevelse” for ganske mange i Udenrigsministeriet og andre iagttagere
Ole Wæver, professor, Københavns Universitet
Det har været en ”aha-oplevelse” for ganske mange i Udenrigsministeriet og andre iagttagere. I den forstand kan man sige, at krigen også har haft en positiv effekt, fordi vi er blevet opmærksomme på, at vi ikke kan gå og tro, at vi kan føre verdenspolitik hen over hovedet på det meste af verden.
De afrikanske landes reaktion er den tydeligste, fordi de, i hvert fald i en periode, kommer til at betale prisen for krigen i forhold til konfliktens påvirkning på det internationale hvedemarked for eksempel. De har entydigt en oplevelse af, vi gør forskel på, hvordan vi behandler en storkrig i Congo, Sudan eller Etiopien, og hvordan vi behandler en storkrig i Ukraine. De er af gode grunde ganske sensitive overfor etnocentrisk og envejskommunikation fra Vesten.
Hvad kan vi i Vesten gøre for at forbedre forholdet?
De fremskridt, man var begyndt at gøre i forholdet til Det Globale Syd, er nu blevet sat over styr med krigen i Gaza. Der er et før og et efter Gaza-krigen. Nu bliver tingene sat på spidsen. Vores troværdighed er meget lille, hvis ikke vi ender med at tage os sammen omkring situationen i Gaza. Det er der, vi bliver testet.
Den største ændring ville være, hvis vi, i denne sammenhæng USA, kunne finde en løsning sammen med regionale aktører, og tog et nødvendigt opgør med Israel. Det er formodentlig den vigtigste enkelhandling, der ville kunne rette op på det forhold til en meget stor del af verden.
Hvad kan Danmark gøre?
Vi gør mange ting, der rummer positive elementer, for eksempel det, vi prøver at formulere som led i kampagnen for det danske medlemskab af sikkerhedsrådet og Danmarks rolle i klimaforhandlingerne.
Der er i høj grad en opmærksomhed om det her i Udenrigsministeriet, mere end blandt danske politikere. Mange elementer i vores politik er gearet til at vise det store globale flertal, at vi faktisk gerne vil lytte. Lige nu er det bare overskygget af et stort spørgsmål. Så det springende punkt er, om vi har nogen som helst muligheder for at gøre en forskel i Gaza.
Anne Mette Kjær
Professor ved ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk Råd
Hvordan har krigen i Ukraine ændret forholdet mellem Vesten og Det Globale Syd?
Mange lande i Det Globale Syd har en tradition for neutralitet. Under den kolde krig tilhørte de The non-alligned movement, såsom Indien. Det er en tradition, mange afrikanere gerne vil fastholde De vil gerne stå i en position, hvor de ikke tvinges til at tage stilling i en europæisk konflikt.
I FN-afstemningen om Ruslands invasion af Ukraine afholdt mange lande sig, ligesom Kina, fra at stemme. Den neutralitet tror jeg er blevet aktualiseret med krigen. Det var nok en overraskelse for mange i Europa.
Der har været store og alvorlige krige i Afrika længe, som vi ikke har vurderet som så vigtige. Congos konflikt omtaler man endda som en form for verdenskrig i Afrika, og nu er den ved at blusse op igen. Det opfattes i Afrika som en form for vestlig arrogance, at Ukaine-krigen er vigtigere end andre, fordi den foregår i Europa.
Man skal acceptere, at der er andre aktører på banen i Det Globale Syd, og særligt i Afrika
Anne Mette Kjær, professor, Aarhus Universitet
Denne opfattelse er nu blevet yderligere forstærket med Israels uproportionelle respons på Hamas’ terrorangreb i Israel. Den utvetydige støtte til Israels ret til at forsvare sig selv er blevet opfattet som, man kunne næsten sige, neokolonialisme. Det er i hvert fald opfattelsen i Det Globale Syd. Der har også været corona og en vaccinenationalisme, der igen blev opfattet som at vi tog os af os selv først. Vesten er sig selv nok.
Hvad kan vi i Vesten gøre for at forbedre forholdet?
Man skal acceptere, at der er andre aktører på banen i Det Globale Syd, og særligt i Afrika. Rusland og Kina er der også. Og så skal vi være bevidste om at vi har nogle styrker økonomisk. Og det er ikke fordi, vi skal ind og stille alle mulige modkrav.
Vi kan godt engagere os i gældslettelsesprogrammer og partnerskaber om ting, vi kan gøre sammen, og begynde at formulere samarbejdsprojekterne positivt i stedet for at prøve at overtale afrikanske statsledere til at stemme sammen med os i FN.
Jeg interviewede en ugandisk policy-rådgiver. Han siger, at den vestlige bekymring for Kina er overdrevet. Afrikanske lande kan godt se, at der er grænser for hvor forgældet, de kan blive. Kina giver jo mange lån, og for at få gældslettelse, skal man gå til en institution som Den Internationale Valutafond, der har hovedsæde i Europa. Der er vi i Vesten vigtige.
Hvad kan Danmark gøre?
Danmark skal støtte EU’s anstrengelser for at have et godt forhold til Afrika. Vi kan ikke gøre det alene, men i Danmark og andre skandinaviske lande har vi noget kapital, vi har bygget op over lang tid. Vi har gennem udviklingssamarbejdet været nogle af de lande, der har været bedst til at indgå partnerskaber, hvor vi faktisk lytter til, hvad partnerne vil. Jeg tror, vi har noget at trække på der.
Det kan være vanskeligt i skrøbelige stater, hvor der har været militærkup, men ikke i de lidt mere stabile lande, hvor vi har været i lang tid som Kenya, Tanzania, Sydafrika og sågar Uganda.
Der kan være gode grunde til at være i Rwanda, men vil man virkelig indlede et samarbejde med et af de mest autoritære regimer i verden? Hviler det på vores fundament om demokrati og menneskerettigheder? Jeg er overrasket over, at vi ikke har haft en større debat om det.
Kære læser, nu du er kommet helt til bunden af artiklen, går vi ud fra, at du kunne lide, hvad du læste. Så hvis du vil have mere af den slags, så skriv dig op til Globalnyts nyhedsbrev og få et unikt indblik i verden i udvikling og Danmarks internationale engagement.
