En ny bevægelse er ved at sætte sig på udviklingsbranchen.
Med inspiration fra Silicon Valleys tech-industri går de til udviklingsarbejdet med fokus på at løse en enkelt problemstilling ad gangen, så løsningen bagefter kan eksporteres til lignende problemer andre steder i verden, typisk i det Globale Syd.
‘Randomisterne’ eller den ‘eksperimentelle bevægelse’, kalder seniorforsker ved DIIS, Adam Moe Fejerskov, dem i sin nye bog ‘The Global Lab – Inequality, Technology and the Experimental Movement’. Deres metoder er nemlig et forsøg på at kopiere naturvidenskabernes kontrollerede forhold og indsamle data på løsningerne af politiske problemer.
Læs også: Velkommen til eksperimenternes politik i en global krisetid
Men aktørerne i udviklingsbranchen går galt i byen, hvis de lader sig forføre af randomisternes tankegang, mener Adam Moe Fejerskov. For den eksperimentelle tilgang skaber en mere ulige verden, ligesom det hårdt-optegnede hierarki mellem dem, der laver de politiske forsøg, og dem, der er del af forsøgene, er ekskluderende, privilegieblindt og uegnet til at sætte gang i vedvarende, fundamental udvikling.
I stedet for at efterstræbe en teknisk og politisk neutral tilgang til udviklingsarbejdet – med forbillede i naturvidenskabernes kliniske laboratorium – bør politikere og organisationer anerkende, at udviklingsspørgsmål i sin natur er politiske og moralske. Vejen frem er derfor at invitere befolkningerne i både donor- og modtagerlande ind i diskussionen om, hvilket samfund støtten skal facilitere, argumenterer Adam Moe Fejerskov.
Men det kræver et svært og grundlæggende opgør med måden, vi tænker om os selv, det Globale Syd og udviklingsbistanden, påpeger seniorforskeren.
Ulighed er indbygget i udviklingspolitiske eksperimenter
I Kenyas hovedstad Nairobi har myndighederne svært ved at få udlejere i nogle af byens slumområder til at betale deres vandregninger. Og problemet er mere alvorligt end som så. Myndighederne har nemlig finansieret installationen af vandforsyning til de improviserede bygninger ved hjælp af et lån, som ejendommenes ejere skal tilbagebetale over vandregningen.
Det skyldes, at Verdensbanken i 2018 brugte de udsatte kvarterer til at afprøve forskellige løsninger på problemet med at inddrive gæld fra udlejerne. Nogle steder fik bygningernes lejere besøg af en repræsentant for vandselskabet, der fortalte dem, hvordan de kunne holde sig opdateret på vandregninger og betale til deres udlejer.
Andre steder blev udlejeren underrettet om, at vandet ville blive afbrudt, hvis ikke vedkommende betalte. Hvis det ikke hjalp, blev vandet hos hundredvis af lejere afbrudt, uden at de var informeret.
Eksemplet er ifølge Adam Moe Fejerskov symptomatisk for randomisterne, der er opkaldt efter en af deres yndlingsmetoder – de randomiserede, kontrollerede studier (engelsk: ‘randomized controlled trial’ eller ‘RCT’).
Her bliver nogle grupper eller dele af en gruppe tilfældigt udvalgt til for eksempel at få afbrudt deres vand, mens andre grupper tester andre forandringer eller slet ingen. Det giver et sammenligningsgrundlag, der kan påvise effektiviteten af en foreslået løsning, for eksempel om det får udlejere til at betale, hvis deres lejere brokker sig over manglende vand i hanen.
Ifølge Adam Moe Fejerskov viser vandforsøget i Nairobi med al sin tydelighed, hvordan uligheden er indbygget i randomisternes tilgang.
“Du spørger ikke forsøgsdeltagerne om tilladelse, inden du udsætter dem for noget, der har direkte betydning for deres liv og hverdag, ligesom de heller ikke får mulighed for at sige nej til at deltage eller påvirke eksperimentet. Det er utænkeligt, at sådan et forsøg ville finde sted i Danmark eller USA,” påpeger den bogaktuelle seniorforsker.
Ulige eksperimenter skaber ulige politik
Et af de helt store problemer med den eksperimentelle tilgang er ifølge Adam Moe Fejerskov, at eksperimenterne, der typisk kun kan lade sig gøre på grund af global ulighed, også afføder politiske løsninger, der skaber mere ulighed.
