Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Steen Folke er talsperson i organisationen Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik. Han svarer her på indlægget Nej til oprustning – hvor naiv og historieløs har man lov at være? af Jørgen Harboe.
Min og Globalnyts gode gamle bekendt Jørgen Harboe (JH) er åbenbart blevet mere krigerisk med årene.
Vi er 60 mennesker – der senere er blevet til nogle hundrede – som har stiftet en organisation med navnet ’Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik’ som modsvar til Christiansborg-flertallets beslutning om massiv oprustning og militarisering af sikkerhedspolitikken. Det synes Jørgen Harboe ikke om, hvad der er helt i orden. Det er det derimod ikke at kalde os ”naive og historieløse” uden argumentation.
Det er niveauet for en del af debatten på Christiansborg men burde ikke være det i Globalnyt.
I sit indlæg medgiver Jørgen Harboe, at der kan være ræson i at arbejde for en bæredygtig sikkerhedspolitik, der går ud over det militære og ikke satser ensidigt på oprustning. Den skal ganske rigtigt, som Jørgen skriver, omfatte konfliktløsning, diplomati og gensidig nedrustning. Men den skal også forholde sig til klimakrisen og den voksende globale ulighed. Vi mener, at klimakrisen er vores største sikkerhedspolitiske udfordring, i og med at den fortsatte udledning af drivhusgasser truer hele menneskehedens eksistens.
Uheldigt nulsumsspil
Sammen med den voksende globale ulighed fører de menneskeskabte klimaforandringer til konflikter, uroligheder og migration. I Globalnyt er det næppe nødvendigt at påpege, at det globale syd er særlig ramt af klimaforandringer og fattigdom, eller at det globale nord har en særlig forpligtelse til at gå i spidsen med omstilling til grøn energi, produktion og livsførelse.
Jørgen Harboe er formentlig ikke særlig uenig i disse synspunkter. Men han er utilfreds med, at vi ikke, som det store flertal, går ind for massiv militær oprustning. Han argumenterer for, at man sagtens kan forene oprustning og militarisering med de øvrige tilgange til sikkerhedspolitik. Det kan man måske rent teoretisk, men i praksis modarbejder de hinanden. Og når det er besluttet, at de 18 milliarder ekstra kroner om året skal spenderes på militæret, kan disse penge ikke bruges til velfærd, grøn omstilling eller udviklingsbistand. I den forstand er der tale om et nulsumsspil.
Mere afgørende er det, om det i det hele taget er nødvendigt for Danmark og en række andre NATO-medlemmer at opruste massivt i de kommende år. Her er det et godt udgangspunkt at analysere situationen som den er i dag.
Inspireret at Olof Palme
Ifølge SIPRI (Fact Sheet, April 2022, tal fra 2021) er USA’s militære udgifter 12 gange større end Ruslands og de europæiske NATO-landes 5 gange større. Virkeligheden er, at NATO er Rusland knusende overlegen på stort set alle militære områder. I en konventionel krig ville Rusland ikke have en chance. Man kan se, hvor svært de har det med at føre krig mod et lille naboland som Ukraine. Men Rusland har atomvåben og har uansvarligt og horribelt truet med at bruge dem. Det vil en omfattende konventionel oprustning ikke ændre på.
I ’Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik’ har vi fordømt Ruslands brutale krig i Ukraine. Vi mener også, at Ukraine har ret til at forsvare sig selv, også militært.
Jeg har det fint med, at vi støtter Ukraine militært med våben, udstyr og træning. Mere ”gammeldags pacifisme” er der altså ikke tale om, selv om Jørgen Harboe synes ”det lugter” sådan. Rusland skal trække sig ud af Ukraine. Men så skal der arbejdes for, at Rusland med tiden igen kan blive en del af det gode selskab. Vi vil ikke have kold krig og et nyt jerntæppe ned igennem Europa i de næste årtier.
Vi er inspireret af Olof Palme, som i 1982, midt under den kolde krig, formulerede et afgørende princip for sikkerhedspolitikken: ”Nationer og befolkninger kan kun føle sig sikre, når deres modparter føler sig sikre”.