“Inspireret af Silicon Valley handler udviklingsarbejdet for randomisterne om at producere viden, der kan skaleres,” forklarer Adam Moe Fejerskov.
“Og det kan skabe mere ulighed. Hvis konklusionen bliver, at det er effektivt at slukke for vandet, det får folk til at betale deres regninger, så bliver den løsning eksporteret til andre lande og lignende problemstillinger.”
Det kan ifølge seniorforskeren skabe yderligere ulighed, fordi der altid er lokale og kulturelle årsager til at en løsning virker eller ej, som bliver oversat og udeladt på denne måde.
Adam Moe Fejerskov argumenterer for, at den eksperimentelle tilgang er dømt til at fejle, fordi den er baseret på et videnskabeligt verdenssyn, der er fundamentalt uforeneligt med udviklingspolitisk arbejde.
“Den eksperimentelle bevægelse mener, de arbejder videnskabeligt og ikke politisk. De vil lave forsøg, samle data og vurdere effektivitet. Men de overser, at det altid er politisk fra start af, når man vil forandre verden,” påpeger han.
I stedet for at bortdømme enhver tvivl og kun fokusere på tydelige tendenser i store datasæt, bør udviklingsøkonomer og innovatører invitere tvivlen indenfor, skriver Adam Moe Fejerskov i sin nyudgivne bog:
“Vi bør rette opmærksomheden mod varians, og hvordan forskellige resultater kan føre os på vej mod inkluderende diskussioner om ideelle resultater. Det betyder, at vi skal omfavne tvivl som en produktiv kraft og afprøve forskellige ideer i stedet for at køre et randomiseret, tilfældigt forsøg ud fra en snæver opfattelse af at kunne opnå en enkelt sandhed.”
Fra kontrollerende donor til tillidsfuld facilitator
Fremtidens udviklingsarbejde bør ikke forsøge at skrive de politiske diskussioner ud af ligningen, mener Adam Moe Fejerskov. Tværtimod bør organisationer og politikere i stigende grad åbne for en demokratisk debat om, hvilke forandringer donor- og modtagerlande ønsker at skabe.
“Et af problemerne med randomisternes tilgang er, at det ikke er den bedste måde at skabe vedvarende forandringer på,” siger han. “Det kan man kun, hvis lokalbefolkningen selv tager ejerskab over det, og det gør de ikke, hvis det bare er en flok vestlige økonomer, der møder op og siger ‘nu skal I gøre sådan her’.”
I stedet for at fokusere på kontrol med, hvem udviklingsbistanden går til, og hvad den helt specifikt bliver brugt på, skal donorlande som Danmark indtage en mere faciliterende og tillidsfuld rolle. Opgaven er at lokalisere og støtte de kræfter i lokalsamfundet, der deler vores vision om, hvad en god udvikling er, og hvordan den kan sættes i gang, siger seniorforskeren.
“Men det kræver en radikalt anderledes måde at tænke udviklingsbistand på. Vi skal væk fra den gamle tankegang om, at vi er donorer, der giver noget til nogle modtagere. I stedet skal vi have tillid til, at lokalbefolkningen selv kan stå for udviklingen, hvis vi finder de rette kræfter at arbejde sammen med og støtte,” forklarer Adam Moe Fejerskov.
Han håber, den nye bog kan hjælpe politikere og bistandsbranchen til at indse, at politik gennemsyrer udviklingsarbejdet fra start til slut. Og at det kun gør projekterne mere holdbare og effektive, hvis den politiske diskussion er åben og inkluderende fra start til slut.
“Den her demokratisering af udviklingssamarbejdet er ikke nogen ny ide, og folk i miljøet snakker også om det. Men vi er dårlige til at gøre det. Vi er ikke klar til at tage det næste skridt, fordi det kræver, vi afgiver magten og kontrollen med ressourcerne,” siger Adam Moe Fejerskov.
Adam Moe Fejerskov medgiver, at sådan en tilgang giver store praktiske udfordringer med at facilitere debat og sikre inklusion. Men det er ifølge forskeren ikke en praktisk umulighed, bare en svær omstilling.
“Vi skal acceptere en mere ydmyg rolle,” påpeger han. “Danida og Udenrigsministeriet er ikke gode til at arbejde politisk, men de er gode til at støtte andre, der kan gøre det. Det er den rolle, vi skal forstå – at vi ikke skal definere arbejdet, men facilitere at det kan se ud, som lokale befolkninger gerne vil have.”
